Читать книгу FortAellerfiktionen - Rolf Reitan - Страница 11

Nr. 8 af Barthes’ tidsskrift Communications udkom i efteråret ’66 med den strukturelle analyse af fortællingen som tema. I en introducerende artikel, der skulle blive skoledannende, præsenterer Barthes et idérigt forskningsprogram for en endnu ikke eksisterende semiologisk videnskab om fortællingen. En sådan videnskab har brug for en teori for at kunne beskrive og klassificere fortællinger (teori forstået som amerikanerne gør det, siger Barthes, dvs. som hypoteser).³¹ Og i første omgang må opgaven være at udvikle teorien, for det ville være nytteløst at etablere en sådan videnskab efter en empirisk, induktiv model. Den skulle i så fald studere millioner af fortællinger, før den kunne nå frem til brugbare begreber. Videnskaben om fortællinger er derfor henvist til at følge Saussures eksempel: at konstruere en teori, for bagefter at undersøge dens brugbarhed på klodens utallige sprog. Arbejdet vil dog være meget nemmere, »hvis man fra begyndelsen underkaster sig en model, der kan levere teoriens første termer og dens første principper. På forskningens aktuelle stade synes det fornuftigt at betragte lingvistikken selv som en grundlæggende model for den strukturelle analyse af fortællingen«.³² Og lingvistikken, den er i denne sammenhæng først og fremmest Benvenistes lingvistik.

I en anmeldelse af Problèmes du linguistique générale havde Barthes udtalt: »Alt er klart i Benvenistes bog, alt i den kan genkendes som umiddelbart sandt; og alt hos ham er alligevel kun begyndelser«.³³ Hvad der er klart, er lingvistikken, hvis domæne er sprogsystemet, og hvor den højeste enhed, der integrerer alle underordnede enheder, er sætningen. Hvad der kun er begyndelser, er bevægelsen ud over den enkelte sætning til kombinationer af sætninger, altså fra sprogsystemets domæne til »et andet univers, som tilhører sproget som kommunikationsinstrument, og som diskursen er et udtryk for«.³⁴ Hvad der interesserer Barthes, er da, at diskursens felt generelt befolkes af en række forskellige semiotiske systemer, som i forhold til sprogsystemet må opfattes som sekundære. Den fortællende litteratur kan således ses som et særligt diskursivt system med sine egne enheder, funktioner, koder etc.

»Introduction à l’analyse structurale des récits« munder ud i et ræsonneret forslag til, hvordan man med udgangspunkt i allerede foreliggende forsøg på at analysere fortællingens »grammatik« (handlingsniveauet og aktanternes niveau, som de var blevet beskrevet hos Propp og Greimas) kan gå videre til et tredje og strukturalistisk endnu uudforsket niveau: narrationens. Niveauerne tænker han i »homologi« med den lingvistiske analyses niveauer: Lavere niveauers elementer (fx. fonemer, dernæst morfemer) får først mening, når de integreres i et højere niveau. På samme måde er narrationen fortællingens højeste niveau; det integrerer de underliggende handlings- og aktantniveauer og giver dem deres mening. Niveauerne er væsentlige for at forstå fortællinger i deres fulde kompleksitet:

At forstå en fortælling, det er ikke kun at følge historiens afvikling, det er også at genkende dens ›etager‹, at projicere den narrative ›tråds‹ horisontale sammenkædninger på en implicit vertikal akse; at læse (lytte til) en fortælling er ikke kun at gå fra et ord til det næste, det er også at passere fra et niveau til det andet.³⁵