Читать книгу PAedagogisk antropologi - Группа авторов - Страница 33

Som fagområde er visuel kultur et eksempel på, hvordan pædagogisk antropologi udfolder det forandringsintenderende og det hypotetisk mulige. Herigennem bliver visuel kultur en refleksionsstrategi, der søger at stille nye spørgsmål til visuelle fænomener og dermed udfordrer selvfølgeligheder og eksponerer modsætninger. Refleksionsstrategien ses ikke alene som en forskningsmulighed, men også som en uddannelsesmulighed. Det følgende eksemplificerer denne strategi anvendt på en konkret case. Casen er et eksempel på, hvordan jeg har anvendt visuel kultur som refleksionsstrategi, og hvor strategien udfolder et paradoks, der udspiller sig visuelt i en uddannelsessituation i det danske skolesystem. Visuel kultur anvendes som strategisk tilgang i undersøgelsen af multikultur og eksponerer nogle potentialer, der kunne, men ikke kommer i spil. I casen eksponeres modsigelserne mellem, hvad lærere tror, de underviser i, hvordan undervisningen repræsenterer målsætningerne i uddannelsesaktiviteter, og hvordan eleverne på en gang honorerer disse krav og samtidig udtrykker noget andet i deres fysiske fremtræden. Min pointe er, at den modsætning altid har eksisteret, men den artikulerer sig visuelt i kontekster, der viser etnisk mangfoldighed. Casen er fra et projekt, der omhandler æstetisk produktion af en animeret billedhistorie på computer, og hvor forskningen søger svar på, hvordan unges fritidsrelaterede æstetiske medieressourcer udfolder sig i en pædagogisk kontekst (Buhl og Hemmingsen 2004). I pågældende projekt gennemførte jeg en række observationer af selve produktionsprocessen af nogle animerede billedhistorier, ligesom jeg efterfølgende havde de færdige billedhistorier til rådighed. Observationerne var rammesat af den faglighed, som uddannelsessystemet foreskriver. Det vil i dette tilfælde sige, at det som klassens elever foretog sig af formuleret relevans for mit forskningsprojekt, var det billedarbejde, der foregik i fremstillingen af en animeret billedhistorie på en computerskærm forstået som æstetisk produktion. I en systemteoretisk forståelse kan man sige, at jeg interesserede mig for billeduddannelseskommunikationen, og det var i nævnte tilfælde meget konkret afgrænset til at udspille sig på computeren. Klassen skulle lave en æstetisk produktion med deres fortolkning af en dansk novelle, der handler om kærlighed. I casen er situationen den, at de to piger, jeg observerer, er af anden etnisk baggrund end dansk. De fremstiller en billedhistorie, hvor de på computeren tegner figurer, der er hvide, vestlige og moderigtige unge. Disse unge gennemlever en kærlighedshistorie og ender med at få hinanden til sidst. Samtidig med at denne æstetiske produktion udspiller sig på skærmen, udspiller der sig en anden uden for skærmen. Her sidder den ene af pigerne i cowboybukser og en bluse, den anden pige er klædt i lange skørter og tørklæde. Den sidstnævnte pige fremstiller således en helt anden selvpræsentation end den, hun fremstiller på skærmen. Pigen i skørter og tørklæde udtrykker én form for kultur på skærmen og en anden med sin krop. Det rejser nogle spørgsmål til, hvad der udspiller sig, og hvordan det kan reflekteres:

 Er pigen undertrykt af sin egen kultur?

 Er pigen undertrykt af vestlig kultur?

 Hvor er den sande identitet – på kroppen eller på skærmen?

 Er multikulturelle spørgsmål så simple som ’mig og de andre’?

 Foregår der noget helt tredje?

 Hvilken identitet faciliterer uddannelsessystemet?

Hvordan kan visuel kultur bruges til at undersøge disse spørgsmål? Visuel kultur kan anvendes strategisk i udforskningen af kompleksiteten i disse spørgsmål. Kompleksiteten består i udfoldelsen af et paradoks mellem det forandringsintenderende – det vil her sige den rammesatte situation med at lave en æstetisk produktion, der har til hensigt at producere mening og betydninger af det at være ung, at fortolke en novelle, at udvide sit billedæstetiske repertoire og at blive klogere på aspekter af verden ved at bruge en æstetisk erkendemåde, der er anderledes end den verbal-analystiske - og det hypotetisk mulige – det vil her sige det potentiale, der er i den unge piges praktisering af visuel kultur, som udfolder sig på andre måder end det repertoire, hun anvender på skærmen. Kompleksiteten er et anliggende for forskningen, men den er også et læringspotentiale i selve uddannelsessituationen hos de to piger. Den pædagogiske antropolog må således reflektere dels situationen, dels læringspotentialet, dels forskningspotentialet. For at belyse dette forhold kan visuel kultur differentieres i tre: som praksis, som refleksionsstrategi i uddannelse og som refleksionsstrategi i forskning.