Читать книгу FortAellerfiktionen - Rolf Reitan - Страница 3

For ikke mere end 100 år siden var »fortæller« et elastisk synonym for »forfatter«. Hvor forfatteren var anonym og ukendt, som i folkeeventyrene, talte man i stedet om fortælleren. Eller når man for eksempel ville fremhæve den genre, som en romanforfatter excellerede i, talte man gerne om de store fortællere. ›Fortælleren‹ var simpelthen et generisk begreb. Dette var typisk for en periode, hvor nationernes litterære værker var klenodier, tegn på nationens og det nationale sprogs egenart og fortræffeligheder, og hvor dannelsesidealerne var intimt knyttet til litteraturen. På universiteterne og i skolerne var beskæftigelsen med litteratur overvejende historisk-filologisk, biografisk og stilistisk, ikke æstetisk eller formorienteret. Den russiske og tjekkiske formalisme gjorde oprør mod historismens og nationalismens anneksion af litteraturen; den insisterede på formen og teksten, betragtede studiet af litteratur som teoretisk funderet og var generelt internationalt orienteret; interessen for forfatterne trådte i baggrunden. Engelsk og amerikansk nykritik arvede formalisternes positioner. Opfinderen af begrebet om den intentionale fejltagelse (som blev et effektivt redskab til at beskytte de litterære tekster mod biografiske og psykologistiske tilbøjeligheder), var selv filosof med en vis semiotisk orientering:

Hvis du skriver et ›fødselsdagsdigt‹ og giver det til én på hans fødselsdag, eller sender det under dit eget navn, giver du budskabet en pragmatisk kontekst. Hvis du skriver et kærlighedsdigt og publicerer det som et digt, giver du ikke budskabet en pragmatisk kontekst; det er fra ingen til ingen, det er ikke adresseret til, men det bliver overhørt af læseren; og skønt du er forfatteren, er du ikke speakeren.¹

Fra ingen til ingen: Nykritikkens »speaker« er ikke en personlig, men en sproglig-tekstuel og anonym instans i lyriske tekster.

Allerede omkring 1950 var nykritikken blevet den dominerende faktor i akademisk litteraturkritik i USA, og på et eller andet tidspunkt i løbet af 60’erne eller 70’erne »vidste« også enhver progressiv gymnasielærer i Danmark, at når man taler om romaner og noveller, må man ikke forveksle forfatter og fortæller. Nykritikkens slagord om den intentionale fejltagelse og om »the speaker« i teksten var mere eller mindre blevet almenviden.

Sideløbende og til dels sammenfaldende med nykritikkens indflydelse huserede en omstridt idé om »fiktionens lov«: I fiktionsfortællinger bør forfatteren træde tilbage, undgå at blande sig i det fortalte, ingen fortæller sådanne fortællinger. Man kan her kun tale om fortælleren som – med Morten Nøjgaards formulering – »en anonym røst«. Andre og som regel mere konservative litterater protesterede mod denne ansvarsløse radikalisme. I en berømt artikel, ›Wer erzählt den Roman?‹, hævdede Wolfgang Kayser, at fortællerens død betød romanens død, og henviste til Virginia Woolf som eksempel.² Og i USA var nykritikerne ikke nået til at udvikle en teori om fortællende tekster, før Wayne Booth med The Rhetoric of Fiction i 1961 indledte et voldsomt polemisk opgør med »modernismen«.³ Under den snedige betegnelse the implied author genindførte han forfatteren som romanens etisk ansvarlige instans, og indledte dermed en særlig amerikansk udvikling i fortælleteorien, som ikke synes at have nogen pendant i Europa.

