Читать книгу Som dig selv - Svend Andersen - Страница 15

Det er vanskeligt at danne sig et helt præcist billede af sofisterne. Dels er kilderne om dem i bogstavelig forstand fragmentariske, dels stammer disse kilder for en stor dels vedkommende fra Platon, der netop bekæmper sofisterne. Men uden at fortegne billedet af dem kan man sige, at de med større eller mindre konsekvens forfægter den opfattelse, at etik og politik – som man nok kan skelne mellem, men ikke adskille – beror på interessebestemte synspunkter. Ligesom politik drejer sig om at få ført sine synspunkter igennem, drejer etik sig om at få andre til at dele den mening, man har. Det gælder om at overtale (peithein) andre og dermed vinde dem for sin opfattelse. En etisk norm er kun gyldig, hvis nogen anser den for at være det og handler derefter. En sådan overtalelse er det ifølge sofisterne logos’, sprogets, funktion at udvirke.

En af dem – Protagoras – citeres for at mene, at det drejer sig om »at gøre den svagere logos stærkere«. En logos’ styrke afhænger af, om den virker. En i sproget fremsat mening er kun gyldig, hvis andre tager den til sig. Sofisterne udvikler en omfattende teori om sproget, som netop har til formål at få sprogbrugeren – det vil især sige den politiske taler – til at beherske sproget på en sådan måde, at han kan beherske andre med det. Retorik kaldes en sådan teori. Man kan derfor sige, at retorikken er sofisternes grundlagsvidenskab. Når sofisterne drog fra by til by og – mod betaling – underviste borgerskabets sønner i retorik, var det for at gøre dem egnede til at blive politikere, der formåede at overbevise folkeforsamlingen og folkedomstolene om, hvad der i en given sag var »det gode«. Kriteriet på en god politisk tale er følgelig, om den formår at få de kompetente organer til at træffe den beslutning, det er i den pågældende talers interesse at fremme.

En anden af sofisterne – Gorgias – hævder, at en logos er sand ved at frembringe sin egen virkning. Sproget frembringer virkeligheden i den forstand, at virkeligheden formes af de beslutninger og de handlinger, som mennesker træffer og udfører, og som er udvirket af sproget. Eftersom etik har at gøre med menneskets holdninger og handlinger (jf. Aristoteles), er etiske normer således afhængige af den sproglige udformning, hvori de gøres gældende. Sofisterne drager med deres retoriske etik konsekvenser af denne indsigt: det er den kraft eller magt (dynamis), der ligger i sproget, som i retorikken eller talekunsten kommer til fuld udfoldelse. Det er denne magt, som angiveligt virker overvældende for Platons Sokrates, »næsten overnaturlig stor« (jf. Gorgias 456 A). Dermed lader Platon forstå, at den sofistisk-retoriske logos, når det kommer til stykket, har samme funktion som mythos: at holde mennesket fangent i refleksionsløs tryllebinding.

En sofistisk retorik frembringer ikke det sande, men kun det der ser ud til at være sandt, det der ligner det sande. Man kan egentlig ikke vide, hvad det sande er, men man kan tro eller mene, at man véd det. For sofisterne er der ikke nogen afgørende forskel mellem viden (epistēmē) og tro eller mening (doxa). Retorikken er således en kamp (agōn) om meninger. Det gælder om at vinde tilhørerne for sig, og spørgsmålet om, hvorvidt en logos bruges retmæssigt eller uretmæssigt kan oversættes til spørgsmålet om, hvorvidt den er hensigtsmæssig eller uhensigtsmæssig med henblik på det resultat, taleren ønsker at opnå. Men der findes ikke absolutte kriterier på, hvilken retorisk logos, der er den retmæssige, og hvilken der er den uretmæssige, må en sofistisk retoriker hævde (jf. Gorgias 456 E ff.).

Den sofistiske retoriks sandhedskriterium er, om der kan skabes konsensus om et bestemt synspunkt, også hvad etikken angår. Det er det, som man kan komme af sted med at få folk til at blive enige om, der er kriteriet på en logos’ sandhed. Sprogets kriterium er ikke eksternt i forhold til det det taler om; kriteriet er om det lykkes det at gøre noget ved folk, påvirke dem.