Читать книгу Som dig selv - Svend Andersen - Страница 8

Sammenhængen mellem etisk grundopfattelse og antropologi og metafysik leder naturligt over til spørgsmålet om, hvad forskellen er mellem teologisk og filosofisk etik. Om begge kan vi bruge vor beskrivelse af etik som kritisk refleksion over vore forestillinger om, hvad der er rigtigt (og forkert). Og både i teologien og filosofien kan vi finde de forskellige udgaver af den kritiske refleksion, vi har omtalt (normativ, deskriptiv, principiel etik osv.). Men naturligvis er der forskelle mellem refleksionen i teologisk og filosofisk etik.

Nogle vil mene, at den væsentligste forskel består i, at den teologiske etik går ud fra en på forhånd given opfattelse af, hvad ret menneskelig handlemåde er, nemlig den opfattelse, der er indeholdt i Bibelen, kirkens bekendelsesskrifter eller andre autoritative dokumenter. Synspunktet er, anderledes formuleret, at teologien på forhånd er bundet til at forfægte en bestemt normativ etik. Det synspunkt er i bedste fald en forenkling. Det forudsætter jo blandt andet, at det ligger fast på forhånd, hvilken opfattelse af den rette handlemåde, der skal forfægtes. Således forholder det sig naturligvis ikke. Hvad man derimod kan sige, er at den teologiske etik har et hovedemne for sin refleksion. Vi kan formulere det på følgende måde:

Teologisk etik er den kritiske refleksion over den opfattelse af den rette menneskelige handlemåde, som forudsættes at følge af den kristne tro.

Til forskel herfra må den filosofiske etik siges at være fri for en sådan bunden opgave. Den er principielt mere radikal i sin kritik end teologien kan være. I filosofien kan man således ikke gå ud fra, at det giver mening at foretage en skelnen mellem en ret og en forkert menneskelig handlemåde. Vi kan derfor forsøgsvist formulere dens mest grundlæggende opgave på denne måde:

Filosofisk etik er en kritisk refleksion over spørgsmålet, om det giver mening at foretage en almenmenneskelig (evt. fornuftsbegrundet) skelnen mellem en rigtig og en forkert menneskelig handlemåde – og hvori denne skelnen i givet fald er begrundet.

På trods af denne forskel er det vigtigt at holde sig for øje, at den teologiske etik må tage hensyn til den filosofiske. Den filosofiske refleksion udgør en anfægtelse af det grundlag for etikken, som er teologiens emne. Filosofien afspejler, at vi lever i en kultur, der også rummer ikke-religiøse og anti-religiøse tolkninger af virkeligheden og menneskelivet. Som teolog må man derfor tage den udfordring op, som filosofien rummer, og spørge, om en begrundelse af etikken i kristentroen er forenelig med filosofiens kritiske analyse.

Som teologisk disciplin udgør etikken – sammen med religionsfilosofien – en del af den systematiske teologi. Dens tredie fag er dogmatikken, undersøgelsen af den kristne troslære. Det siger sig selv, at teologisk etik ikke kan adskilles fuldstændigt fra dogmatikken. Når teologisk etik undersøger forholdet mellem kristentro og menneskelig handlen, må den gøre sig et begreb om, hvad kristentro er. Og at fremstille et sådant begreb er dogmatikkens hovedopgave. Sammenhængen mellem disciplinerne etik og religionsfilosofikan begrundes med, at de begge bevæger sig inden for et område, der er fælles for teologi og filosofi. Religionsfilosofi er eksplicit en filosofisk disciplin. Den kan beskrives som en filosofisk undersøgelse af kristendommen som religion i lyset af dens gyldighed. En religions gyldighed er knyttet til to vigtige udtryksformer: dens lære og dens livsform. Etisk handlen kan siges at være et delaspekt af en religiøs livsform, så på den måde er der en nøje sammenhæng med religionsfilosofien. Endvidere må den teologiske etik som sagt nødvendigvis omfatte moralfilosofiske overvejelser og deler dermed religionsfilosofiens filosofiske karakter. Til religionsfilosofien som systematisk-teologisk disciplin se Andersen, Grønkjær, Nørager 2002, 105f.