Читать книгу Som dig selv - Svend Andersen - Страница 27

En sengræsk etiker, som fortjener omtale ved siden af stoikerne, er Epikur (341-271). Metafysisk repræsenterer Epikur atomismen. Han indgår i antikkens klassiske etiske tradition, for så vidt også hans etik kredser omkring grundspørgsmålet: hvordan vil jeg leve? Igen er det altså spørgsmålet om det lykkelige liv, som står i centrum. Men med sit svar stikker Epikur ud fra den klassiske tradition: menneskets lykke består i nydelse (hēdonē). Han kan ligefrem finde på at hævde, at mavens nydelse er begyndelsen til alt godt. Dermed har han bragt sig i et anstrengt forhold til de herskende teorier, og »epikuræisme« er ofte et skældsord.

Nydelse eller lyst har ikke primært noget at gøre med sex. Det er ikke gavnligt, og man kan være lettet, hvis det ikke giver komplikationer. Nydelse består således ikke i en tilfredsstillelse af de umiddelbare lyster. Lykkens indhold er noget andet, nemlig fravær at smerte og stress. Det kan man undgå, hvis man kultiverer sin levevis. Det gør man navnlig gennem viden om og tilegnelse af de traditionelle dyder, og disse dyder er – siger Epikur – naturligt sammenvokset med et liv fuldt af nydelse. Men disse dyder er ‘kun’ instrument for det gode, som er det egentlige gode for sjælen: nydelse. Dette er i modstrid med i hvert fald den sokratiske opfattelse, hvorefter dyderne i sig selv er indholdet af det gode liv.

Det drejer sig om at befri sjælen fra tilfældige bekymringer og stress. Denne befrielse er sjælens ataraxia (sindsro), hvilket sætter mennesket i stand til at forvinde tilfældig smerte og dødsfrygt eller –angst. Endvidere drejer det sig om at dæmpe frygten for guderne. De lever, ifølge Epikur, i rummene mellem universets mange verdener, der er som øer i et stort hav, og således stabiliserer guderne verdenernes grænser – men de blander sig ikke i verdens og menneskenes indre anliggender.

Epikurs etik er materialistisk og ego-centreret. F.eks. opfatter han dyden retfærdighed som det, der gavner folk, så de ikke skader eller skades af hinanden. I modsætning til Platon er retfærdighed altså ikke noget i sig selv; den beror på en retlig kontrakt mellem de implicerede. Retfærdighedens værdi er dens instrumentelle nytte, nemlig at den kan medvirke til at sikre et velafbalanceret liv i nydelse. Andre mennesker er strengt taget i vejen for den enkeltes indre frihed. Dog er det muligt at realisere projektet om det lykkelige, nydelsesfyldte liv sammen med få venner, hvilket Epikur gjorde i en have i Athen. Således kan man i ro og mag »dyrke sin have«, borte fra verdens stress og larm. – Ved at gøre lykke til grundbegrebet i etikken og definere den som nydelse kan Epikur siges at forudgribe utilitarismen i det 19. århundrede, jf. kap. 8.

ETISKE GRUNDBEGREBER

• ETISK SUBJEKT: hos Platon og Aristoteles det fornuftige menneske, der er del af et fællesskab (polis); hos stoikerne i højere grad det fornuftige individ

• PRAKTISK FORNUFT: evnen til at slutte fra det almene gode til det gode i den konkrete situation, at udføre en praktisk syllogisme

• DET GODE: hos Aristoteles den optimale realisering af menneskelivets potentiale

• DET RIGTIGE: er i græsk tænkning underordnet det gode; at handle sådan, at det gode realiseres

• DYD: den opøvede evne til at realisere det gode menneskeliv under bestemte omstændigheder; de fire kardinaldyder er mod, retfærdighed, besindighed og visdom

• RETFÆRDIGHED: en af kardinaldyderne; hos Platon harmonien mellem sjælens evner; Aristoteles sondrer mellem udlignende og fordelende retfærdighed.