Читать книгу PAedagogisk antropologi - Группа авторов - Страница 35

I indledningen startede jeg med at spørge, hvad vi er fælles om at være forskellige i. Mit svar bliver, at det fælles er muligheden for at udfolde paradokset om forandrende forbløffelser uden at ophæve forskelligheden. Forskellige fagligheder kan ikke suspenderes, men de kan gradvis forandre sig, fordi der hele tiden vil komme nye bidrag til udfoldelsen af forandrende forbløffelser, hver gang man går ud og ser på sin omverden. Men de kan også blive frugtbare eksemplificeringer af en forskningstilgang i det øjeblik, de ekspliciteres som strategier, der vælger ud fra nogle kriterier og derved fravælger andre.

I denne tekst har jeg anvendt Wulfs og Zirfas plurale afsæt til at diskutere, hvad pædagogisk antropologi er. Jeg har forsøgt at gå et skridt videre ved at foreslå en medtænkning af konditionerne for det plurale afsæt og har her hentet hjælp i en systemteoretisk systematik for at fokusere på, hvordan pædagogisk antropologi kan noget. Som tilgang har pædagogisk antropologi et potentiale i at fastholde det polypositionelle og derved opretholde mulighederne for til stadighed at stille sig til rådighed for forandrende forbløffelser. Dette gælder i såvel forskning som uddannelse. Derved bliver der mulighed for at udvikle og udfolde strategier, der aldrig fastholdes i deres egen logik og derved bliver blinde for forandringer, men netop refleksivt lægger deres forudsætninger frem. Den åbne situation fordrer imidlertid, at tilgangens eksemplificeringer er stringente i konditioneringen af de strategier, der anvendes. De forskellige fagligheder må til stadighed arbejde på at reformulere sig på en måde, hvor de rammesætter deres positioner, men med reference til hinanden.