Bare fem år senere publicerede Roland Barthes i sit tidsskrift Communications sit eget og en række yngre litteraters bud på en moderne fortælleteori, som han tænkte sig som en videreføring af formalisternes og strukturalisternes arbejde med fortællingens strukturer. Frankrig var måske det europæiske land, hvor nationalfilologi og -stilistik holdt skansen længst, og hvor nykritikken havde desto dårligere betingelser for at slå igennem. Barthes’ initiativ førte hurtigt til en veritabel fransk revolution: I løbet af meget kort tid havde man leveret den teori om fortællinger, som nykritikerne manglede; nykritikernes speaker blev fortælleren, en narrativ instans-i-teksten, men denne gang med en langt mere udviklet semiotisk »underbygning« end den, der stod til rådighed for nykritikerne. Fra dette moment stammer moderne fortælleteori. Tzvetan Todorov gav den i 1969 navnet narratologi. Og fra dette øjeblik spredte fiktionen om, at alle fortællinger selvfølgelig har en fortæller, som ikke er forfatteren, sig med en sådan hastighed, og er siden blevet gentaget så mange gange, at den er blevet en værdi i sig selv, en slags automatisme, som ikke behøver nogen yderligere forklaring.

Foreliggende bog er en undersøgelse af, hvordan denne fiktion (eller »myte«) om fortælleren blev til i moderne fortælleteori, og om, hvordan den blev udnyttet, forvandlet, befæstet og gemt i det værk, der med rette er blevet betragtet som narratologiens grundlæggende dokument, Gérard Genettes boglange artikel Discours du récit fra 1972 – og i 1983 forsvaret over for amerikanske kritikere i »efterskriftet« Nouveau discours du récit. (Begge tekster er efterhånden blevet oversat til næsten alle klodens sprog, men bare ikke til noget nordisk.) Undersøgelsen foregår over fem trin: I kapitlet »Narratologisk revolution« introduceres problematikken, som fra begyndelsen handler om subjektiviteten i sproget. Den eksistentialistisk inspirerede strukturalist Émile Benveniste formulerede en stærk teori om den, Roland Barthes brugte teorien som model for et forslag til en teori om fortællingen som semiologisk system, der foruden en historie bestående af en række begivenheder og en tekst bestående af en række udsagn, også opererer med et niveau for en fortællers udsigelse eller fortællesituation. Men hvis det er en banalitet, at alle fortællinger har en fortæller, skal fortælleren ses som en størrelse, der kun eksisterer »på papiret« og ikke, som forfatteren, i virkeligheden. Barthes, som gjorde læserne bekendt med termer som diskurs, talens instans, anti-mímesis, udsigelse og narration, manglede imidlertid viden om moderne fortælleteori og dens begreber om synsvinkler, som i 1966 endnu var alt andet end fransk, og begik en meget morsom tankefejl, idet han undlod at skelne mellem fortællestemme og synsvinkel. Dét satte måske gang i Genettes første udkast til en teori om fortælleren, i hvilket han dog ikke røber større kendskab til synsvinkelteorierne, end Barthes gør. Kapitlet afsluttes med en analyse af Genettes underfundige realisering af Barthes’ program i indledningen til Discours, hvor vi i øvrigt stifter bekendtskab med de fundamentale begreber om fortællingers historie, tekst og narration.

I kapitlet »Fortælling og tid« præsenteres hovedlinjerne i de tre første kapitler af Discours, som inspireret af tyske fortælleteoretikere behandler det tidslige forhold mellem fortællingen og dens historie. Skønt disse kapitler nok er Discours’ mest originale og mest velskrevne og leverer artiklens største stoflige tyngde, er de i det store og hele forblevet ukommenteret og uimodsagt. Det skyldes måske, at de fremstår som en suveræn og uangribelig Proust-analyse, men måske også, at de giver et frygtindgydende teknisk indtryk, indfører en række græskinspirerede terminologiske nydannelser og desuden synes at forudsætte, at læseren er velbekendt med Prousts På sporet af den tabte tid. Det vigtigste og mest innovative begreb er her det om iterativ narration, som Genette demonstrerer med eksemplariske læsninger af Proust. Prousts »papirfortæller« optræder i en usædvanlig narrativ konstruktion, men den synes ikke uden videre at kunne bruges som dokumentation for, at alle fortællinger har en fortæller, tværtimod: I et eksperiment med at omskrive Prousts jegfortælling til 3. person, forsøger jeg at vise, hvorfor netop Prousts roman ikke vellykket vil kunne gennemføres i 3. person. – Læsere, der gerne vil komme hurtigt i gang, kan måske i første ombæring med fordel springe dette »tekniske« kapitel over og gå videre til det næste, »Fortællemåden«.

