Читать книгу Som dig selv - Svend Andersen - Страница 37

I den etiske teori, hhv. principielle etik skelner man normalt mellem to grundlæggende forskellige typer af etisk tænkning: teleologisk og deontologisk etik.

Den første betegnelse er afledt af »telos« (= mål el. formål). Den bruges altså om en opfattelse, hvor det afgørende i etikken er menneskets stræben efter at nå det mål, der opfattes som ensbetydende med det gode liv. En sådan teleologisk tænkning finder vi i Aristoteles’ etik, og i den klassisk-græske etik generelt.

Den anden betegnelse er afledt af et andet græsk ord: »to deon« (= det krævede, skyldighed, pligt). Den bruges altså om en opfattelse, ifølge hvilken det afgørende i etikken er at være forpligtet, stillet over for krav. Af samme grund omtales den også som pligtetik.

Det er tydeligt, at GTs etik i denne brede betydning har et stærkt deontologisk præg. Man kan måske udtrykke det på den måde, at der er en menneskelig grunderfaring, som er forbillede for den måde, etikken er fremstillet på i GT. Det er erfaringen af, at det personlige møde mellem mennesker indebærer en forpligtethed, et ansvar. At møde en anden person indebærer, at man stilles til regnskab for det, man gør. Det er ud fra denne erfaring, Israel har skildret sit gudsforhold: Jahve er en person, som indgår et forpligtende forhold til sit udvalgte folk ved at slutte pagt med det. Det forpligtende ligger på Israels side i den lov, der skal overholdes. At det er det personlige forhold, GTs etik i høj grad er formuleret ud fra, forhindrer ikke, at det meget stærkt betones, at mennesker strengt taget ikke kan møde Gud.

Men loven skal ikke overholdes for dens egen skyld. Grundlaget for pagten og loven er, som fremhævet, Jahves godhed: Han frelser og befrier Israel og stiller det et godt liv (velsignelse) i udsigt. Og fordi folket og dets enkelte medlemmer bliver genstand for denne befriende godhed, kan og bør de selv vise godhed mod andre. Det synes at være et grundmotiv i GTs etik.

Den yderste begrundelse for GTs etik kan siges at ligge i skabelsestanken. Med skabelsestanken udvides perspektivet og partikularismen sprænges, så der ikke længere kun er tale om Israel og dets forhold til Jahve. Skaberen er alle folkeslags og hele universets Gud. Selve skabelsen kan siges at være Guds fundamentale gode handling. Til skabelsen hører, at mennesket skabes i Guds billede (1 Mos 1,27). Det vil sige, at mennesket er et væsen, som Gud kan træde i et personligt forhold til; dermed er gudbilledligheden grundlaget for, at Gud kan oprette en pagt med mennesker og gøre dem til etisk ansvarlige partnere. Men grundlaget for pagtens og lovens etiske forpligtelse er selve skabelsen som et fundamentalt gode, herunder det gode liv, som Gud forjætter sit udvalgte folk.¹⁷