Читать книгу Som dig selv - Svend Andersen - Страница 40

Forud for Bjergprædikenen har Mattæus anbragt en sætning, der fungerer som en overskrift over hele Jesu virksomhed: »Fra da af begyndte Jesus at prædike og sige ‘Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær.’« (Mat 4,17). Sætningen sammenfatter, hvad man kalder Jesu eskatologiske forkyndelse.¹⁹ De etiske krav, der kan siges at være indeholdt i Jesu forkyndelse, er fremsat under henvisning til gudsrigets frembrud. Hans etik er altså en eskatologisk etik.

Guds virke er i Jesu forkyndelse – som i GT – skildret som en frelsende handling. Det fremgår af de såkaldte saligprisninger (Mat 5,1-12): de mennesker, som er genstand for Guds handlen, er »salige«, altså ovenud lykkelige. Saligprisningerne er med W. Schrages udtryk et »betingelsesløst frelsestilsagn« (Schrage 1987, s. 25). Men på trods af det betingelsesløse siger de dog noget om, hvilken slags mennesker eller hvilken slags menneskelig indstilling, der så at sige er modtagelig for Guds handlen i rigets nærvær. Det er de »fattige i ånden«, de sørgende, de der »hungrer og tørster efter retfærdighed«. Det vil sige:

De, der under den tids forhold er kommet til kort religiøst og samfundsmæssigtsocialt, fordi de ikke har noget, og som alene er henvist til Gud, dem overgår det gennem Jesu tilsagn, at de får gudsherredømmet som frelse. (Schrage, smst. Vores oversættelse).

Det etiske aspekt ved Jesu forkyndelse består nærmere bestemt i, at han under henvisning til det frembrydende gudsrige fordrer en holdningseller sindelagsændring og en tilsvarende handlemåde. For Jesus er det altså gudsrigets nærhed, der begrunder det normative. Han siger, populært udtrykt: »Gud handler nu godt mod Jer – derfor skal I handle på den og den måde!« For igen at citere Schrage:

Det Gudsherredømme, der er nærværende og dog udestående, motiverer og provokerer mennesker til en handlen, der svarer til dette Gudsherredømme. (Smst., s. 26. Vores oversættelse).

Sammenhængen mellem den eskatologiske gudsrigeforkyndelse og Jesu etik kommer tydeligt til udtryk i Mat 6,25-34. Jesus knytter her til ved et grundlæggende vilkår ved menneskelivet: vi gør os bekymringer og sorger over de elementære livsfornødenheder som føde og klæder. Han siger tilsyneladende, at det skal vi lade være med; med den begrundelse, at dyr og planter ikke har sådanne bekymringer, og alligevel dækker Gud Skaberen deres livsfornødenheder. At »søge Guds rige« er tilsyneladende ensbetydende med at have fuld fortrøstning til, at Gud vil give én det, man har brug for.

Men hvilke konsekvenser har indstilletheden på gudsrigets nærhed for menneskers handlen mod andre mennesker? For at besvare det spørgsmål, må vi kort se på Jesu stillingtagen til den gammeltestamentlige lov.