Читать книгу Som dig selv - Svend Andersen - Страница 14

PLATON blev født i Athen o. 427 f. Kr. i en aristokratisk familie. Han havde belavet sig på en politisk karriere, ligesom han skulle have forsøgt sig som tragediedigter. Men hans møde med Sokrates blev et vendepunkt, og Sokrates’ henrettelse i 399 gav øjensynlig stødet til hans filosofiske forfatterskab. Platon foretog tre rejser til den græske koloni på Sicilien for at afprøve sine teorier om, at filosofi og politik skulle samvirke i realiseringen af en idealstat. Men teorierne holdt ikke stik, og skuffelsen herover kan spores i hans sene politiske skrifter, Lovene. I midten af 380erne grundlagde Platon et Akademi i Athen, hvor han selv underviste. Han døde i Athen i 354 f. Kr.

Platons skrifter henvises der normalt til i overensstemmelse med en trebindsudgave ved H. Stephanus, Paris 1578 (nyudgivet af J. Burnet, Oxford 1899-1906). Ved citater angives side og afsnit i Stephanus/ Burnet udgaven.

Platon lever i en tid, hvor det traditionsbundne, gammelgræske samfund efterhånden er gået i opløsning. Sædvanesamfundets bestemmelser af rigtigt og forkert har ikke længere umiddelbar gyldighed. I det 5. århundredes nye demokrati er det bl.a. de politiske forsamlingers drøftelser og afgørelser, som er med til at bestemme de etiske normers gyldighed. Man kan i en given sag ikke længere henvise til, hvad der uden videre er »det gode«. Det må bero på overvejelser og argumentation, hvor en taler evner at overbevise sine tilhørere – de politiske forsamlinger eller folkedomstolene – om, hvad der i den pågældende sag er »det gode«. Det, der i den situation vinder hævd, står i et i hvert fald spændingsfyldt forhold til det, der ellers har været hævdvunden tradition.

Dette idéhistoriske skred kan også fremstilles på den måde, at logos afløser mythos. Hvor man opfattede mennesket som et væsen, der i grunden var tryllebundet af magter, som udgjorde dets livs betydning, er det nu i højere grad op til mennesket selv at magte sit liv ved at give det betydning. Ifølge en mytisk opfattelse er et forelsket menneske et menneske, der er grebet af Eros, besat af denne gud eller halvgud. Mens det ved logos oplyste menneske i højere grad antages selv at kunne forholde sig til sin forelskelse, justere og måske ligefrem styre sine følelser efter mål, det selv har sat sig. Det er med Platon, at denne tanke om menneskets dannelse udformes.

Logos har flere betydninger. I bred forstand betyder logos sprog og rationalitet, altså det som både muliggør og bærer menneskets forståelse og erkendelse, og som dermed muliggør, at det kan befri sig fra traditionens tvang og den tvang, der består i, at naturen opfattes som en organisme af kræfter, mennesket må strides med for at skaffe sig sit udkomme. Det frie menneske lever inden for byens mure. Det er dér, i samtalen med andre mennesker, man lærer og erkender, hvorimod »landskaber og træer virkelig ikke kan lære mig noget som helst«, som Sokrates siger i begyndelsen af Platons dialog Phaidros.

Platon og hans sofistiske modstandere er fælles om at acceptere skredet fra mythos til logos. De er enige om, at normer ikke uden videre kan være gyldige, men at man er henvist til at argumentere for eller overbevise om, hvorfor de er det. Etik er noget, der kan diskuteres. Derfor stilles man over for den opgave, at man skal forsøge at begrunde normernes etiske gyldighed. De etiske spørgsmål – spørgsmål om hvad der er godt, retfærdigt, besindigt, modigt osv. – er betinget af, hvordan vi taler om dem, hvordan vi udlægger dem, og hvordan vi argumenterer for dem; hvordan vi gør dem gældende. Alt dette sker i logos.

Platons og sofisternes veje skilles netop i spørgsmålet om, hvad logos er. Opgøret om de etiske normers gyldighed kan ikke adskilles fra diskussionen af dette spørgsmål.