Читать книгу Pa den forkerte side - Soren Billeschou Christiansen - Страница 15

Med mange tusinde internerede var der et akut behov for at klarlægge, hvordan den juridiske del af processen med landssvigerne skulle forme sig. Hvordan skulle opgøret foregå? og ikke mindst: Hvor skulle grænsen for forræderi trækkes? Udformningen af retsopgørets regler blev overladt til den atten mand store befrielsesregeringen, som var dannet d. 5. maj med deltagelse af ni ministre fra modstandsbevægelsen og ni personer udpeget blandt danske folketingspolitikere. Det var en vanskelig opgave at tilfredsstille alle i en situation, hvor der var mange modstridende interesser og følelser på spil, hvilket udformningen af retsopgørets love kom til at bære præg af.

Modstandsbevægelsen havde allerede under besættelsen gjort sig tanker om opgørets udformning. Det skulle foregå efter “rodfæstet dansk retsbevidsthed”, så man undgik selvjustits fra borgernes side. For at sikre befolkningens indflydelse ønskede bevægelsen særlige domstole med folkevalgte lægmænd nedsat, som sammen med en speciel anklagemyndighed skulle behandle sager om forræderi. I modsætning til modstandsbevægelsen var politikerne ikke interesserede i, at opgøret afveg synderligt fra de vante juridiske procedurer. For politikerne var det vigtigt at bevare det hidtidige magtapparat, så det ville være muligt at opretholde den eksisterende samfundsstruktur og dermed sikre magten på egne hænder.

Parterne var også uenige om, fra hvilket tidspunkt handlinger skulle betragtes som strafbare. Modstandsbevægelsen var af den opfattelse, at opgøret skulle gælde handlinger udført fra besættelsens begyndelse d. 9. april 1940, mens politikerne anså samarbejdspolitikkens officielle ophør d. 29. august 1943 for at være det rette tidspunkt.⁴⁹ Uenigheden drejede sig om, hvornår krigstilstanden mellem Danmark og Tyskland var indtrådt. Politikerne, der formelt havde ledet landet, opfattede deres eget nej til samarbejde som det officielle tidspunkt og kunne på den måde retfærdiggøre flere kontroversielle begivenheder såsom interneringen af kommunisterne i 1941 eller oprettelsen af Frikorps Danmark samme år. Modstandsbevægelsen var af en helt anden opfattelse og mente, at der havde været krig med tyskerne siden d. 9. april 1940.

Det blev til et kompromis, hvor politikerne bøjede sig for modstandsbevægelsens tidskrav, mens bevægelsen accepterede, at retsopgøret fandt sted ved de almindelige domstole. Dette betød, at det blev nødvendigt at vedtage love med tilbagevirkende kraft, da den eksisterende lovgivning kun dækkede i krigstilstand. Dermed var det muligt at straffe handlinger, der i mange tilfælde virkede i overensstemmelse med samarbejdspolitikkens ånd.