Читать книгу PAedagogisk antropologi - Группа авторов - Страница 28

En definition af det antropologiske kan, som præsenteret med Wulf og Zirfas (jf. ovenfor), repræsentere forforståelser, der tilbyder forskellige tilgange til, hvad antropologi er. Altså hvilken forståelse af, hvad et menneske er, der ligger til grund for det antropologiske. For at komme videre i forsøget på en definition, der aktualiserer træk ved et senmoderne videnskabssyn, henter jeg hjælp hos antropologen Kirsten Hastrup. Hun beskriver antropologi som en videnskab, hvor oplevelsen af kulturelle forskelle er blevet professionaliseret. Hun ser antropologi som en professionel forbløffelse, der omsættes i refleksion over verdens mangel på selvfølgelighed. Hun ser det som en samtale om det hypotetiske og dermed om det tænkelige med henblik på en form for klarhed. Det antropologiske er en distance til det etnografiske nærvær (Hastrup 1992). Hastrup tilfører den traditionelle antropologiske videnskabs vej fra det hun kalder en rationalistisk naturvidenskabelig attitude over en spagfærdig humanistisk fortolkende indstilling en tredje vej om solidaritet: den professionelle forbløffelse (1992:10). Dette forstår jeg som en særlig skærpelse af at stille spørgsmål ved det, der ligger lige for. Hastrup forholder sig til det antropologiske projekt i det senmoderne som et forhold mellem et etnografisk nærvær og en antropologisk distance. Dette forhold er et performativt paradoks, der ikke kan fjernes (Hastrup 1992:75). Hun foreslår en professionel forbløffelse som håndtering af et kompleks af forskelligheder. Det gør hun blandt andet ved at fiksere forskelle som afsæt for at stille spørgsmål til selvfølgeligheder. Herved muliggøres en udfoldelse af begrebet om antropologi som en dynamisk mulighed for at stille nye spørgsmål til de opfattelser, man har af verden. Man kan spørge, om ikke også antropologen vil være indfanget af sit eget tankemønster i distanceringen til det etnografiske nærvær. Om ikke også antropologen som forsker må forholde sig til sine egne indlejrede imperativer, der er en del af en ’videnskabens kultur’. Om ikke også den præmis bør udfoldes. I den senere eksemplificering af pædagogisk antropologi inddrager og diskuterer jeg dette som en del af visuel kultur som refleksionsstrategi. Her bliver Hastrups begreb om forbløffelse en velegnet performativ kategori, når ’velkendte’ kommunikative ’settings’ udforskes med kategoriserende videnskategorier som fx læring, undervisning, didaktik, opdragelse.

Hvis man i forlængelse af de respektive beskrivelser sammenstiller de to begreber pædagogisk og antropologi får man følgende betydning af pædagogisk antropologi: forandringsintenderende forbløffelse. Det senmoderne samfunds måde at være samfund på åbner til syneladende for, at de respektive videnskaber giver nye udforskningsmuligheder snarere som en konception af forskellige forskningstilgange end som betegnelser for genstandsområder og metoder. I det følgende beskrives betydningen af fire forskellige betoninger af henholdsvis det pædagogiske og det antropologiske, når der stilles forskningsspørgsmål. Ligeledes fremstilles en sammenstilling af pædagogisk antropologi som samlet konception – og som en femte betoning.