Читать книгу Pa den forkerte side - Soren Billeschou Christiansen - Страница 18

I efteråret 1945 begyndte en egentlig kritik af retsopgøret at spire frem. Til at starte med foregik kritikken som en juridisk debat mellem flere sagførere, som var beskæftiget med retsopgøret, men efterhånden blandede flere af landets skarpeste debattører sig. Hvor den første del af kritikken gik på de tekniske sider af lovgivningen samt de problemer, der opstod i forbindelse med fortolkningen i retssalene og straffenes størrelse, var den anden del fokuseret omkring de moralske dilemmaer i opgøret. Spørgsmålet var, om det var muligt at dømme mennesker, der før d. 29. august 1943, havde handlet i overensstemmelse med regeringens samarbejdspolitik under besættelsen. Flere kritikere, med teologen Hal Koch i spidsen, mente, at Rigsdagen med sin vedtagelse af de tilbagevirkende straffelove med virkning fra d. 9. april 1940 havde foretaget en kovending, som ikke kunne forsvares over for den del af befolkningen, der kom i klemme.⁶⁰ Der var opstået et misforhold mellem de faktiske forhold under besættelsen, og hvad der efterfølgende blev anset for strafbart.⁶¹ Kritikerne anerkendte, at der kunne være tale om moralsk forkerte handlinger, men de var ikke foretaget i modsætning til eksisterende lovgivning og derfor ikke strafbare.

Positionen som kritiker var meget vanskelig, da stort set alle modstandere af retsopgøret fik skudt i skoene, at de var nazistiske medløbere eller lignende.⁶² Efterhånden blev selv dele af modstandsbevægelsen imidlertid betænkelig ved retsopgørets hårdhed. Især paragrafferne, der straffede med tab af borgerlige rettigheder for bestandigt, tiltrak sig opmærksomhed. Der opstod frygt for, at retsopgøret ville skabe en pariakaste af personer med færre ressourcer og rettigheder end resten af befolkningen.

Mogens Fog, tidligere medlem af Frihedsrådet og daværende minister for særlige anliggender⁶³, fremsatte i september 1945 sine betænkeligheder ved at ignorere eller glemme landssvigerne, når de var dømt. Landssvigerne skulle straffes, men afsoningen skulle foregå under ordnede forhold med mulighed for personlig udvikling og resocialisering, så landssvigerne efterfølgende kunne integreres positivt i samfundet. Sideløbende med gentænkningen af retsopgørets love mente Fog, at det var vigtigt at undgå vilkårlighed i systemet som under besættelsen, hvis opgøret skulle kunne forsvares. Med disse retningslinjer var det med Fogs ord muligt for samfundet at undgå en pariakaste af bitre nazister, der igen ville samles om de gamle symboler.⁶⁴

Debatten, der bølgede frem og tilbage i dagbladene, skabte efterhånden en atmosfære, hvor det var muligt at tale om en revision af retsopgørets love. Efter regeringsskiftet i november 1945 nedsatte den nye Venstre-regering under Knud Kristensen et udvalg til at foretage en kritisk gennemgang af retsopgørets love. Resultatet blev, efter længere tids forhandling, vedtagelsen af en lovrevision pr. 29. juni 1946. De vigtigste ændringer var en nedsættelse af minimumsstraffen fra fire år til to år, adgang til prøveløsladelse og begrænsninger i tabet af borgerlige rettigheder. Nu mistede landssvigere, der blev idømt fængsel i under fire år, deres rettigheder i fem år, mens landssvigere med domme på over fire år som minimum mistede de borgerlige rettigheder i fem år.⁶⁵ Der skete altså ingen ændringer med hensyn til, hvad personerne kunne blive dømt for, eller en regulering af de tilbagevirkende love. Revisionen var snarere et udtryk for politikernes gryende forståelse for opgørets mulige konsekvenser og et forsøg på at afbøde disse. Ved siden af lovrevisionen vandt flere af Mogens Fogs tanker imidlertid også indpas i behandlingen af landssvigerne⁶⁶. Vægten i opgøret skiftede fra hævn til resocialisering, med en del lempelser for landssvigerne til følge.⁶⁷ Specielt muligheden for prøveløsladelse fik hurtigt konsekvenser. Omkring 11.000 landssvigere sad fængslet i første halvår af 1946, hvorefter løsladelsestakten steg så kraftigt, at der i sommeren 1947 kun var godt 3.300 landssvigere tilbage.⁶⁸ Langt de fleste landssvigere havde udstået deres straf inden udgangen af 1940’erne. Efter 1950 kunne antallet af afsonede landssvigere tælles i hundreder, og i 1960 blev de sidste tre landssvigere løsladt.⁶⁹