Читать книгу PAedagogiske umuligheder - Группа авторов - Страница 7

At der ikke findes noget pædagogisk forhold, er en variation over Lacans berømte tese om, at “der ikke findes noget seksuelt forhold”. ³ I Lacans psykoanalyse er kønsforskellen et spørgsmål om det manglende forhold mellem kønnene, at den ene ikke har, hvad den anden mangler, at de to køn ikke kompletterer hinanden i et værdiernes modsætningsforhold. At hævde, at der ikke findes noget seksuelt forhold, er det samme som at hævde, at det ikke er muligt at repræsentere kønsforskellen, at benævne, hvori den består. “Umulighed” vil sige, at kønsforskellen strengt taget ikke ‘betyder’ noget, men ikke desto mindre er “reel”, det vil sige ‘er’ det, der modsætter sig repræsentation. Kønsforskellen kan ikke repræsenteres som et ‘forhold’, et symmetrisk modsætningsforhold, men er det, “som ikke ophører med ikke at blive skrevet” (Lacan 1975b: 87). Forskellen er noget, der hjemsøger os ved uophørligt at minde os om, at vi ikke er hele; forskellen vender tilbage som en umulighed at repræsentere, en ufuldstændighed. Kønsforskellen er ikke en hvilken som helst umulighed, snarere en af de for eksistensen grundlæggende umuligheder – som døden er det. Repræsentationer af kønsforskellen har samme mytiske status som repræsentationer af et liv efter døden.

Tilsvarende altså med det pædagogiske forhold, som i al sin enkelhed heller ikke skal repræsenteres som et komplementært forhold mellem den, der ved, og den, der mangler viden – af nogle kaldet “tankpasserpædagogik” – eller som “det kompetente barn”, hvis naturlige begær efter viden blot skal gødes af pædagogen – her er vi ovre i “gartnerpædagogikken”.

Ikke desto mindre skal der i det følgende være tale om ‘det egentligt pædagogiske’. Dette består i en anerkendelse af, at ‘der ikke findes noget pædagogisk forhold’, hvilket netop miskendes både af et undervisningsperspektiv, der forudsætter ideen om et symmetrisk forhold: nogen der formodes at vide, og nogen der formodes ikke at vide, og af et læringsperspektiv, hvor eleven eller den studerende er “i centrum”, har “ansvar for egen læring”, er det selvdannende, kreative individ, og læreren til gengæld fungerer som facilitator, coach, fødselshjælper eller medstuderende. Det særlige ved psykoanalysen er, at den hverken kan tages til indtægt for undervisningsperspektivet eller for læringsperspektivet, fordi den opererer med en tese om, at al opdragelse og undervisning forudsætter ubevidste identifikationer med (den Andens) idealer og overføring (emnet for kapitel 4: “Pædagogisk pli”).

Hvad viden angår, opererer psykoanalysen ganske vist med en fundamental tese om, at subjektet er vidende, men det ved uden at ville vide af denne viden, det ved uden at kunne holde denne viden ud, det ved uden at kunne anerkende denne viden. Og denne ikke-ville-vide-af er grundlæggende for vidensbegæret, at der ved siden af vidensbegæret må tænkes et begær efter ikke at vide, af Lacan kaldet “lidenskabelig uvidenhed”, der skaber en grundlæggende og uløselig konflikt i vidensbegæret (emnet for kapitel 6).