Читать книгу Pa den forkerte side - Soren Billeschou Christiansen - Страница 10

I den første besættelsessommer opstod der en national vækkelse over hele landet. I forsamlingshuse og ved friluftsstævner samledes flere og flere mennesker for at synge danske fædrelandssange. Værker fra den nationalromantiske sangskat blev fundet frem, og sange som “I Danmark er jeg født” eller “Der er et yndigt land” blev omdrejningspunkter for “alsang”, som det blev kaldt. Tilslutningen til alsangsstævnerne toppede en septemberdag i 1940, hvor 740.000 mennesker eller mere end en femtedel af landets befolkning deltog i stævner over hele landet. Radiotransmissioner knyttede stævnerne sammen og udvidede alsangen til landets stuer. Alsangen var i højere grad udtryk for en stærk dansk national følelse end direkte protest og kampvilje. Tyskerne fremstod på det tidspunkt som krigens umiddelbare sejrherre, og stævnerne repræsenterede en voksende bevidsthed om det nationale sammenholds betydning for Danmarks mulighed for at overleve besættelsen og bevare det danske i en tyskdomineret verden. For langt hovedparten af befolkningen betød det dermed også opbakning til samlingsregeringen og kongen, samt den politik, de førte.²⁵ Tilpasning var en nødvendighed, og politikerne opfordrede til besindighed og samarbejde. Denne linje var i 1940-1941 så godt som totalt dominerende, og direkte modstand imod besættelsesmagten var yderst sjælden.

Med mange tyske soldater i landet opstod der hurtigt forhold mellem soldater og danske kvinder. Her ses en dansk kvinde med en tysk soldat ved Peblingesøen i København. (Frihedsmuseets arkiv)

Efter det tyske angreb på Sovjetunionen i sommeren 1941 følte en række danskere, også uden direkte tilknytning til det nazistiske miljø, at Danmark måtte engagere sig i kampen imod kommunismen. Disse holdninger havde rod i de spirende antikommunistiske og antidemokratiske strømninger, der opstod i 1930’erne. Nogle mente endda, at hver enkelt dansker måtte vise nationalt sindelag ved at melde sig til kampen imod kommunismen på Østfronten. Holdningerne blev bakket op af flere fremtrædende skikkelser som forfatteren Valdemar Rørdam, som bl.a. i digte åbenlyst hyldede det tyske angreb og så Danmark som en naturlig allieret med Tyskland. Denne form for støtte til besættelsesmagten overskred den samarbejdslinje, som politikerne førte, og stod i kontrast til den nationale stemning, som alsangsstævnerne repræsenterede. Langt hovedparten af befolkningen mente, at besættelsesmagten skulle mødes med en passiv holdning og nødvendig tilpasning, mens aktiv støtte til tyskerne i det offentlige rum ikke var velset.²⁶

Opgøret med tyskerpiger fandt sted overalt i landet. Billedet er fra Århus og er taget i dagene efter befrielsen. (Frihedsmuseets arkiv)

I det private rum var grænsen for, hvad der var tilladeligt, endnu vanskeligere at drage. Med mange tusinde tyske soldater samlet i et land, hvor der ikke var krigshandlinger, opstod der hurtigt tætte forbindelser mellem soldater og danske kvinder. Det anslås, at der i perioden 1940-1945 var mindst 50.000 såkaldte tyskerpiger.²⁷ Danske kvinders omgang med tyske soldater førte til sammenstød mellem såvel danskere og tyske soldater som danskere og tyskerpiger. Der fandtes flere eksempler på, at kvinder blev socialt isoleret og fysisk chikaneret – klipning af deres hår var mest udbredt. Den første registrerede klippeaktion fandt sted i september 1940, og antallet af aktioner toppede i august 1943²⁸ og i befrielsesdagene. Endvidere blev kvinderne af og til afklædt offentligt eller seksuelt chikaneret på anden vis. Modstandsbevægelsens illegale blade var i høj grad med til at skabe en hadefuld stemning mod tyskerpigerne, og mange af dem opfordrede direkte til at afstraffe kvinderne. Omgangen med den tyske værnemagt resulterede også i en række skældsord, der blev brugt om tyskerpigerne, f.eks. “feltmadras”, “tyskertøs” og “syfilishoppe”. Reaktionerne var blandt andet udtryk for, at kvinderne syntes at svigte nationen, når de havde forhold til tyske soldater.²⁹