Читать книгу Som dig selv - Svend Andersen - Страница 4

I dette kapitel vil vi forsøge at indkredse, hvad der skal forstås ved etik. Vi kan gøre det ved at tage udgangspunkt i selve ordet. Betegnelsen etik stammer fra det græske adjektiv ēthikós, der er afledt af ēthos: »sædvanligt sted at bo«, »sædvane«, »skik og brug«. Som navn på en filosofisk beskæftigelse bruges det først af Aristoteles (384-322). Vi kan derfor begynde med at betragte Aristoteles’ formuleringer af, hvad etik er, og på den baggrund forsøge at finde frem til vor egen foreløbige bestemmelse af begrebet. Om Sokrates siger Aristoteles:

[han] behandlede etiske spørgsmål (ta ēthika), ikke naturen i dens helhed; og ved de etiske spørgsmål søgte han som den første efter det almene og efter definitioner. (Metafysikken, 987 b, 1).¹

Disse formuleringer rummer to vigtige elementer: (i) ved at beskæftige sig med »skik og brug« adskilte Sokrates sig fra de tidligere græske tænkere, de såkaldte naturfilosoffer (f.eks. Tales og Heraklit), hvis primære emne var naturen i dens helhed, altså kosmos; (ii) Sokrates nøjedes ikke med at finde ud af, hvad det etisk rette er i hvert enkelt tilfælde, men spurgte efter det etiske som sådan, forholdt sig altså undersøgende eller reflekterende til det etisk rette generelt.

Den traditionelle danske oversættelse af ēthike er »sædelig« (jf. det tyske »sittlich«). Det har umiddelbart en komisk og antikveret klang, selv om det endnu bruges som del af udtryk som »sædelighedsforbrydelse« og »sædelighedspoliti«. Her er betydningen indsnævret til, hvad der betragtes som uskik på det seksuelle område. Vi kender dog stadigvæk vendinger, hvor ordet antyder den oprindelige betydning af »etik« såsom »sædvane«, »sæd og skik« o.l.

Aristoteles giver en nærmere bestemmelse af etikken i forbindelse med et af dennes grundbegreber, det gode. Om det siger han, at det behandles i den politiske videnskab. Og videre:

… i opfattelsen af begreberne rosværdighed og retfærdighed (ta kala kai ta dikaia) er der megen uenighed. Somme tider menes de at være blotte konventioner (nomo monon) og ikke have nogen real eksistens i tingenes natur (physei). Den samme usikkerhed er knyttet til begrebet om det gode (t’agatha), fordi det ofte forekommer, at gode ting har dårlige konsekvenser. (Den Nikomakiske Etik, 1094 b, 14-18).

Man kan måske omskrive det, Aristoteles her siger, på følgende måde. Ved Ethos, sædvane, skal forstås det, som mennesker gør, fordi det betragtes som det rigtige at gøre. Men det kan ske, at det bliver usikkert og diskutabelt, hvad der er det rigtige. Og når en sådan usikkerhed opstår, rejser der sig en række fundamentale spørgsmål: Er det etisk rigtige givet med virkelighedens egen natur og beskaffenhed – eller beror det på en menneskelig vedtagelse? Det er tilsyneladende denne grundlæggende usikkerhed i forhold til menneskers handlemåde, som er baggrunden for etikken som teoretisk, filosofisk foretagende. Vi kan derfor uddrage denne foreløbige bestemmelse af Aristoteles’ overvejelse:

Etik er en kritisk refleksion over vore forestillinger om, hvad der er den rigtige menneskelige handlemåde og livsførelse. En sådan refleksion er tilsyneladende særlig nærliggende, når det ikke er selvfølgeligt, hvad det rigtige er.

I stedet for »rigtig« eller »ret« handlen kunne man også sige »god«. Tilsvarende kan man både sige, at etik drejer sig om modsætningen rigtig-forkert og at den vedrører modsætningen godt-ondt. Imidlertid viser det sig, at ordet »god« er temmelig mangetydigt. I visse sammenhænge er der meget stor forskel mellem det rigtige og det gode, f.eks. når vi siger hhv. »Han havde den rette livsførelse« og »Han havde et godt liv«. Man kan tilsyneladende udmærket have et godt liv uden at det indebærer en etisk ret livsførelse. Her er det altså vigtigt at skelne klart mellem det rigtige/rette og det gode. Det vil vise sig senere i bogen, at etiske teorier bl.a. adskiller sig fra hinanden i den måde, de bestemmer forholdet mellem det rigtige og det gode på. Hos Aristoteles er det spørgsmålet om det gode liv, der er etikkens grundproblem. Senere i etikkens historie får spørgsmålet om den rette handlemåde derimod hovedrollen. Lige nu drejer det sig imidlertid kun om at give en første bestemmelse af etikken ud fra Aristoteles’ sprogbrug. Det skal i denne sammenhæng nævnes, at man undertiden forsøger at definere »etik« i modsætning til »moral«. Det er der imidlertid ikke noget grundlag for rent sprogligt. Ordet »moral« stammer fra det latinske mos, der helt i overensstemmelse med ēthos betyder »sædvane«, »opførsel« o.l. – som vi kender det fra talevendingen »O tempora, o mores!«. Vi vil derfor ikke i denne bog forudsætte én bestemt forskel mellem etik og moral. Den tekniske betegnelse for etikken philosophia moralis er for øvrigt indført af den romerske filosof M. Tullius Cicero (106-43 f.Kr.).

