Читать книгу Som dig selv - Svend Andersen - Страница 35

De enkelte bud i Dekalogen kan godt fremtræde som absolutte bestemmelser, der gælder uden undtagelse og derfor ikke kræver yderligere forklaring. Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Eksempelvis skal drabsforbudet åbenbart ikke opfattes som et absolut forbud mod at tage et andet menneskes liv; det her anvendte verbum omfatter således ikke krig og dødsstraf. Endvidere modsiges et absolut drabsforbud af 2 Mos 21,23-25: »Men støder der en ulykke til, skal du betale med liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, brandsår for brandsår, sår for sår, flænge for flænge, skramme for skramme«.¹⁶

Den citerede bestemmelse er meget mere detaljeret og specifik end forbudet mod at slå ihjel. Den slags detaljerede forskrifter findes der mange af i GT. En særlig gruppe kaldes kasuistiske: de formulerer ikke en almen norm, men en norm, der gælder under ganske bestemte omstændigheder (casus = tilfælde, »case«). Et eksempel på en kasuistisk præcisering af et af Dekalogens bud er 3. Mosebog kap. 18, der rummer en række forbud mod bestemte former for seksuel praksis mellem bestemte personer. Forbudene kan altså ses som konkretiseringer af det 5. bud. Indledningen til kapitlet fastslår, at israelitterne ikke må bære sig ad som de gør i Egypten og i Kana’an. Dermed antydes det, hvilken funktion, de gammeltestamentlige moralnormer også har: de tjener til at afgrænse Israel fra de kulturer, det har været i berøring med. Teksterne synes at forudsætte, at de former for seksual-adfærd, der forbydes, har været praktiseret i de to kulturer.

Netop på grund af den historisk og socialt betingede sammenhæng virker de fleste af disse forbud yderst fremmedartede. Et enkelt af dem har dog bevaret en vis aktualitet:

Du ikke have samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde. Det er en vederstyggelighed. (3 Mos 18,22).

Brugen af det skriftsted til at begrunde en afstandtagen fra homoseksualitet er en god illustration af spørgsmålet om, på hvilken måde normer i GT kan være normativt gyldige i dag.

Blandt de detaljerede forskrifter finder vi imidlertid en formulering, som vi måske snarere ville have ventet at se blandt Dekalogens bud:

Du må ikke hævne dig på dine landsmænd eller bære nag til dem; du skal elske din næste som dig selv. (3 Mos 19,18).

Det fremgår af formuleringen, at »næste« skal forstås som en slags gentagelse af »dine landsmænd«. Den næste, israelitten her påbydes at elske, er altså ikke hvem som helst, men enhver der hører til hans eget folk. Der er således tale om et partikularistisk bud, dvs. et, der kun gælder inden for en bestemt gruppe af mennesker.

Hvad vil det sige, at man skal elske næsten som sig selv? Det bliver mere tydeligt i følgende bestemmelse:

Når en fremmed bor som gæst i jeres land, må I ikke udnytte ham. Den fremmede, der bor som gæst hos jer, skal være som en af landets egne, og du skal elske ham som dig selv. I var jo selv fremmede i Egypten. (3 Mos 19,33f).

»Som dig selv« betyder åbenbart to ting. Dels betyder det »som dine egne«, dels betyder det »som du selv blev behandlet«. Den sidste betydning bliver måske endnu mere tydelig i følgende tekst:

For Herren Jeres Gud er gudernes Gud og herrernes Herre, den store, vældige og frygtindgydende Gud, som ikke er partisk og ikke lader sig bestikke, men som skaffer den faderløse og enken ret, og som elsker den fremmede og giver ham føde og klæder. Derfor skal I elske den fremmede, I var jo selv fremmede i Egypten. (5 Mos 10,17-19).

Det er her nogenlunde tydeligt, hvad det betyder, at Jahves befrielseshandling i forhold til Israel er med til at begrunde etikken. Befrielseshandlingen er udtryk for kærlighed, for at der blev gjort godt mod Israel. Og det, at Israel blev genstand for den guddommelige kærlighedshandling, fungerer som begrundelse for, at Israel selv skal vise kærlighed, både mod folkefællen, næsten, og mod den fremmede. Der er altså noget, der tyder på, at den karakteristiske bibelske tanke om at elske den anden »som dig selv« betyder »som du selv blev elsket«.

»Derfor skal I elske den fremmede«: her har vi at gøre med et grundmotiv i bibelsk etik, som vi meget naturligt kan kalde kærlighedsmotivet. Det går ud på, at du skal gøre godt mod den, der har brug for det. Og begrundelsen lyder: du havde selv brug for det, og da blev der gjort godt mod dig. Det er bemærkelsesværdigt, at vi her finder et motiv, som minder meget om den sammenhæng mellem forholdet til sig selv og godhed mod andre, som er kernen i Aristoteles’ analyse af venskabet. Men det er også klart, at der er afgørende forskelle. Dem vender vi tilbage til, når vi som afslutning på dette kapitel forsøger at sammenfatte grundtrækkene i bibelsk etik.