Читать книгу Pa den forkerte side - Soren Billeschou Christiansen - Страница 6

At samarbejde med besættelsesmagten var som en linedans for de danske politikere. På den ene side skulle de tilfredsstille tyskerne, så disse ville lade politikerne fortsætte deres virke. På den anden side skulle politikerne modstå tyske krav, som ville forværre befolkningens situation eller sætte Danmark i en position, hvor landet fremstod som en åbenlys allieret med Tyskland. Denne balancegang medførte, at det for dele af den danske befolkning kunne være svært at skelne mellem, hvad der var realpolitik, og hvad der var symbolpolitik. Med andre ord: hvor gik grænsen for samarbejdet med besættelsesmagten? For personer med relationer, sympatier eller andre forbindelser til tyskerne kunne en række udtalelser og handlinger fra samarbejdsregeringen især i besættelsens første år føre til uklarhed. Var Tyskland ven eller fjende?

“Ved de store tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa …”⁷ – sådan lød det i en erklæring fra Erik Scavenius, da han blev udpeget som udenrigsminister i samlingsregeringen d. 8. juli 1940. På det tidspunkt stod Tyskland som den herskende europæiske magt, og krigen så ud til at ende med total tysk sejr. Erklæringen viste dansk vilje til et aktivt samarbejde med tyskerne. Den viste dog også, hvordan Scavenius ville have dette samarbejde til at foregå: ved at Danmark gav tyskerne indrømmelser og respekt på områder, der kun havde lidt betydning for Danmark, f.eks. i forbindelse med erklæringer om den tyske krigsførelse andre steder i Europa. På den måde kunne regeringen opsamle tyskernes velvilje til at modstå krav i sager, som regeringen fandt vigtige. Scavenius’ strategi var dog upopulær blandt mange danskere, da den resulterede i, at den danske regering gav moralsk støtte til tyskernes fremmarch i Europa.

Ved det tyske angreb på Sovjetunionen d. 22. juni 1941 blev den danske regering stillet over for tyske krav om øjeblikkeligt at afbryde de diplomatiske forbindelser med russerne og starte interneringen af ledende danske kommunister. Samlingsregeringen valgte uden videre at efterkomme kravet. En senere konsekvens af det tyske angreb på Sovjetunionen blev Antikominternpagtens fornyede betydning. Pagten blev oprindeligt indgået i 1936 af Tyskland og Japan med det formål at bekæmpe Sovjetunionen og den internationale kommunisme, men da den i november 1941 skulle genforhandles, blev en række tysk besatte lande, herunder Danmark, inviteret til at tiltræde pagten. Fra tysk side lod man forstå, at den fredelige besættelse ikke kunne fortsætte, hvis Danmark ikke underskrev pagten. Dette skabte splid i samlingsregeringen, og det så ud til, at det tyske krav ville blive forkastet. Efter tyske trusler underskrev Danmark imidlertid pagten d. 23. november 1941.⁸ Dog blev det fra dansk side forsøgt at få vedlagt en tillægsprotokol, der skulle præcisere, at Danmark var neutralt, og at pagtens bestemmelse om samarbejde mod kommunismen begrænsede sig til det politimæssige område. Dette blev afvist af tyskerne, og Danmark måtte nøjes med at lægge en ensidig erklæring om pagtens fortolkning på de tyske akter. En erklæring, der fra tysk side ikke blev offentliggjort, hvorfor det så ud som om, at Danmark havde tiltrådt pagten uden forbehold.⁹