Читать книгу Som dig selv - Svend Andersen - Страница 23

De moralske dyder vedrører den rette udfoldelse af den ikke-fornuftige sjæl. Derimod vedrører de intellektuelle dyder den rette udfoldelse af den fornuftige sjæl. Vi har været inde på, at Aristoteles skelner mellem teoretisk og praktisk fornuft. Den skelnen indebærer, at der må være to slags intellektuelle dyder.

Den første er knyttet til, hvad Aristoteles også kalder den beregnende del (logistikon) af fornuftssjælen. Den indgår i praksis, for praksis forudsætter overvejelse (boulesis), som er en form for beregning. Den dyd, som er ensbetydende med den bedste udfoldelse af den beregnende eller praktiske fornuft, kalder Aristoteles fronesis, et ord der er yderst vanskeligt at oversætte.

Vi har tidligere været inde på, at fornuften indgår i den rette handlen ved at fastlægge målene og slutte sig til, hvordan disse mål realiseres i den konkrete situation. Det er denne evne til at finde den rette handling i den konkrete situation, Aristoteles mere præcist kalder fronesis. Fronesis er både en viden om, hvad det gode liv (eu zēn) er generelt, og en evne til at finde ud af, hvordan der skal handles nu. Den konkrete handling er jo netop ikke noget generelt, men tværtimod noget partikulært, enestående. Men det enestående kan ikke erkendes videnskabeligt (med epistēmē); det kræver en særlig evne og denne evne er for handlingens vedkommende fronesis.⁷ Fronesis er altså viden om det partikulære, enkelt-kendsgerninger. En sådan viden forudsætter imidlertid erfaring (empeiria), og derfor skal der en vis alder til, før et menneske kan være fronimos.

Beslægtet med fronesis er synesis (indsigt). Forskellen mellem dem består i, at synesis er evnen til at bedømme en sag (kritikē), medens fronesis er evnen til at sige, hvilken handling bedømmelsen lægger op til. Når der er tale om en etisk bedømmelse, har synesis altså karakter af etisk indsigt og ligger meget tæt op ad, hvad vi forstår ved samvittighed.

Selv om fronesis hører til den rationelle sjæl, er den ikke adskilt fra de moralske dyder. Tværtimod hører der fronesis til at afgøre, hvordan mod, retfærdighed osv. skal praktiseres i den konkrete situation. Aristoteles kan derfor sige, at den, der besidder den intellektuelle dyd fronesis, besidder alle moralske dyder.