Hvis Aristoteles har ret i, at etikken som kritisk overvejelse bliver nødvendig, når opfattelsen af, hvad der er godt og ondt, ikke mere står ubetvivleligt fast, er det nærliggende at betragte vores bestemmelse af begrebet etik i sammenhæng med den aktuelle samfundsdebat om etik. Etik er jo i disse år blevet et centralt emne i den offentlige diskussion, ikke bare her i landet, men mere eller mindre over hele verden. Denne »højkonjunktur« for etik skyldes især udviklingen inden for ét bestemt område, nemlig lægevidenskaben og den såkaldte biomedicinske teknologi. Man kan udmærket sige, at denne diskussion netop rejser det spørgsmål, Aristoteles nævner: er det rette givet af natur eller beror det på menneskelig vedtagelse? Etikdebatten er udtryk for, at vi af den biomedicinske udvikling tvinges til at besinde os på, hvad der er rigtigt og forkert. I første omgang retter denne besindelse sig mod konkrete spørgsmål om det rigtige. Men de kan ikke besvares fyldestgørende uden at vi også besinder os på, hvad der er vores grundlag for at betragte noget som rigtigt eller forkert.

At den biomedicinske udvikling har denne konsekvens for de etiske overvejelser skyldes forskellige forhold. For det første indebærer den nye videnskabelige indsigt og den tilsvarende teknologi nye muligheder for menneskelig handlen. Dermed stilles mennesker over for valg, som den etiske tradition (»sædvanen«) ikke har nogen anvisninger for. For at nævne et par eksempler:

En gravid kvinde på 37 får foretaget en fostervands- eller moderkageprøve. Den viser, at fostret har den kromosomafvigelse, som kaldes Trisomi 21, i daglig tale »mongolisme«. Nu står hun og faderen over for valget, om de skal få foretaget en provokeret abort eller sætte et handicappet barn i verden. Denne form for præcis viden om et ufødt barns egenskaber og det etiske valg, denne viden indebærer, var simpelthen ukendt for tidligere tiders mennesker.

En anden kvinde har problemer med at føde børn: Der kan godt modnes æg i hendes krop, men på grund af en sygdom i livmoderen er hun ikke i stand til at gennemføre et svangerskab. Hun og hendes mand ønsker imidlertid at få et barn, som de selv er biologiske forældre til. De får derfor foretaget en såkaldt in vitro fertilisation (»reagensglasbefrugtning«). Det befrugtede æg overføres til en anden kvinde, som gennemfører svangerskabet og efter fødslen giver barnet til dets forældre. Også denne handling (»rugemoderskab«), som den bioteknologiske udvikling har gjort mulig, er ny i forhold til tidligere tiders handlingsmuligheder. Den rejser blandt andet det rent juridisk spørgsmål, hvem der er mor til barnet: den kvinde, der har lagt æg til, eller hende, der har født barnet? Selve det biologiske begreb moderskab er splittet op, idet man kan skelne mellem en genetisk og en fødende mor.

Så meget til illustration af, at den lægevidenskabelige og bioteknologiske udvikling indebærer nye former for menneskelig handlen. Denne udvikling og den debat, den har affødt, giver os endvidere en klar bevidsthed om nogle afgørende træk ved et moderne samfund som det danske. Om dette kan man sige, at det er:

– sekulariseret: kristendom og religion udgør ikke som i tidligere tider en selvfølgelig fælles, omfattende livsopfattelse, som også bestemmer indstillingen til etiske spørgsmål;

– pluralistisk: på kristendommens tidligere plads findes en mangfoldighed af forskellige livsopfattelser, f.eks i form af diverse »ismer« som humanisme, socialisme, naturalisme, materialisme, ateisme. Det har som konsekvens, at der findes mange forskellige og ofte modstridende opfattelser af, hvad der er etisk rigtigt og forkert.

Det synes imidlertid, som om vi ikke blot kan affinde os med pluralismen. Mange reagerer umiddelbart på den biomedicinske udvikling med udtalelser som: »Vi kan ikke bare lade denne udvikling fortsætte uforstyrret. Nogle af de muligheder, den giver, må vi tage afstand fra. Vi må sætte grænser for, hvad der er tilladeligt!« En lignende opfattelse må politikerne i Folketinget have haft, da de i 1987 besluttede at nedsætte Det Etiske Råd. Dermed tilkendegav de, at der skal sættes politiske og retlige rammer omkring udnyttelsen af de lægevidenskabelige og bioteknologiske muligheder. Det vil sige, at man går ud fra, at der findes etisk begrundede grænser for det tilladelige, som kan fastsættes ved lov og dermed gælde alle borgere i Danmark.

Den biomedicinske udvikling tvinger dermed så at sige til, at vi sætter spørgsmålstegn ved pluralismen. Men findes der et fælles etisk grundlag, som vi kan orientere os ud fra, når vi vil styre den teknologiske udvikling i et sekulariseret samfund? Det er et af de helt grundlæggende spørgsmål, som samfundsdebatten handler om. På den måde hænger den konkrete og aktuelle etikdebat nøje sammen med den etiske refleksion og overvejelse.

Det gælder ikke kun debatten om den biomedicinske teknologi. Den etiske problemstilling rejser sig ligeså grundlæggende, når mennesker med helt forskellige moralnormer skal leve sammen. Når forskellige kulturer mødes, indebærer det også et normsammenstød. Som et markant eksempel kan man tænke på debatten om omskæring af piger. Også en stor del af debatten om indvandrings- og flygtningepolitik er således en etikdebat.

Den megen tale om etik i medierne må naturligvis ikke forlede til den opfattelse, at etik først og fremmest er et offentligt anliggende, der hænger sammen med de store aktuelle samfundsproblemer. Etikken trænger sig på også i de mere dagligdags sammenhænge. Kan jeg tillade mig at hente mit barn en time senere i fritidshjemmet end vi har aftalt? Kom jeg til at såre den studerende, da jeg gennemgik hendes eksamensopgave med hende? Den kære kollega opførte sig igen forkasteligt til festen.