Читать книгу Som dig selv - Svend Andersen - Страница 34

Når man læser i GT, bliver man hurtigt klar over, at det indeholder en myriade af konkrete forskrifter. Nogle minder om civilretlige paragraffer: »Når en låner et dyr af en anden, og det kommer til skade eller dør, uden at ejeren er til stede, skal han give erstatning« (2 Mos 22,14). Andre er detaljerede forskrifter om tilladte og forbudte former for seksuel praksis. I alt siges der at være 613 sådanne konkrete forskrifter!

Men nogle af forskrifterne har øjensynlig en mere fremtrædende plads end andre, f.eks. disse:

Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trælle huset.

Du må ikke have andre guder end mig.

Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn.

Husk sabbatsdagen og hold den hellig.

Ær din far og din mor.

Du må ikke begå drab.

Du må ikke bryde et ægteskab.

Du må ikke stjæle.

Du må ikke vidne falsk mod din næste.

Du må ikke begære din næstes hus.

Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller træl kvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.

(2 Mos 20,2-17).

Når man traditionelt taler om 10 bud, skyldes det, at der her fremsættes en række sætninger, som har karakter af imperativer eller forskrifter/ forbud (»Du må ikke…!« – »Kom hviledagen i hu!« – »Ær din far og din mor!«). Det er nærliggende at spørge: hvem fremsætter disse forskrifter; og hvem fremsættes de over for? Det sidste kan kaldes spørgsmålet om det etiske subjekt: den part, der skal udføre de krævede handlinger, hhv. undlade at udføre de forbudte.

Hvad det sidste spørgsmål angår, synes der at forekomme et skift efter det 3. bud. Indtil da betyder »du« Israel, altså hele folket. Men derefter er det mere nærliggende at betragte den enkelte israelit eller snarere det enkelte familieoverhovede som det etiske subjekt, der tiltales med »du«. På dette sted i teksten sker der også et skift i indholdet af, hvad der kræves. De forudgående bud kan siges at vedrøre forholdet til Jahve; det er religiøse bud. De efterfølgende bud vedrører derimod forholdet mellem mennesker; de er etiske bud eller normer i mere gængs forstand. Når man har samlet netop disse forskrifter (4.-10. bud) og givet dem en fremtrædende stilling ved at lade Jahve selv formulere dem ved åbenbaringen på Sinai, kan det hænge sammen med, at de i sig selv har en grundlæggende funktion. De kan siges at være basale regler, som mennesker nødvendigvis skal overholde for at kunne leve sammen i et fællesskab. Tilspidset sagt: disse sidste 7 bud kan mennesker sige sig selv!

Men disse fundamentale etiske normer (af almenmenneskelig karakter) får en ny status og en ny begrundelse ved at blive anbragt i den kontekst, vi har her. De bliver stillet på linie med de første bud, der udtrykker det eksklusive forhold mellem Jahve og folket Israel. Dermed bliver det også dette gudsforhold, der begrunder de følgende bud.

Afgørende for den teologiske tolkning af de fundamentale normer, der er tale om, er den måde, hvorpå Jahve identificerer sig selv: »Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset.« Den Gud, der står bag disse etiske normer, er den, der befriede Israel fra slavetilværelsen. Dermed står Sinai-åbenbaringen i forbindelse med pagts-tanken som det fremgår af det foregående kapitel: »Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom blandt folkene …« (2 Mos 19,5.; jf. 1 Mos 9; 15; 17).

Pagtstanken sammenfatter flere afgørende aspekter ved den gammeltestamentlige gudsopfattelse:

– Israels Gud, Jahve, er en personlig gud; han er ikke en upersonlig kosmisk værensmagt, men et levende væsen, der – netop gennem pagtslutningen – opretter et personligt forhold til mennesker;

– Jahve handler i historien; han er den, der står bag alle de afgørende begivenheder, som konstituerer Israels historie: befrielsen fra Ægypten, indtagelsen af Kana’an, sejrene i de forskellige krige, men også eksileringen.

Det er dette personlige forhold mellem Jahve og Israel, der ifølge gammeltestamentlig tankegang ligger til grund for etikken. Den tyske katolske moralteolog Annette Soete, som denne fremstilling er inspireret af, gør opmærksom på, at pagt (berit) i GT ikke er udtryk for et gensidigt eller jævnbyrdigt forhold mellem to parter. Initiativet tages ensidigt af Jahve; han pålægger sig selv en forpligtelse ved at binde sig til netop Israels folk. Og ved at oprette pagten pålægger Jahve Israel en forpligtelse, nemlig til at holde de bud, der er knyttet til pagten. Men det er vigtigt at være opmærksom på, at pagtslutningen er resultat af en frelseshandling: Jahve befrier og bevarer folket og stiller det en god tilværelse i udsigt (»… et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig«, 2 Mos 20,12). Pagtslutningen indebærer, at Jahve skænker folket velsignelse. Dette grundmotiv i gammeltestamentlig etik sammenfatter Soete på denne måde:

Etik i Israel er grundlæggende binding til det dialogisk-aktive forhold mellem det eksemplariske gudsfolk og den åbenbarede Gud, der åbner og bevarer dialogen med sin gave, som kalder sig JHWH, som i historien viser sig at være i overensstemmelse med sit navn, og som i stadig ny omsorg dynamisk sætter sig selv som et tillidens kontinuum, som grund for enhver skullen. (Soete 1987, s. 82. Vores oversættelse).

De her formulerede forskrifter får gennem deres placering karakter af sammenfatning af hele den gammeltestamentlige lov, toraen.¹⁵ Det, som er sagt i det foregående, kan altså også udtrykkes på den måde, at loven – indbegrebet af de etiske forskrifter eller normer – har sin sidste begrundelse i Jahves pagtslutning med Israel og i den hertil knyttede velsignelse.