Читать книгу PAedagogiske umuligheder - Группа авторов - Страница 12

Catherine Millot: Antipædagogen Freud. Psykoanalyse og opdragelse

Antologien indledes med et uddrag fra psykoanalytikeren Catherine Millots Freud antipédagogue fra 1979. Denne fortjener større bevågenhed af mindst tre grunde. For det første redegør Millot for spørgsmålet om psykoanalyse og pædagogik hos Freud og i receptionshistorien. For det andet analyserer hun eksplicit problemstillingerne på baggrund af Lacans efterhånden uomgængelige tænkning af psykoanalysen. For det tredje fortjener teksten at blive læst og diskuteret på grund af dens grundlæggende tese: at forholdet mellem den pædagogiske praksis og den analytiske praksis er radikalt antinomiske, at der ikke findes nogen psykoanalytisk pædagogik, og at en psykoanalytisk praksis, der bliver opdragende, ikke længere er psykoanalyse.

Millot indleder med en historisk fremstilling af, hvad Freud selv udtrykkeligt sagde om det pædagogiske. Og det var ikke meget. Dernæst følger en fremstilling af receptionshistorien – Wilhelm Reich, Herbert Marcuse – der begge mente at kunne legitimere nye pædagogiske programmer med psykoanalysen. Millot argumenterer, at Reichs og Marcuses ideer forudsætter en misforståelse af nogle af Freuds grundlæggende teser. Dernæst fremstilles modsætningsforholdet mellem to af den psykoanalytiske traditions vigtigste skoledannere, Anna Freud og Melanie Klein, hvor førstnævnte mener – med forbehold og mange nuancer ganske vist – at kunne alliere psykoanalysen med opdragelse, og hvor sidstnævnte hævder de to områders radikale antinomiske status, det vil sige, at en person ikke i sin praksis kan være både pædagog og analytiker for en anden person. Afslutningsvis fremstilles Neills berømte Summerhill-pædagogik og dens erklærede inspiration fra psykoanalysen. Her viser Millot, at psykoanalysen kun forefindes i meget rudimentær og ufordøjet udgave, hvilket vel at mærke ikke hindrede Neill i at være en fremragende lærer. Neill miskendte imidlertid grundene til sin relative succes; han tilskrev den sine pædagogiske principper, hvorimod det er Millots tese, at den snarere burde tilskrives hans såkaldte ekstraordinære personlighed og de ubevidste overførings- og identifikationsmekanismer, som denne afstedkom hos eleverne. Millots (og psykoanalysens) tese er, at det, som er egentlig virkningsfuldt i et subjekts (en lærers, en pædagogs, en politikers, en analytikers) indflydelse på en anden, findes i deres respektive ubevidste. I den pædagogiske relation viser pædagogens ubevidste sig at veje tungere end alle hans eller hendes bevidste intentioner.

En opsummering af Millots position kan således lyde, at de, der mener, at psykoanalysen kan forme en pædagogisk praksis, er gået fejl af psykoanalysens væsentligste pointer – og dermed af psykoanalysens radikalitet og originalitet både som teori og som praksis betragtet.