Читать книгу Pa den forkerte side - Soren Billeschou Christiansen - Страница 16

Med rammerne på plads skulle de endelige love, i daglig tale “Straffelovstillægget”, udformes. En Gallup-undersøgelse foretaget midt i juni 1945 gav et godt billede på den atmosfære, lovgivningen blev til i. Undersøgelsen viste, at 91 % af de adspurgte ønskede dødsstraf for angiveri, 89 % for tjeneste i Hipokorpset, og 85 % for at have arbejdet for Gestapo. Der var også folk, der mente, at værnemagere og tyskerpiger skulle straffes på livet.⁵⁰ Der skulle med andre ord ikke lægges fingre imellem. Den politiske debat bar præg af befolkningens krav om hævn, og det fik konsekvenser for udformningen af lovgivningen. Som noget ekstraordinært blev dødsstraf indført for særligt grove forbrydelser, som f.eks. drab og tortur. I det hele taget var det repressive aspekt i højsæde, når landssvigernes straf skulle bestemmes. Under forberedelsen af lovene blev der således lagt vægt på, at fængselsopholdet skulle være så hårdt som muligt, og det var derfor meningen, at landssvigerne f.eks. skulle udføre anstrengende fysisk arbejde. Disse ideer blev imidlertid ikke en del af den endelige lov.⁵¹

Befrielsesregeringen, som tiltrådte d. 5. maj 1945, bestod af politikere fra de etablerede partier samt medlemmer af modstandsbevægelsen. Regeringen blev ledet af socialdemokraten Vilhelm Buhl, som også havde været statsminister under dele af besættelsen. Et af de vigtigste forhold, som regeringen skulle tage stilling til, var, hvordan retsopgøret skulle udformes. (Frihedsmuseets Arkiv)

Vedtagelsen af lovene betød en væsentlig skærpelse af afsoningsforholdene sammenlignet med den almindeligt gældende straffelov. Med straffelovstillægget i hånden kunne landssvigerne idømmes forhøjede og strengere straffe end normalt. Dertil kom muligheden for at konfiskere de dømtes formuer, så landssvigerne efter udstået straf ikke kunne vende tilbage til trygge og ubekymrede økonomiske rammer. Næsten alle muligheder for specielle afsoningsforhold var fjernet, eksempelvis afsoning i åbne fængsler eller på psykiatriske hospitaler, og der var kun mulighed for at idømme ungdomsfængsel i det tilfælde, hvor landssvigeren på gerningstidspunktet havde været under 18 år. Endelig fandtes der ikke mulighed for prøveløsladelse, og straffelovstillægget krævede en minimumsstraf på fire år, samt tab af borgerlige rettigheder for bestandigt. Det vil sige retten til at stemme og stille op til offentlige valg.⁵²

Ud over straffelovstillægget blev der vedtaget en række andre love, som havde betydning for retsopgøret. Heriblandt og vigtigst fire love fra 1945, der havde til formål at straffe de såkaldte værnemagere, altså de erhvervsdrivende, der økonomisk havde kollaboreret med besættelsesmagten. Lovene skulle sikre, at deres fortjenester blev tilbagebetalt. Opgøret med mange værnemagere faldt efterhånden til jorden, da det var svært at bevise, hvorvidt de erhvervsdrivende havde ageret for egen vindings skyld eller blot fulgt samarbejdspolitikernes opfordringer til samarbejde.⁵³