I kapitlet »Fortællemåden«, denne bogs længste, diskuteres Discours’ fjerde kapitel, ›Modus‹, som – i en elegant diskussion af diegesis og mímesis (med referencer til Platon og Homer) og en hudflettende kritik af Percy Lubbocks modstilling af telling og showing – realiserer Barthes’ anti-mimetiske program i en heftig, for ikke at sige brutal argumentation for, at narratalogien må distancere sig fra enhver »mimetisk« fortælleteori. Men argumentationen forekommer mindre heftig, når man først indser Genettes egentlig banale pointe og samtidig, ved så at sige læse »mellem linjerne«, bliver klar over, at han konsekvent forudsætter en art mímesis i fortællinger, skønt han afviser den som narratologisk relevant. Således kan vi gøre det klart, hvad der hos Genette menes med, at narratologiens perspektiv er analytisk. Hvad gælder spørgsmålet om fortælleren, sigter hele denne diskussion om mímesis og showing versus diegesis og telling på, om ikke at bevise, så at overbevise om, at enhver fortælling må have en fortæller. Det sker i en munter kritik af den »mimetiske« norm, der foreskriver, at jo mere scenisk en fortælling er, jo mindre gør forfatteren sig gældende. Proust er nemlig et eklatant bevis på det modsatte forhold. Dét udgør ganske vist ikke et bevis for nødvendigheden af et universelt begreb om fortælleren, og Genettes »overbevis« er da også i realiteten et andet: Han bruger simpelthen fortæller som substitution for såvel Platons som retorikkens ord forfatter, altså fortællingens »auctor« (ophavsmand), hvilket giver en simpel terminologisk overførsel: Alle fortællinger har en ophavsmand = alle fortællinger har en fortæller. I Discours vises dernæst, hvordan relativt traditionelle opfattelser af fortællingers gengivelser af karakterers tale kan placeres på en akse mellem diegesis og mímesis. Igen er det forfatterbegrebet, denne gang som det er blevet brugt i lingvistik og stilistik, der sættes synonymt med begrebet fortæller. Således udelukkes »a priori« den mulighed, at forfattere kan levere fortællinger uden fortællere.

Endelig samles synsvinkelteorierne (Lubbock, Pouillon, Todorov) ved hjælp af et begreb om fokalisering, der synes fremmed i danske traditioner, og som jeg forsøger at give en fyldig præsentation af. Den relativt korte behandling af synsvinklernes problematik i Discours er formentligt den del af artiklen, der er blevet mest kommenteret – og mest misforstået. I receptionens tåger synes man slet ikke at have opdaget, at Genettes vigtigste bidrag til teorien handler om, hvordan fokaliseringer overskrides, brydes og kombineres i komplekse bevægelser. En af de mest indflydelsesrige kritikere er Mieke Bal, som det lykkedes at få en hel verden overbevist om, at hendes kritik var en »videreudvikling« af Genettes teori. I virkeligheden leverer Bal en række hårdnakkede misforståelser, hvis virkninger stadig vanskeliggør en frugtbar reception af teorien. Bals misforståelser er ikke desto mindre instruktive og peger på visse ikke helt gennemarbejdede sider af Genettes fokaliseringsteori. Til sidst i moduskapitlet viser Genette, at Prousts jegfortæller til tider fortæller fra en »alvidende« position, og ser dette som et afgørende bevis for, at På sporet af den tabte tid er fiktion. Dermed implicerer han en definition af alvidenhed, der har gyldighed for alle fiktionsfortællinger. Konsekvensen er, at Barthes papirfortæller nu kan behandles som fiktionsfortællingers fiktive fortæller.

