Читать книгу PAedagogisk antropologi - Группа авторов - Страница 23

Inden for forskning er der en stigende tendens til, at traditionelle fagdiscipliner indgår i kombinationer under nye tværfaglige overskrifter. Derfor mødes og brydes faglige positioner i drøftelser om, hvad genstandsfelterne er for forskning og uddannelse, samt hvilken videnskabsteoretisk kontekst dette reflekteres i. Det vanskelige ved denne ’øvelse’ er, at enhver i drøftelserne altid som Goethe ville sige: hører, hvad man forstår. Set i et videnskabsteoretisk perspektiv er realiseringen af nye tværfaglige kombinationer vanskelig, fordi drøftelsernes aktører hver især bidrager med bestemte forståelser af forskningens genstandsfelt, deres egen forskningsposition og relationen mellem disse. En relation, som de både er bevidste om, men også er blinde for implikationerne af. Bevidste, fordi de formulerer bestemte begrundede valg, blinde, fordi de i valget ikke ser, hvordan forudsætningerne kommer i stand for valget. Når det drøftes, hvilket syn man har på videnskab, er der flere faktorer, der spiller ind: dels den tradition, der knytter sig til den disciplin, man fagligt er opdraget i, dels de bevægelser og orienteringer, der hele tiden er i spil mellem de kolleger, der samarbejder, dels den position man selv indtager og bidrager ud fra. Disse forskelligheder bliver særligt tydelige, når der søges etableret en fælles profil. Spørgsmålet er, om man skal fokusere på det fælles eller på forskellene. I denne tekst konkretiseres problematikken i forhold til konstruktionen af et af de nye institutter ved oprettelsen af Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) i år 2000: pædagogisk antropologi.

Med konstruktionen af pædagogisk antropologi er der etableret et institut på DPU, der ikke som udgangspunkt kan definere sin selvforståelse med fælles reference til en faglig tradition. Instituttet er en komponent i et idékompleks og er ikke gradvist vokset frem af et defineret behov for at løse opgaver i samfundet. Realiseringen af det nye institut giver mulighed for at belyse, hvilken betydning forskellige positioner har for forståelsen af, hvad pædagogisk antropologi er og kan. Det er min tese, at pædagogisk antropologi som videnskab definerer sig i udfoldelsen af sine forforståelser, gennem det jeg betegner som forandrende forbløffelser, og i udfoldelsen af sine forforståelser eksemplificerer sig. Jeg vil argumentere for en forståelse af pædagogisk antropologi som en mulighed for at etablere en flerpositionel forskningstilgang, hvor fagligheder udfolder og forandrer sig. Formålet er at tage udfordringen op om at bidrage til udvikling af et forskningsblik i det senmoderne samfund, der dels udfolder sit genstandsfelt, dels sin egen forskningsposition. Fremstillingen rummer derfor en drøftelse af de videnskabsteoretiske implikationer af pædagogisk antropologi med henblik på at sandsynliggøre en flerpositionel forståelse samt en eksemplificering af pædagogisk antropologi med fagområdet visuel kultur.

For at kunne beskrive en videnskab, der er karakteriseret ved forskellige traditioner og positioner, som jeg mener er med til at spore drøftelser om pædagogisk antropologi og inden for pædagogisk antropologi i forskellige retninger, har jeg valgt at foretage nogle systemteoretiske markeringer. Disse markeringer skal belyse, hvordan forskellige konceptioner – dvs. begrebskomplekser om genstandsfelt og forskningsposition – er kommet i stand. Det er min opfattelse, at i forhold til alle områder er det af betydning for enhver teoretisk diskussion, at man redegør for sin konception. Det er en måde at imødekomme forskelle på og gøre forskellene produktive i udforskningen af verden. Imidlertid er det af særlig betydning for nye tværfaglige konstruktioner som fx pædagogisk antropologi, fordi der her tilsyneladende arbejdes med så mange ubekendte, at det gøres endnu mere tvingende nødvendigt at være præcis om, hvorfra man ser, hvad man ser, og hvordan man konstruerer sit blik. Der foreligger ikke i Danmark en tradition, der kan elaboreres på.

Min teoretiske ramme for drøftelsen af pædagogisk antropologi er inspireret af den tyske sociolog Niklas Luhmanns systemteori. Herved får jeg dels mulighed for at elaborere på en forståelse af pædagogisk antropologi, sådan som den kommer til udtryk inden for dele af den aktuelle tyske forskning, dels mulighed for at analysere fire forskellige positioner og deres betydning for, hvad der lægges vægt på i drøftelser om pædagogisk antropologi som videnskab med aktualitet i en dansk kontekst. I forlængelse af de fire positioner vil jeg foreslå en femte position. Den femte position ser jeg som en mulighed for at tydeliggøre mulighederne i pædagogisk antropologi som refleksiv og transdisciplinær forskningstilgang. Det refleksive repræsenteres i forskningstilgangens medtænkning af mulig anderledeshed, det transdisciplinære repræsenteres i overskridelsen af kendte distinktioner mellem fagligheder. Denne forskningstilgang muliggør udviklingen af forskellige strategier. Visuel kultur som pædagogisk fagområde eksemplificerer dette.