Читать книгу PAedagogisk antropologi - Группа авторов - Страница 31

På lignende måde kan jeg anvende systematikken til at beskrive betoninger af den pædagogiske komponent. Her ses på, hvordan pædagogikken iagttager antropologi.

1 For så vidt antropologien betragtes som en etnografisk praksis, det vil sige det, der foregår mellem deltagere i et interaktionssystem, vil den pædagogiske videnskab kunne iagttage antropologien. Et eksempel på en forskningsinteresse kunne være: ”Hvordan udfolder opdragelsessigtet sig i møder mellem mennesker?” Den pædagogiske teoretiker er interesseret i, hvordan forandringsintenderende kommunikation udfolder sig.

2 Med en forståelse af antropologi som en videnskabsdisciplin, vil den pædagogiske videnskab iagttage den antropologiske videnskab. Her kunne et eksempel på en forskningsinteresse være: ”Hvordan artikuleres opdragelsessigtet i antropologiens teorier?” Den pædagogiske teoretiker vil være interesseret i, hvordan antropologien teoretisk ekspliciterer de interaktioner, der foregår med sigte på forandring, fx med hjælp fra forskellige ansatser.

Disse fire forskellige betoninger repræsenterer, hvordan forskellige ’filtre’ kan anlægges konkret i relation til pædagogisk antropologisk forskning. Dette gælder i forhold til konkrete forskningsprojekter, men også i forhold til hvordan det pædagogisk antropologiske fags aktører bidrager i drøftelser af instituttets forskningsprofil og indhold. I praksis vil dette få indflydelse på hvilken uddannelsesprofil, der anlægges, hvilket indhold og hvilken litteratur, der vælges, hvilke traditioner man vender sig imod, hvorfra man henter inspiration osv. Som eksempel kan min position, der er inspireret af systemteori, bidrage til at forstå henholdsvis pædagogik og antropologi som videnskaber på følgende måde:

 Pædagogik ses som begrebssætning for en videnskab, der producerer viden om den normative rammesætning af undervisning og læring, og som i den forstand rammesættes af forskellen mellem pædagogisk videnskab og udvalgte systemer i omverdenen.Pædagogikkens selvbeskrivelse bygger for tiden på rationalitet (jf. den kritisk-hermeneutiske tradition), men forandrer sig i det senmoderne i retning af refleksivitet.

Ligeledes kan min position bidrage til at forstå antropologi som videnskab på følgende måde:

 Antropologi ses som begrebssætning for en videnskab, der producerer oplevelser af møder mellem mennesker forstået som muligheder, og som i den forstand rammesættes af forskellen mellem antropologisk videnskab og udvalgte systemer i omverdenen.

Antropologiens selvbeskrivelse bygger for tiden på solidaritet (jf. Hastrup 1992).

De to videnskaber repræsenterer modsatrettede positioner: at udforske den intenderende forandrings implikationer – både institutionaliseret og ikke institutionaliseret – og at udforske det tilgængelige som udtryk for det hypotetiske – forstået som det utilgængelige og ubeviselige grundvilkår for mennesket. Den ene position interesserer sig for, hvordan det er muligt at forandre mennesker på en måde, der gør potentialer synlige, den anden interesserer sig for, hvordan det er muligt at satse på at acceptere, at potentialer er usynlige.