Читать книгу Pa den forkerte side - Soren Billeschou Christiansen - Страница 4

Naar Psykosen gaar over det moderne Folkehav, da er det som en oprørt Sø, hvor Presse – Regering – Rigsdag og Retsvæsen svømmer om som Baade i havsnød og maa navigere paa Kryds og Tværs, mens Konger og Ministre – Redaktører og Dommere fortvivlet maa lade baade Sandhed og Retfærdighed – Rimelighed og Menneskelighed – Logik og Samvittighed gaa over bord som tyngende ballast for bare at bjerge Livet, hver som han kan, indtil Stormen har lagt sig.¹

En psykose. Sådan oplevede forfatteren Harald Bergstedt det store retslige og folkelige opgør, som han og tusind andre danskere gennemlevede i årene efter Danmarks befrielse d. 5. maj 1945. Danskere, som på den ene eller anden måde havde samarbejdet med den tyske besættelsesmagt eller udvist sympati for nationalsocialismen, blev retsforfulgt og udstødt som landsforrædere. Landssvigerne, som de blev kaldt i samtiden, følte, at de levede i en verden præget af forfølgelse, vilkårlighed og kaos.

Tyskernes kapitulation i Danmark d. 5. maj 1945 blev startskuddet til det hidtil voldsomste og mest omfattende retslige og folkelige opgør i danmarkshistorien. Hvor besættelsestiden var præget af ugennemsigtig realpolitik og mudrede forbindelser mellem politikere, borgere og besættelsesmagten, som gjorde det vanskeligt for den enkelte at se, hvad der var rigtigt og forkert, var efterkrigstidens syn på perioden skarpt formuleret: På den ene side stod besættelsesmagtens modstandere; på den anden stod landssvigerne. Det mindste fejltrin blev mistænkeliggjort, og mange tusinde danskere blev anholdt. Stemplingen som landssvigere strakte sig fra kvinder, der havde haft forhold med tyske soldater, til landssvigere, der havde begået grove overgreb som mord og tortur og næppe forventede, at deres handlinger ville passere ustraffet i tilfælde af et tysk nederlag. Nogle landssvigere sad inde et par timer, mens andre måtte tilbringe år bag lås og slå. Mange af de “små” landsforrædere kunne ikke dømmes ad rettens vej, men uden for retssalene ventede befolkningens opgør i form af udstødelse fra arbejdspladser, foreninger og lokalsamfund. Uanset domfældelse eller ej blev landssvigerne taberne i overgangen fra besættelse til fred, og mange følte sig urimeligt behandlet af samfundet.

Odense, maj 1945. Kravet om opgør med landssvigerne kom hurtigt og voldsomt til udtryk. På billedet ses en større folkemængde forsamlet i forbindelse med arrestationer af landssvigere. (Fotograf Christoffersen, Frihedsmuseets arkiv)

I denne bog undersøges det, hvordan landssvigerne klarede sig i efterkrigstiden, både under opgøret, men også efter at stormen havde lagt sig. Hvordan reagerede de i en situation, hvor de blev sat uden for samfundets normale rammer? Og hvordan oplevedes det at være på den tabende side? Det er historien om landssvigerne og deres skæbne.

De fem besættelsesår er den periode i Danmarks historie, der har været mål for den største danske forskningsinteresse. I de første mange år efter befrielsen var fokus på modstandsbevægelsen, mens taberne syntes forkastet. Deres historie blev stillet i skammekrogen eller puttet i glemmekassen. De passede ikke ind i efterkrigstidens kollektive fortælling om den danske befolknings modstand imod den tyske besættelsesmagt. Først inden for de seneste 20-25 år har den tabende side for alvor vakt historikernes interesse med undersøgelser af bl.a. østfrontsfrivilliges historie. Det mest omfangsrige værk om landssvigere udgav professor Ditlev Tamm i 1984, da han skrev om efterkrigsopgørets tilblivelse og gennemførelse.² Men ingen har hidtil undersøgt, hvordan de godt 40.000 personer, som blev mistænkt og interneret som landssvigere, taklede udstødelsen i årene efter befrielsen.

Landssvigerne og deres familier blev i forskellig udstrækning negativt påvirket af de barske hændelser. Allerede i de første måneder efter befrielsen opstod der, som konsekvens af den kraftige stigmatisering, et skyggemiljø, hvor landssvigerne mødtes privat og i foreninger for at støtte hinanden og få afløb for deres vrede. Landssvigerne organiserede undergrundsmiljøer med egne medier og økonomier drevet af ildsjæle og skæve eksistenser. Her kunne de hente opbakning til en fælles alternativ forståelse af besættelsen og ikke mindst retsopgøret. En modfortælling, der stod i skarp kontrast til efterkrigstidens sort/hvide beretning.

Bogen bygger på vidt forskellige kilder, men i modsætning til den massive mængde af dokumenter og andre kilder fra besættelsestiden, er materialet om landssvigernes efterkrigsskæbne sparsomt og spredt for alle vinde. Mange af de relevante dokumenter, der kunne belyse landssvigernes forhold efter krigen, eksisterer ikke længere. Det skyldes blandt andet landssvigernes egen manglende lyst til at opbevare dokumenter, der kunne forbinde dem med foreningsarbejde og dermed måske igen bringe dem i offentlighedens søgelys. På baggrund af flere breve fundet i forskellige privatarkiver er det vores indtryk, at mange destruerede alt materiale, når det var læst og forstået. Der findes også eksempler på, at pårørende har tilintetgjort materiale. Enten fordi de mente, det var belastende for familiens omdømme, eller fordi de var trætte af det hele og helst ville glemme. En stor del af materialet har været svært at få adgang til, idet det er i privateje, både hos samlere og hos personligt berørte. Der findes dermed ikke et samlet overblik over, hvilket materiale der eksisterer, og hvor det i givet fald befinder sig.

