Читать книгу Pa den forkerte side - Soren Billeschou Christiansen - Страница 8

Med tyskerne i landet vejrede de danske nazister, som for langt hovedpartens vedkommende var medlem af Danmarks National-Socialistiske Arbejderparti (DNSAP), morgenluft. Nazisterne troede, at der var mulighed for at overtage magten fra det etablerede parlamentariske system. Med fører Frits Clausen i spidsen forsøgte partiet derfor i de første besættelsesår at omstyrte den demokratisk valgte regering og indføre et styre kraftigt inspireret af det nazistiske Tyskland. Allerede d. 10. april 1940 forlangte partiavisen Fædrelandet, at Frits Clausen fik overladt magten over Danmark. På samme tid forhandlede partiet med Bondepartiet, et andet lille højre-nationalt parti, og interesseorganisationen Landbrugernes Sammenslutning (LS) om et fælles regeringsgrundlag. Forhandlingerne førte dog ingen vegne.¹⁴

Partiet foretog også en række andre udenomsparlamentariske initiativer i forsøget på at tage magten. To dage efter besættelsen indførte samlingsregeringen forbud imod offentlige møder og demonstrationer. DNSAP så forbuddet som en mulighed for at udfordre samlingsregeringen og skabe opmærksomhed om partiet og dets stræben efter magten. I juni 1940 stødte medlemmer af DNSAP sammen med politiet under en demonstration i Roskilde, og i midten af november 1940 satte partiet alle propagandasejl til ved en stor anlagt demonstration, der skulle udfordre det siddende folkestyre. Demonstrationen sluttede ved “Den lille hornblæser” på Rådhuspladsen i København. Begge begivenheder var præget af uroligheder og voldelige sammenstød og tiltrak sig megen offentlig opmærksomhed.

De danske nazister savnede imidlertid folkelig opbakning og var først kommet i Folketinget i 1939 med tre mandater og kunne på daværende tidspunkt højst tælle 5.000 medlemmer. I besættelsens første år steg tilslutningen til partiet, men det nåede aldrig de højder, som partitoppen drømte om. Ved besættelsestidens eneste folketingsvalg i starten af 1943 fik partiet 43.000 stemmer svarende til tre mandater. På samme tid havde partiet sit højeste antal medlemmer med ca. 21.500 registrerede nazister landet over.

Til trods for den øgede folkelige tilslutning, var demokratiske valg ikke vejen til at opnå markant indflydelse. Heller ikke forhandlinger med besættelsesmagten førte til, at DNSAP kunne overtage magten. I efteråret 1940 overvejede tyskerne at forlade samarbejdspolitikken og støtte en regering ledet af Frits Clausen, blandt andet pga. flere samarbejdspolitikeres hårde tone over for besættelsesmagten. Samlingsregeringen fik med en række manøvrer og udtalelser afværget krisen og reelt sat DNSAP uden for enhver politisk indflydelse.¹⁵ De danske nazister havde bekendt kulør ved at forsøge at udnytte tyskernes tilstedeværelse til en magtovertagelse og derved gjort sig grundigt upopulære i den resterende del af befolkningen. Tilslutningen til de danske nazister begyndte at falde drastisk, som Anden Verdenskrig udviklede sig, og det tyske nederlag blev mere og mere åbenbart. Alligevel var der danskere, som helt frem til befrielsen holdt fast i ideologien og indgik i et organiseret nazistisk miljø. For eksempel udkom DNSAP’s partiavis Fædrelandet helt frem til maj 1945.