Читать книгу Som dig selv - Svend Andersen - Страница 20

Den gode livsudfoldelse er, nærmere bestemt, den fornuftsbestemte udfoldelse. Den har to former. Fornuften kan dels forme den del af den ikke-fornuftige sjæl, som er tilgængelig herfor. Og dels kan fornuften selv udfolde sig på en god måde. Det er baggrunden for Aristoteles’ begreb om dyd, og svarende til denne sondring falder dyderne i to grupper: de moralske og de intellektuelle.

For at forstå, hvad Aristoteles forstår ved dyder, kan vi starte med at nævne nogle eksempler på moralske dyder: mod, mådehold, gavmildhed, venlighed, sandfærdighed. Vi ville vel kalde dem egenskaber, som nogle mennesker har. Det gør Aristoteles i og for sig også. Men han præciserer, at dyderne ikke er givet mennesker af natur, de er ikke medfødte anlæg (dynamis), der blot venter på at blive virkeliggjort. De er heller ikke følelser (pathē). Derimod hører de til kategorien hexis: de er noget, man har som en evne, der er indøvet gennem sædvane (ethos) og opdragelse.

Et grundlæggende træk ved dyderne er, at de kan ødelægges på to måder, gennem overdrivelse og på grund af mangel/defekt. Mod kan f.eks. forvanskes enten til dumdristighed (for meget) eller til fejhed (for lidt). Sagt på en anden måde: dyden er evnen til at ramme midten mellem for meget og for lidt af en given ting. Den givne ting kan f.eks. være en impuls i den sansende sjæl, i modets tilfælde måske en umiddelbar virketrang. Aristoteles’ definition af dyden lyder:

Dyden er en evne til at vælge (hexis proairetikē) det, der er midten for os, bestemt af fornuften. (EN 1106 b, 36).

En af de moralske dyder, Aristoteles analyserer, er generøsitet (eleutheriótēs). Generøsitet er midten i forhold til det at give og tage, hvad der kan måles i penge. Den tilsvarende overdrivelse er ødselhed, medens defekten er smålighed. Den generøse giver gerne og uden at tænke på egen fordel; han giver fordi det simpelthen er behageligt at udøve en dyd. De generøse er måske de mest afholdte af alle dydige, fordi de hjælper og gavner andre.

Ædelhed er midten i forhold til ære. Den ædle stiller store krav om ære. Men da ære forudsætter dyd og moralsk kvalitet (kalokagathia), retter den ædle i virkeligheden kravene til sig selv. Han bærer ikke nag, men kan tværtimod se bort fra de ugerninger, andre har gjort mod ham. Til gengæld er han også tilbøjelig til at glemme de velgerninger, andre har vist ham. Modsætningerne til ædelhed er åndløshed og smålighed.

Der findes også en dyd i forhold til åndfuld konversation, nemlig slagfærdighed eller vid. Den slagfærdige kan godt drille, men han lægger bånd på sig selv, så han undgår at såre. Hans to modsætninger er bajadsen og den kedelige.

I visse tilfælde peger Aristoteles på de to ekstremer uden at kunne give navnet på den tilsvarende dyd. Det gælder f.eks. modsætningen mellem behagesyge og kværulanteri. Den rette midte mellem dem minder dog meget om venskabet, for en god ven er i stand til at modsige én på det rette tidspunkt.