Читать книгу PAedagogisk antropologi - Группа авторов - Страница 24

Selvom konstruktionen af pædagogisk antropologi er ny i Danmark, i hvert fald som profil for et institut, er den kendt og anvendt som videnskab uden for Danmark. Den pædagogiske antropologi som betegnelse for en videnskab har eksisteret i Tyskland i en årrække. Her har arbejdet med at definere pædagogisk antropologi stået på siden 1950’erne. Et eksempel på hvilke diskussioner, der foregår vedrørende pædagogisk antropologi, kan findes i antologien Theorien und Konzepte die pädagogische Anthropologie (1994). I indledningskapitlet Rückblick und Aussicht giver Christoph Wulf og Jörg Zirfa et rids af den pædagogiske antropologis udspring og bevægelser. Selvom der indledningsvis laves spor tilbage til Platon, er synspunktet, at en egentlig pædagogisk antropologisk videnskab kan identificeres fra 1950’erne og frem. Der fremstilles et systematiseringsforsøg over forskellige ansatser til, hvilken menneskeopfattelse der ligger til grund for denne videnskab. Forfatterne påpeger, det er vigtigt at anskue pædagogisk antropologi som plural og i sin historicitet. Det plurale vil sige, at den som konception ikke refererer til et bestemt sæt af discipliner som filosofi, fænomenologi og integrative ansatser, dvs. elementer i eksisterende pædagogiske teorier. Wulf og Zirfa indskriver sig i en kreds af teoretikere, der betragter pædagogisk antropologi som et pluralistisk tankemønster, hvor forskellige discipliner kan bidrage til fx etnologi, æstetik og systemteori (1994:11). Historiciteten dækker over, at de teorier, der trækkes på, må ses i deres historiske kontekst for tilblivelse og dermed de forståelseskategorier, det giver anledning til. Systematiseringsforsøget repræsenterer forskellige videnskabspositioner, som kendes fra den øvrige pædagogiske forskning:

1 Den integrale ansats. I denne begribes mennesket som et ’opdragbart’ og opdragelseshungrende væsen.

2 Den filosofiske ansats. I denne begribes mennesket med reference til Nietzsche som helheden af et åbent spørgsmål.

3 Den fænomenologiske ansats. I denne begribes mennesket i distinktionen mellem voksen, barn, lærer, elev, far, mor osv.

4 Den dialektisk-refleksive ansats. I denne begribes mennesket som et politisk væsen, der realiseres gennem social og individuel virksomhed.

5 Den implicitte ansats: I denne begribes mennesket som det, der kommer til syne i forestillingen om et menneske.

6 Den texturale ansats: I denne begribes mennesket som poetisk tekst.

7 Den plurale-historiske ansats. I denne begribes mennesket i en modus af pluralitet, refleksivitet og dobbelt historicitet (Wulf & Zirfas, 1994:20).

Wulf & Zirfas bekender sig til den plurale-historiske ansats, der markerer, at den ikke er en enhedsposition, men en tænkeansats, der stiller spørgsmål til bearbejdning af grænser og selvmodsigelser i den pædagogisk-antropologiske videns historiske kontekst (Wulf & Zirfas, 1994:20).

