Читать книгу Pa den forkerte side - Soren Billeschou Christiansen - Страница 5

Den 9. april 1940 kl. 04.15 rykkede tyske tropper ind i Danmark. Samtidig overrakte den tyske gesandt i Danmark Renthe-Fink udenrigsminister P. Munch et notat, hvori motivet for det tyske angreb stod beskrevet. I hovedtræk forklarede notatet, at de tyske tropper havde til hensigt at besætte Danmark for at afværge et engelsk angreb imod landet. Der var altså tale om en fredsbesættelse, og tyskerne understregede, at så længe regeringen og befolkningen ikke gjorde modstand imod besættelsesmagten, ville de ikke antaste Danmarks territoriale integritet eller politiske uafhængighed. Efter få timers kamp valgte den danske regering, under ledelse af socialdemokraten Thorvald Stauning, at give efter for overmagten og opgive den militære kamp mod tyskerne. En militær kamp imod en effektiv og overvældende militærmagt virkede nytteløst og ville betyde alvorlige civile og militære tab. Samtidig lå en undsættelse fra allieret side også langt væk, da tyskerne i april 1940 havde initiativet i Anden Verdenskrig. I den vanskelige situation forsøgte regeringen i stedet at stable et samarbejde med tyskerne på benene. I det tyske notat lå der en indrømmelse om, at tyskerne ikke ville antaste det danske demokrati, og regeringen var derfor meget interesseret i at få befæstet denne indrømmelse, men samtidig binde sig så lidt så muligt til besættelsesmagten. Ud over det ville regeringen udtrykke sin protest imod besættelsen uden at sætte sine muligheder for samarbejde over styr.³ Som svar til det tyske notat udsendte den danske regering derfor d. 9. april 1940 følgende:

Den danske Regering har under den givne Situation besluttet sig for at ordne Forholdene her i Landet under Hensynstagen til den stedfundne Besættelse. Den nedlægger dog en alvorlig Protest mod denne Krænkelse af Danmarks Neutralitet.⁴

Disse få ord indkapsler hovedelementer i den politik, som den danske regering førte over for besættelsesmagten under besættelsen. Der var ikke tale om sympati for besættelsesmagten eller manglende nationalfølelse. Tværtimod var regeringen indstillet på at kæmpe. Ikke militært eller med en modstandsbevægelse, men ved at forsøge at holde tyskerne fast på de løfter, der var givet, og overbevise dem om, at det var i Tysklands interesse, at Danmark var neutral. Det var magtpåliggende for regeringen at slå fast, at der ikke havde været krigstilstand imellem Danmark og Tyskland ved besættelsen. Hvis der ikke havde fundet en krig sted, kunne landet måske bevare sin førkrigsneutralitet og sin nationale egenart. Ved krigstilstand frygtede regeringen derimod en annektering af landet og direkte inddragelse i Anden Verdenskrig på tysk side.⁵

Besættelsesmagten var umiddelbart interesseret i et samarbejde og indledte, hvad der skulle blive et mere end treårigt samarbejde med de danske politikere. På den måde opstod en fiktiv neutralitet, hvor Danmark blev ledet af de danske politikere, som havde den formelle magt over landet, hvilket betød, at mange forhold kunne klares internt blandt danske politikere og i den danske centraladministration. I sidste ende var det dog besættelsesmagten, som havde den reelle magt, og samarbejdet udfoldede sig derfor gennem et forhandlingsspil, hvor de danske politikere forsøgte at føre Danmark så omkostningsfrit gennem besættelsen så muligt. Fra tysk side ønskede man et gnidningsfrit samarbejde, da besættelsesmagten bl.a. kunne drage nytte af en stor dansk landsbrugsproduktion. Derfor var tyskerne interesserede i at bevare den danske samfundsstruktur intakt, så længe politikere og befolkning rettede sig efter besættelsesmagtens ønsker.

Som konsekvens af den turbulente situation, Danmark var blevet kastet ud i, valgte den socialdemokratiske og radikale regering d. 9. april 1940 at udvide regeringen med Venstre og Det Konservative Folkeparti i en samlingsregering.⁶ Ud over den nye politiske situation betød tyskernes tilstedeværelse i Danmark en række ændrede forhold i befolkningens hverdag. Danskerne blev pålagt mørklægning, censur og en udvidelse af den varerationering, som var blevet indført efter Anden Verdenskrigs udbrud i september 1939.