Читать книгу PAedagogiske umuligheder - Группа авторов - Страница 4

BEGREBET DET PÆDAGOGISKE

Оглавление

Begrebet pædagogik kan enten udgøre en samlebetegnelse for opdragelse og undervisning eller netop forudsætte en distinktion mellem kunsten at opdrage og videnskaben om undervisning. I det følgende skal bearbejdningen af psykoanalysens tale om umuligheder i forbindelse med opdragelse hvile på en distinktion mellem begreberne opdragelse og undervisning på den ene side og på den anden side pædagogik eller det pædagogiske. Det pædagogiske skal her referere til dén dimension ved det at opdrage, uddanne og undervise, der unddrager sig den planlæggende didaktiske vilje og mål, dén dimension ved det at opdrage og undervise, som unddrager sig videnskabens begribelse, dét ved såvel opdragelse som undervisning, der unddrager sig en videnskabelig form for tænkning.

Distinktionen mellem opdragelse og undervisning på den ene side og pædagogik på den anden er afgørende for at kunne fastholde muligheden for en ikke-videnskabelig, filosofisk tænkning af det pædagogiske. Almindeligvis forsvares et filosofisk perspektiv på det pædagogiske med begrebet dannelse (emnet for kapitel 5) og med det etiske og politiske perspektiv. Der skal her slås til lyd for, at det berettigede og nødvendige forsvar imod den restløse reduktion af pædagogisk tænkning til opdragelses- og uddannelsesvidenskab ikke udelukkende kan bestå i at reducere pædagogisk filosofi til enten et spørgsmål om dannelse eller et spørgsmål om etik og politik. Under inspiration fra den psykoanalytiske praksis skal et ideal om en værdifri pædagogik forsvares, idet idealer og værdier snarere må betragtes som en hindring for ikke blot tænkning af det pædagogiske, men for pædagogiske effekter overhovedet. En mulig tredje vej mellem scientismen og dannelsesfilosofien skal udpeges.

Den nutidige form for scientisme abonnerer ikke blot på ideen om, at kun videnskabelige udsagn kan gøre krav på sandhedsværdi, ej heller på den traditionelle anfægtelse på baggrund af bestemte naturvidenskabelige normer for videnskabelighed af human- og samfundsvidenskabelige praksissers status som værende videnskabelige. Nej, det afgørende ved den nutidige scientisme er normen om, at ethvert forskningsprojekt skal munde ud i en udpegning af praktiske handlingsanvisninger.

Det er vanskeligt at se, i hvilken forstand dannelsesfilosofien skulle udgøre nogen form for kritisk modvægt til denne tendens. Denne antologis bud på, hvorfor man savner det kritiske potentiale i dannelsesfilosofien er, at denne er bundet til et humanistisk subjektbegreb og en normativitet, der umuliggør tænkning af subjektet overhovedet og i læreprocesser i særdeleshed.

PAedagogiske umuligheder

Подняться наверх