Читать книгу Pa den forkerte side - Soren Billeschou Christiansen - Страница 20

En afgørende kilde til befolkningens syn på landssvigerne var de omfattende samleværker om besættelsestiden, der udkom hurtigt efter befrielsen. De var forfattet af respekterede journalister og akademikere og fremstod som sandheden om besættelsen. Værkerne var derfor med til at etablere og fastholde stigmatiseringen af landssvigerne. Det skete for eksempel i forbindelse med beskrivelsen af de landssvigere, der havde gjort tjeneste i Gestapo, Hipo- eller Schalburgkorpset. I trebindsværket De Fem Lange Aar, der udkom i 1946, blev Hipokorpsets sammensætning beskrevet som: “(…) en stor Del af Undermaalere, der aldrig paa normal Maade kunde have gjort sig gældende i Samfundet, men som nu (…) ved Hjælp af Maskinpistoler og Haandgranater tiltvang sig en Magtstilling”.⁷³

Gruppen blev beskrevet som en samling ynkelige personer af overvejende tidligere straffede. Dette kunne hurtigt føre til antagelsen om, at de naturligvis også var skyldige.⁷⁴ Et andet værk om besættelsestiden, Danmark under Besættelsen, beskrev gruppen af østfrontsfrivillige som eventyrnaturer, der led under en alvorlig brist i deres karakter eller manglende nationalfølelse. Forfatteren understregede gruppens afvigende natur ved at fremhæve, at der i de frivilliges rækker fandtes:

… adskillige Forbrydernaturer, straffede eller arveligt belastede Personer, for hvem Skændselsgerninger ikke krævede Selvovervindelse, og endelig fandtes der mangfoldige defekte Individer, hvis Evne til selvstændigt at vurdere Hvervemødernes Bravader var minimal, Taaber, som var ude af Stand til at gennemskue Hulheden og Fraserne i den nazistiske Presses Trommeild, Mennesker, for hvem Begreber som Ansvar, Ære og Pligt i dette som i Livets andre Forhold var uden reelt Indhold.⁷⁵

Forfatteren konkluderede dermed, at det ikke var samfundets skyld, at de østfrontsfrivillige havde taget våben i hånd mod Danmarks allierede. Årsagen skulle i stedet findes i de frivilliges individuelle abnormitet.