Читать книгу Som dig selv - Svend Andersen - Страница 38

Også betegnelsen »Det Nye Testamentes etik« er problematisk. Ligesom »Det Gamle Testamentes etik« foregiver den, at der findes én opfattelse af sammenhængen mellem kristentro og ret menneskelig handlen i NT. Det er naturligvis ikke tilfældet, al den stund der i NT findes adskillige opfattelser af, hvad kristentro er. Det hænger sammen med, at også de nytestamentlige skrifter er tekster af forskellige genrer, som afspejler en historisk udvikling. Naturligvis er det historiske forløb ikke så omfattende som det, de gammeltestamentlige tekster afspejler. Man kan sige, at de vigtigste faktorer i det historiske forløb bag de nytestamentlige tekster er:

– Jesu liv, forkyndelse og død

– disciplenes samling om Jesus som den opstandneKristus

– dannelsen af de første kristne menigheder.

Den afgørende forskel, man må holde sig for øje, er forskellen mellem den historiske Jesus, dvs. den historiske person Jesus fra Nazareth – og troen på, at denne person er Kristus, Guds søn. De nytestamentlige tekster er alle blevet til i lyset af Kristus-troen. De forskellige forfattere udtrykker hver deres opfattelse af, hvad denne tro går ud på. Sagt på en anden måde: de har hver deres teologi. Således kan man skelne mellem de synoptiske evangeliers, Johannes’ og Paulus’ teologier, for at nævne de vigtigste.¹⁸ Men bag især de tre synoptiske evangelier tegner der sig et billede af mennesket Jesus, hans religiøse forkyndelse og hans jordiske liv og død. Kristus-troen må forstås som en tolkning af den historiske Jesus og hans virke. I ordet »tolkning« ligger der ikke nogen antydning af, at Kristus-troen skulle være i modstrid med Jesu faktiske liv og dets betydning. Der ligger kun, at dette liv ikke i sig selv rummede et ‘bevis’ for, at Jesus er Kristus eller Guds søn. Hvis det havde været tilfældet, havde det næppe været muligt for nogle mennesker – de jødiske magthavere f.eks. – at tolke Jesu optræden på en anden måde, nemlig som gudsbespottelig.

Det er omstridt i teologien, hvordan man skal vurdere forholdet mellem den historiske Jesus og den første menigheds Kristus-forkyndelse. Ifølge en opfattelse hører det til enhver tid med til teologiens opgave at stille spørgsmålet: Hvad var det i den historiske Jesu liv, forkyndelse og død, der fik hans disciple til efter hans død at betragte ham som Kristus? Det er i sammenhæng med dette spørgsmål, den nytestamentlige etik skal ses.

Det er naturligvis heller ikke muligt at give en blot tilnærmelsesvist dækkende fremstilling af nytestamentlig etik her. Vi vil holde os til to afgørende eksempler: etikken hos den historiske Jesus og hos Paulus. Begge bliver fremstillet på grundlag af et begrænset tekstudvalg.