Vi har imidlertid været i den heldige situation, at flere personer har været villige til at låne os materiale, der ikke findes i nogen offentlig samling. Mange har været så venlige at henvise til andre, de mente havde materiale, der kunne interessere os. Samtidig har det været muligt for os at interviewe en række landssvigere samt en del efterkommere til landssvigere. Lige som i forbindelse med adgangen til materiale i privat eje, har også flere af interviewene været vanskelige at få i stand. For mange har det ikke været let at skulle tale om besættelsestiden og efterkrigsopgøret, og flere af interviewpersonerne har derfor ønsket anonymitet. Andre landssvigere og efterkommere har helt afvist at ville deltage i en bog om opgøret. Langt hovedparten af de interviewede har dog efter kontakt og opbygning af gensidig respekt fortalt åbenhjertigt om deres liv og aktiviteter under og efter krigen Deres deltagelse i denne bog har gjort det muligt at give et indblik i livsforløb og historiesyn, som ligger langt fra det, de fleste danskere kender til.

Bladet Revision, som udkom fra 1945 til 1972, har været en uvurderlig kilde. På mange måder fungerede bladet som samlingspunkt for landssvigerne. Her blev langt de fleste initiativer og relevante sager diskuteret, og en gennemlæsning af bladet har fungeret som en nøgle for videre udforskning af landssvigernes efterkrigshistorie.

Landssvigernes virke efter efterkrigsopgøret kan ikke direkte spores i statslige arkiver. Efter løsladelse fra internering eller efter udstået straf har det offentlige kun i ganske få tilfælde registreret landssvigerne. Vores vigtigste materiale fra offentlige arkiver er dermed det materiale, der blev fremstillet under retsopgøret, hvor der blev samlet store mængder af information om landssvigerne.

Kildernes beskaffenhed og landssvigernes ønske om at undgå offentligheden betyder, at der ikke kan tegnes et fuldstændigt billede af landssvigernes forhold. For eksempel har det ikke været muligt at foretage en repræsentativ interviewundersøgelse, da de fleste af landssvigerne efterhånden er gået bort, og det samtidig ville være en nærmest umulig opgave at identificere dem. Der findes heller ikke noget officielt talmateriale over landssvigerne, hvorfor bogens enkelte kvantitative overvejelser langt hen ad vejen bygger på fortolkninger af enkelte kilder.

På grund af den sparsomme mængde af tilgængelige kilder får de landssvigere, der trådte frem i efterkrigstiden og markerede deres holdninger, en langt større stemme i bogen end dem, der foretrak anonymitet. Bogens analyser af de landssvigere, der forholdt sig anonyme, bygger næsten udelukkende på fortolkninger af kilder samt på vores vurderinger, efter at vi igennem en årrække har interviewet et større antal landssvigere og deres efterkommere.

En landssviger var ikke bare en landssviger. Der var stor diversitet inden for gruppen både i relation til politiske, økonomiske og sociale forhold. Der var tale om flere mindre grupperinger, som f.eks. østfrontsfrivillige, samt en stor mængde enkeltindivider, der af det omgivende samfund blev anset som sammenknyttede, men som ikke så sig selv som del af en landsforrædergruppe. Når der i bogen tales om landssvigerne som en “samlet gruppe”, er der således tale om den del af befolkningen, der blev opfattet som forrædere, og ikke om mennesker, der definerede sig selv som gruppe. Landssvigergruppen var et “skæbnefællesskab”, ikke en social gruppering.

Landssvigernes reaktion på samfundets udstødelse delte sig i to – dem, der valgte at bøje af for stormen og opgive kampen for oprejsning, og dem, der tog kampen op og risikerede offentlighedens bevågenhed. Langt de fleste valgte den første mulighed og blev dermed en del af “det tavse flertal”. Denne strategi kunne gennemføres på mange måder, men fælles for dem alle var ønsket om anonymitet og muligheden for at føre livet videre i en tilnærmet normalitet. At vælge det anonyme liv betød dog ikke nødvendigvis et farvel til håbet om æresoprejsning. Mest almindeligt var drømmen om en undskyldning fra samfundet og regeringens side samt ønsket om generhvervelse af borgerlige rettigheder og konfiskeret ejendom. Den aktive del af landssvigerne var præget af få initiativtagere med forskellige mål og strategier, som hver især blev støttet af mere passive tilhængere. Historien om de aktive landssvigere tager derfor udgangspunkt i fortællingen om de ledende skikkelser. Med bogen ønsker vi gennem undersøgelser af landssvigerne og deres forhold at bidrage til et mere nuanceret og fuldstændigt billede af besættelsestiden og dens eftervirkninger. For at forstå, hvorfor landssvigerne endte med at blive opfattet som landsforrædere og deres heraf følgende reaktion, må vi starte med tyskernes indtog i Danmark d. 9. april 1940.