Читать книгу Som dig selv - Svend Andersen - Страница 41

Der tegner sig ikke et entydigt og modsigelsesfrit billede af, hvordan Jesus har forholdt sig til loven. Mat 5,17ff. siger han, at han ikke er kommet for at nedbryde loven, men for at »opfylde« den. Man skal »kaldes stor i Himmeriget«, hvis man holder alle lovens bud. Tilsvarende siger han til den rige yngling, at hvis han vil »gå ind til livet«, skal han holde alle budene, som Dekalogen tilsyneladende er en sammenfatning af. Ganske vist siger han også, at lovopfyldelse ikke er nok, hvis man vil være »fuldkommen« og have »en skat i Himlene«: da må han sælge alt og give det til de fattige. (Mat 19,16ff.). En anden opfattelse af loven kommer åbenbart til orde Mat 11,13: »loven har indtil Johannes været forudsigelser« – det kan forstås sådan, at loven kun har været gyldig indtil Johannes Døbers komme.

Der kan imidlertid ikke være tvivl om, at Jesus gør krav på at sige noget nyt om loven. Det kommer klart til udtryk i de såkaldte antiteser (»I har hørt, at der er sagt …, men jeg siger Jer …«), hvor Jesus øjensynligt sprænger rammerne for, hvordan det var tilladeligt at tolke loven ifølge datidens jødedom. En rabbiner kunne kun fremsætte krav i form af en Tora-udlægning, dvs. ved at begrunde kravene med skriftord. Det gør Jesus også nogle steder. Men han fremsætter også krav udelukkende under henvisning til sig selv. Det gælder eksempelvis Mat 5,38f., hvor han erstatter jus talionis med budet om at vende den anden kind til – og udelukkende begrunder det med »jeg siger Jer«.

Dermed udtrykker antiteserne det provokerende synspunkt, at Jesus står på linie med den, der gav Israel loven, nemlig Moses. Ja, mere end det. Den, der taler ved lovens åbenbarelse på Sinai er jo Jahve eller Gud selv. I sidste instans stiller Jesus sig altså på linie med Gud, han tiltager sig myndighed til at tale på Guds vegne. Jesus er altså ikke kun en forkynder, der taler om Gud og Guds vilje som f.eks. profeterne, der citerer Guds tale (»så siger Herren«). Nej, Jesus tager Guds ord i sin egen mund – han taler på det frembrydende gudsriges vegne. Dette afgørende træk ved Jesu forkyndelse kommer til udtryk i evangelisternes ofte gentagne vending »han lærte dem som en, der har myndighed …« (f.eks. Mat 7,29).

Men det er stadig ikke klart, hvad Jesu stilling til loven præcist er. Det bliver det imidlertid, når vi undersøger, hvad det er for en menneskelig handlemåde, Jesus fordrer under henvisning til gudsriget.