Som det fremgår, er de respektive ansatser afgørende for hvilken position, der bringes med ind i diskussionen af, hvordan pædagogisk antropologi kan forstås. Wulf og Zirfas lægger som alle andre også selv en forforståelse ind i den gennemgang, der bringer dem frem til den ovenfor stående beskrivelse. Hvorvidt aktualiteten af pluralistiske orienteringer frem for en enhedsorientering skal forstås i en dobbelt historisk kontekst (jf. Wulf og Zirfas) eller i en evolutionær kontekst, som er en anden retning i den tyske tradition (fx Johanna Uher: Pädagogische Anthropologie und Evolution 1995) kan diskuteres. Fra en systemteoretisk tilgang er formålet at udforske, hvordan forandringer sker, og her er Luhmanns teori om evolution brugbar. Luhmann beskriver generelt, hvordan en kommunikation uddifferentierer sin særlige ramme ved at opfylde en funktion, der ellers ikke ville blive opfyldt. I et længere perspektiv kan pædagogisk antropologi vise sig at være det. Han betragter evolution som forandringer gennem hændelser – dvs. at der kommer et uventet bidrag i kommunikationen gennem variationer – dvs. at kommunikationens præmisser tager en drejning, og gennem tilkendelse af strukturværdi – dvs. at kommunikationens præmis er rammesat på en anden måde herefter (Luhmann 1993). Denne forandring rammesætter, hvordan en kommunikation bliver til pædagogisk antropologisk kommunikation. Indholdet af denne kommunikation udgør pædagogisk antropologis historie. Imidlertid har pædagogisk antropologi i Danmark ikke en historie, hvilket dog ikke forhindrer, at der kan arbejdes med fx en plural-historisk strategi. Men ud fra en systemteoretisk antagelse vil man altid være blind for den position, man selv iagttager verden fra. Derfor er den plurale-historiske position en position blandt positioner. Imidlertid udtrykker det en opmærksomhed på det, jeg kalder en polypositionel forskningstilgang. Den polypositionelle forskningstilgang arbejder med udfoldelsen af paradokset om, at pædagogisk antropologi har forskellighed som det fælles. Jeg vil således tage fat i Wulf og Zirfas bestræbelser på at bearbejde grænser og selvmodsigelser og argumentere for, hvordan man kan arbejde med deres idé om nye kategoriseringer. Jeg vil gøre det – ikke ved at eliminere problemerne ved teoretiske positioners relativitet, men ved at udfolde dem som paradokser. Her kan systemteorien bidrage med en systematik, som er produktiv. Den kan anvendes i analysen af pædagogisk antropologi på DPU og i operationaliseringen af en polypositionel forskningstilgang eksemplificeret ved visuel kultur. Systemteorien giver mig mulighed for at markere forskellige positioner på en måde, der synliggør, hvordan pædagogisk antropologisk kommunikation rammesættes. Det giver mulighed for at pege på, at når man søger at indkredse, hvad en konception indeholder og ikke indeholder, står man altid i en position, der gør, at kommunikationen rammesættes på en bestemt måde. Det man selv siger, og det man hører andre sige, bestemmes af denne position. Dette har betydning, når en forsknings- og uddannelsesprofil drøftes.

Men, som jeg skrev i starten, kan konstruktionen af pædagogisk antropologi for nuværende nærmere ses som en komponent i et idékompleks. Derfor vil analysen i det følgende først og fremmest fokusere på den konception, der danner udgangspunkt for pædagogisk antropologi i form af en række sammenbragte fagligheder og deres videnskabsteoretiske traditioner. Den undersøges med den systemteoretiske systematik, som jeg anvender til at komme med et bud på, hvordan pædagogisk antropologi kan anskues som en polypositionel forskningstilgang, der er karakteriseret ved, at positionerne er ens i deres måde at være forskellige på. I det følgende afsnit behandles, hvordan jeg ser forskellige positioner artikulere sig aktuelt i konstruktionen af instituttet på DPU. Ligeledes vil jeg i lyset af, at det er et nyt universitet, der er etableret ved nedlæggelsen af tre autonome institutioner (Danmarks Lærerhøjskole, Danmarks Pædagoghøjskole og Danmarks Pædagogiske Institut), forholde mig til, at forskellige videnskabstraditioner nødvendigvis må spille en rolle, når medarbejdere fra tre nedlagte institutioner bringes sammen i etableringen af en ny. Denne konkrete situation artikulerer en pluralisme, som måske særligt viser sig, når der skal formuleres en selvbeskrivelse. Efter min opfattelse er det et generelt vilkår i forhold til forskningsverdenen som sådan i et senmoderne samfund, der vil blive stadigt tydeligere fremover.