Читать книгу Som dig selv - Svend Andersen - Страница 13

Som vi har været inde på, kommer vore etiske vurderinger til udtryk i sproget. Og det gælder generelt, at vi ikke kan tænke over etikkens problemstillinger uden på en eller anden måde at tage udgangspunkt i sproget. Her støder vi imidlertid på problemer. For det første det alment kendte, at ord i ét sprog (som klassisk græsk) sjældent, om nogensinde, svarer nøjagtigt til ord i et andet sprog (dansk). Vi kan altså strengt taget aldrig være helt sikre på, hvordan vi skal oversætte etiske nøgleord som agathós eller aretē.³ Alene af den grund er de klassiske filosofiske tekster som alle andre klassiske tekster genstand for fortsat fortolkning⁴. Men dertil kommer for det andet, at de etiske udtryk – som f.eks. »god« og »dyd« – også har en ikke-etisk eller før-etisk betydning. Det gælder også de to græske ord, som vi oversætter på denne måde. Oprindelig synes de ikke at have en specifikt etisk betydning. Agathós, »god« kan jo simpelthen betyde noget i retning af »velfungerende«. Og aretE har som oprindelig betydning noget i retning af »dygtighed«. Det kan vi se hos Homer. Den »gode« og »dydige« mand er den stærke og succesrige adelsmand og kriger; den kraftfulde, der har fremragende evner til rig livsudfoldelse.⁵

Men netop hos Homer kan man se, hvordan den etiske problemstilling er ved at bane sig vej. I Iliadens 24. sang skildres det, hvordan Akilleus, der netop har dræbt Hektor for at hævne Patrokles, slæber sin modstanders lig rundt om Patrokles’ grav. Apollon iagttager scenen sammen med de andre guder og siger: »Se, hvordan han skånselsløst lader sig rive med af sit raseri som en løve; han har ingen skam (aidōs)«. Den tanke, som her antydes, er, at et menneske ikke altid bør lade sig rive med af sine lidenskaber. Til forskel fra dyr har et menneske hold på sine lidenskaber, affekter osv. Skam er at lægge bånd på sig selv og vise tilbagenholdenhed af respekt for noget andet. I øvrigt er respekten for den afdøde et centralt motiv i en anden klassisk tekst med betydning for etikken, nemlig Soflokes’ Antigone.