Читать книгу Som dig selv - Svend Andersen - Страница 24

I sin lovprisning af venskabet fremhæver Aristoteles, at det er det bånd, som holder sammen på en polis. Det skyldes, at venskab hører uløseligt sammen med fællesskab (koinonia). Fællesskaber er de tidligere nævnte naturlige relationer mand-kvinde, forældre-børn, som findes i husholdningen (oikia). Men fællesskaber kan også være baseret på fælles opgaver; Aristoteles nævner skibsfæller og soldater. Alle fællesskaber indgår i den omfattende sammenhæng, som polis, bystaten er. Den er en sammenslutning af landsbyer, som igen er sammenslutninger af husholdninger.⁸ Også polis er et naturligt fællesskab, for mennesket er af natur et socialt væsen (zoon politikon). Polis er til for at fremme alle borgeres fordele, lovgivernes mål er det fælles gode. Den er som fællesskab præget af sin egen form for venskab, nemlig samdrægtighed eller fællesfølelse (homonoia). Dette venskab findes i en stat, hvis borgerne har fælles interesser, vælger den samme politik og udfører beslutninger i fællesskab.

Da målet for lovgivning i en polis er det fælles gode, kræves der en særlig form for fronesis til at lave ordentlige love (phronesis nomothetikē). Love er tvangsmidler, der ligesom opdragelse tjener til, at de gode vaner, dyderne er, fæstner sig. I Retorikken foretager Aristoteles en skelnen mellem forskellige slags love. Der er de særlige love, de skrevne eller uskrevne ordninger, som de enkelte folk fastsætter for deres egen polis. Men der er også den almene lov (nomos koinos), som bygger på naturen (kata physin) og derfor er fælles for alle mennesker. I den forbindelse henviser han til Sofokles’ Antigone, der taler om en lov, som »hverken stammer fra i dag eller i går, men lever evigt« (1373b, 4ff). Dermed formulerer han den vigtige sondring mellem en naturlig lov og positive love, som har præget de etiske overvejelser frem til i dag.