Читать книгу PAedagogisk antropologi - Группа авторов - Страница 27

I præsentationen af DPU kan man møde sætningen: ”Pædagogik reflekterer et mellemværende”. Her kan man spørge: Hvordan kan pædagogik forstås? Sætningen afgør ikke, hvad pædagogik er, men hvad pædagogik gør. I den forstand bliver pædagogik som begreb vanskeligt at definere. Skal man forsøge at splitte sætningens dele op, kan pædagogik i en traditionel skelnen ses som betegnelse for:

 En kommunikativ praksis, hvor ’der er mere end en samlet’ med grader af formaliseret intendering, og hvor intenderingen udsiger, at der tilstræbes en forandring. Allerede her er der imidlertid forskel på, om man vægter det at være sammen eller det at intendere. I begge tilfælde spiller begrundelser og didaktik en rolle. Hermed mener jeg: hvordan jeg gør hvad og hvorfor.

 En videnskab med deldiscipliner. Her tænkes på systematiserende videnskategorier om forandringer som opdragelsesteorier, didaktiske teorier, uddannelsesteorier, dannelsesteorier, undervisningsteorier, læringsteorier.

Denne skelnen mellem begreber om pædagogik er væsentlig, når det drøftes om det pædagogiske i pædagogisk antropologi er en betegnelse for et genstandsfelt – dvs. at man undersøger en kommunikativ praksis, hvor ’der er mere end en samlet’, eller om det er en videnskab med deldiscipliner – dvs. at der indgår systematiserende videnskategorier om forandringer.

Det næste led i sætningen leder til spørgsmålet: Hvordan kan reflektere forstås? Leksikalsk kan ’at reflektere’ forstås som at afspejle noget. Ligeledes kan det forstås som en form for at virke tilbage med det ’danske’ ord feedback. I en systemteoretisk forståelse vil det at reflektere opfattes som en markering af et forhold mellem inklusion og eksklusion. Det vil sige, at refleksionen er med til at opretholde, at den forandringsintenderende kommunikation, der foregår, netop handler om ’at have noget for med nogen’ til forskel fra at handle om noget andet som fx at tjene penge, at have magt eller at søge et sandere verdensbillede. Eller den handler om at forbedre de systematiserende videnskategorier med henblik at søge et sandere verdensbillede og ikke om at tjene penge, at have magt eller at have noget for med nogen.

Dermed giver sætningens sidste led også to betydningsmuligheder, når man spørger: Hvordan kan et mellemværende forstås? Mellemværende refererer enten til parterne i den kommunikative praksis og kan på den måde ses som forskellige variationer af didaktikkens hvordan, hvad og hvorfor. Eller det refererer til videnskategoriernes indbyrdes relationer fx mellem opdragelse og læring, mellem undervisning og didaktik, mellem undervisning og læring eller mellem ’praktisk’ pædagogik og pædagogisk videnskab. Om mellemværendet mellem ’praktisk’ pædagogik og pædagogisk videnskab kan man sige, at pædagogik er en form for kommunikation, der ’har noget for med nogen andre’. Denne kommunikation kan beskrives som forandringsintenderende. Heri ligger, at selvom man har intention om, at de, man er sammen med, skal udvikle sig fx til selvstændigt tænkende mennesker, har man ingen garanti for, at det, man har for med dem, sker. Som regel er denne forandringsintendering knyttet sammen med et professionelt forhold. Hermed mener jeg, at kommunikation med forandring af en anden for øje er rammesat af regler. Det er fx skolens eller daginstitutionernes bekendtgørelser. Derfor kommer denne forandringsintendering ikke ud af det blå, men er forankret i viden om det område, den virker i. Her bliver den pædagogiske videnskab og dens deldiscipliner relevante. Imidlertid er det også her, at potentialet i pædagogisk antropologi som forskningstilgang bliver relevant, idet den pædagogiske videnskab (og den antropologiske) – som alle videnskaber – har brug for nye strategier til at udfolde og pege på egne blinde pletter.