Читать книгу Som dig selv - Svend Andersen - Страница 18

Aristoteles starter sine overvejelser i Den Nikomakiske Etik (EN) med at betragte begrebet det gode (t’agathon). Det gode er, siger han, det som alting stræber efter. Det skal forstås på den måde, at alting stræber efter noget, et mål; og det som for hvert væsens vedkommende er det efterstræbte, er det gode for dette væsen.

Allerede denne indledende bestemmelse afslører, hvordan også hos Aristoteles den etiske teori hænger nøje sammen med metafysiske antagelser. Et grundtræk ved al virkelighed er ifølge Aristoteles det teleologiske: alting er i selve sin væremåde anlagt på at stræbe henimod et mål (telos). Det gælder de såkaldt livløse ting; en sten f.eks. stræber efter at opholde sig på sit »naturlige sted«, nemlig jordens centrum. Derfor søger den at komme så tæt som muligt til dette sted, den falder kort sagt til jorden. Men det gælder også det levende. Hos det levende kan vi klart iagttage et andet grundtræk: livsudfoldelse betyder at virkeliggøre (energein) noget, man har i sig som mulighed eller potentialitet (dynamis). For at nævne et ofte anført eksempel: et agern er potentielt (dynamei) et egetræ; det stræber derfor efter virkelig at blive det.

Så langt er »det gode« et ikke-etisk begreb. Hvad er nu menneskets gode: hvad stræber mennesket ifølge sin natur efter? Det stræber ifølge Aristoteles efter mange ting. Men der må være et højeste gode, det yderste mål for menneskets stræben. Det højeste gode for mennesket må være eudaimonia, det at leve godt eller lykkeligt (eu zēn). Men hvad det lykkelige liv er, er der delte meninger om. Aristoteles’ svar er, at hvis mennesket kan siges at have en opgave eller en funktion (ergon), så må det lykkelige liv bestå i at udøve opgaven på bedste måde. Dermed kommer han frem til følgende definition af det gode for menesket:

Menneskets gode er virkeliggørelsen af sjælens evner i overensstemmelse med dyden. [to anthropinon agathon psykēs energeia kat aretEn] (EN 1098 a, 17 f.).

Der ligger en dobbelthed i Aristoteles’ begreb om det gode. Den kender vi fra to forskellige betydninger af det danske ord »god/godt«. Vi kan f.eks. sige »det vil være godt for dig at holde ferie«; her er det gode en ønskværdig tilstand, som det vil være passende at stræbe efter. Eller vi kan sige »du er god til at spille klaver«; her er det gode en måde at udfolde sine menneskelige evner på. Tilsyneladende siger Aristoteles altså med sin definition af det gode for mennesket: det er godt for mennesket at udfolde sine evner på en bestemt måde. Og begrebet »dyd«, som indgår i hans definition af det gode må indebære konkrete måder at være god til at være menneske.