Читать книгу Som dig selv - Svend Andersen - Страница 25

Ved siden af den beregnende fornuftssjæl er der den videnskabelige (epistēmonikon). Med videnskab (epistēmē) mener Aristoteles indsigten i ting, der ikke forandrer sig, men er evige og nødvendige, som f.eks. himmellegemerne og guddommen. Denne indsigt kan han også kalde theoria. Den intellektuelle dyd, som er ensbetydende med den optimale udfoldelse af theoria, er sofía, visdom.

Visdom i denne betydning er den højeste af dyderne, fordi den er knyttet til den højeste form for menneskelig livsudfoldelse. Følgelig må visdom også være den højeste form for »lykke«, eudaimonia. Lad os kort se, hvordan det hænger sammen.

Aristoteles nævner i Den Nikomakiske Etiks sidste bog en hel række argumenter for, at theoria er den højeste form for udfoldelse, og at visdom derfor må være det højeste gode for mennesket, dets eudaimonia. Theoria er den aktivitet, der rangerer højest, fordi den retter sig mod det højeste, der findes: det evige og uforanderlige. Det er den mest selvberoende (autarkēs) aktivitet, idet den kan udøves af den enkelte alene. Endvidere søges udøvelsen af theoria for dens egen skyld; der findes ikke noget højere mål, den kan være underordnet.

Alle de nævnte træk ved theoria kan sammenfattes i, at den er en virkeliggørelse af det guddommelige i mennesket. I sin redegørelse for guddommen i Metafysikken (12. bog) viser Aristoteles, at dennes aktivitet må være den rene tænkning. Menneskets evne til at udfolde theoria er derfor udtryk for dets delagtighed i det guddommelige. Det viser sig også deri, at den fornuft, som udfolder tænkningen, rummer et udødeligt element.⁹

At theoria er den højeste form for menneskelig livsudfoldelse betyder, at den er en udfoldelse af det, som er mest os selv. Livet i theoria er »det, som af naturen er mest ejendommeligt for enhver« (to oikeion hekasto tē physei, EN 1178a, 5ff).