Читать книгу Pa den forkerte side - Soren Billeschou Christiansen - Страница 11

Selv om normen var accept af den samarbejdspolitiske linje, var der alligevel fra besættelsens begyndelse modstand imod tyskerne. Til at begynde med var der kun tale om få sporadiske initiativer, foretaget af enkelte mænd og kvinder, der ofte stod uden kontakt med hinanden. Som besættelsen skred frem, blev modstanden dog mere og mere organiseret, bl.a. med hjælp fra England, og egentlige modstandsgrupper af forskellig politisk observans opstod. Den gryende modstand med sabotageaktioner og illegale blade blev efterhånden besættelsesmagten for meget, og de danske myndigheder blev mødt med krav om at slå hårdt ned på modstandsbevægelsen. Efter en strejkebølge og uroligheder i hele landet i sommeren 1943 fremsatte tyskerne krav om at indføre dødsstraf for sabotage og delvis at overtage det danske politis beføjelser. Det førte til, at den danske regering valgte at træde tilbage d. 29. august 1943 og overlade styret af landet til besættelsesmagten og de danske embedsmænd.

Mindre end to måneder efter samarbejdspolitikkens ophør iværksatte besættelsesmagten en aktion imod de danske jøder, som skulle sendes til KZ-lejre. Aktionen blev imidlertid, set med tyske øjne, en dundrende fiasko, da det kun lykkedes tyskerne at pågribe 474 af de omkring 7.000 danske jøder. Inden tyskernes aktion i begyndelsen af oktober 1943 var det rygtedes, at der var en aktion under opsejling, og langt hovedparten af jøderne havde forladt deres hjem. De flygtende jøder blev spontant hjulpet af danskere fra alle samfundslag, og hovedparten af jøderne blev via illegale ruter fragtet til Sverige. Begivenheden blev for mange danskere indgangsdøren til det illegale arbejde. Organisering af ruterne til Sverige samt indsamling af store pengebeløb til finansiering af redningsaktionen var med til at skabe en modstandsbevægelse med bred folkelig opbakning.³⁰

Som modsvar til en stigende sabotage begyndte tyskerne også at hverve danskere til bevogtning af flyvepladser, lazaretter, depoter og andre faciliteter, som var vigtige for besættelsesmagten. De blev organiseret i eksempelvis Marinevægterkorpset og Sommerkorpset, og i alt nåede ca. 3.900 danskere at udføre vagttjeneste for tyskerne under besættelsen.³¹ Hvor Marinevægter- og Sommerkorpset var vagtkorps, blev det berygtede Schalburgkorps oprettet i februar 1943 som led i bestræbelserne på at styrke nationalsocialismen i Danmark. I alt nåede ca. 1.000 personer, heraf flere tidligere østfrontsfrivillige, at blive uddannet inden for korpset, inden det blev opløst i begyndelsen af 1945.³² I Schalburgskorpsets regi dannedes også en række afdelinger, der efterhånden blev autonome. I slutningen af 1943 oprettedes således Efterretningstjenesten (ET), der var frygtet for den såkaldte schalburgtage: På foranledning af det tyske sikkerhedspoliti gengældte ET bl.a. modstandsbevægelsens sabotage med sprængninger rettet mod danske interesser, f.eks. Tivoli, og attentater mod fremtrædende danskere, de såkaldte clearingdrab.

Efteråret 1943; medlemmer af Schalburgkorpset eksercerer i Fælledparken i København. Korpsets medlemmer, som var danske, havde talrige sammenstød med befolkningen og var forhadt på grund af tætte forbindelser til de danske nazister og besættelsesmagten. (Frihedsmuseets arkiv)

Efter at det danske politi blev interneret d. 19. september 1944, blev ET grundstammen i Hilfspolizei – Hipokorpset, der havde til opgave at opretholde ro og orden i København. Korpset blev kendt for dets aktive bistand til det tyske politis bekæmpelse af modstandsbevægelsen. ET, og dermed Hipo, blev d. 1. december 1944 underlagt tyske politimyndigheder og arbejdede tæt sammen med den tyske sikkerhedstjeneste og Gestapo. I alt nåede ca. 600 danskere at være beskæftiget inden for ET.³³

Der var også danskere, der samarbejdede med det tyske politi som angiver eller stikker, som de blev kaldt i samtiden. Der kunne være mange årsager til at blive stikker, men en af de primære var økonomisk, da besættelsesmagten betalte store summer for oplysninger, der kunne føre til anholdelse af modstandsfolk. Efter krigen dømtes mere end 600 danskere for at have stukket landsmænd til besættelsesmagten. Der var primært tale om angivelse af danske modstandsfolk, hvoraf en del mistede livet i tyske koncentrationslejre eller foran en henrettelsespeloton. Stikkerne var derfor de mest forhadte blandt alle landssvigere, og under besættelsen forsøgte modstandsbevægelsen at løse problemet, hvilke førte til likvidering af 400 personer, som bevægelsen mente, var stikkere.³⁴