»Fortællestemmen« studerer Discours’ femte og sidste kapitel, ›Stemmen‹, som leverer en opsigtsvækkende systematisk og skarp analyse af fortællingers narrative niveauer. Ved hjælp af grundtermen diegese, som betyder »fortalt verden« (og ikke må forveksles med Platons diegesis), foreslår Genette her en række adjektiver til at betegne narrative niveauer og deres fortællere: ekstradiegetisk, metadiegetisk, heterodiegetisk, homodiegetisk og autodiegetisk. Det mest åbenlyse problem her (og Genette konfronterer det ikke) er spørgsmålet om den ekstradiegetiske »fortællers« udsigelse eller fortællesituation i fortællinger uden markerede fortællere (dvs. uden personificering eller anden tilkendegivelse af et fortællersubjekt). Kapitlet fortsætter med en gennemgang af, hvad Genette kalder »fortællerens funktioner«, som dog til tider lige så gerne kan betragtes som forfatterkommentarer, og afsluttes med et ikke overraskende kort og næsten intetsigende afsnit om »læseren« (le narrataire). Vi afslutter for vor del dette kapitel med en læsning af et afsnit af Nouveau discours, hvor Genette åndfuldt og ironisk undviger at tage stilling til Ann Banfields lingvistiske teori om fortællen uden fortæller. – Utålmodige læsere kan eventuelt gemme dette kapitel til senere.

I kapitlet »Fiktioner« forsøger jeg at nå frem til en konklusion på min læsning af Discours. Skønt alle fortællinger, der udgør materialet for Discours’ overvejelser, er fiktionsfortællinger, finder man ikke – ud over spredte bemærkninger om den fiktive fortæller og fortællerens alvidenhed som fiktionstegn – i Discours en samlet behandling af fiktionens problematik. Men i introduktionen til Nouveau Discours du récit repareres denne mangel i et kort, men prægnant afsnit, som dog egentlig først afsluttes i en senere diskussion med John Searle i Fiction et diction (1993). Jeg viser i dette kapitel, hvordan Genettes fiktionsteori (som kan siges at være mere en retorisk end en poetisk teori) kan ses som den slutsten i narratologiens bygværk, der gør, at det hele falder på plads i et logisk og smukt sammenhængende »system«, som synes at forudsætte, at alle fortællinger har en fortæller. Systemet er opbygget på en måde, der altid allerede har taget højde for de indvendinger, der har meldt sig i vore læsninger. Det kan derfor næppe falsificeres med modeksempler (det er ikke en empirisk teori), og skønt man måske kan finde en domstol, der vil fælde det på »indicier«, ville det være bedre at konfrontere det med andre systematiske teorier, der kan tænkes at yde det samme, men uden at være fikseret på et universelt begreb om fortælleren. Til dette formål bruger jeg Käte Hamburgers teori om litterær fiktion og diskuterer Genettes elegante, men ikke overbevisende forsøg på at konfrontere denne. Til sidst afprøver vi en mere ligevægtig konfrontation, der leder frem til en måske lidt overraskende slutkonklusion, som det nok ville være upassende at røbe her (man behøver ikke sige det hele i et forord).

Alle oversættelser i det følgende er mine, hvis ikke andet er angivet.

Henrik Skov Nielsen fortjener stor tak for utrættelig læsning af næsten alle manuskriptversioner af bogen og for aldrig svigtende opmuntring til at fortsætte arbejdet med den. For givtige diskussioner og kritik hen ad vejen en tak til Stefan Iversen, Ole Togeby, Henrik Jørgensen, Jakob Bøggild, Sylvie Patron, Per Krogh Hansen, Peer Bundgaard, Peter Widell, Stefan Kierkegaard og narratologigruppen på Nordisk Institut. En stor tak går også til Allan Andersen, Anders Hald, Anne Kristine Erhardsen, Linda Hansen, Morten Haugshøj, Balder Janby, Jakob Kousgaard, Gitte Jean Mühlendorf, Maj Nistrup, Kristen Kirk Nygaard og Henrik Romby Smith for åbenhed og livlige diskussioner på instituttets narratologihold 2004-2005. Af dem har jeg lært og forstået, hvad Genettes narratologi rummer af fornemme pædagogiske kvaliteter – og vanskeligheder. Ansvaret for indholdet af de følgende sider er dog alene mit.

1 Monroe C. Beardsley, Aesthetics. Problems in the Philosophy of Criticism, New York og Burlingame: Harcourt, Brace and World, 1958, s. 140; min kursivering.

2 Wolfgang Kayser, »Wer erzählt den Roman?«, in: Klotz, Volker, Zur Poetik des Romans, Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft, 1965, s. 196-216.

3 Wayne C. Booth, The Rhetoric of Fiction, Chicago og London: University of Chicago Pres, 1961.