Читать книгу PAedagogiske umuligheder - Группа авторов - Страница 9
KRAV OG BEGÆR
ОглавлениеBegæret – eller manglen – artikuleres, og er altså sprogligt. Artikulationen af begæret kan få det til at stivne i et krav, et præcist defineret krav, et ‘du skal …’. Når dette sker, er begæret dobbelt fremmedgjort. Det egentligt pædagogiske består i, at kravet løsnes fra begæret, at identifikationen af begæret med et bestemt krav bliver løsnet; ikke for at opnå en tilstand, hvor begæret ikke skulle være fremmedgjort, men for at opnå, at begæret ikke koagulerer i en underkastelse under bestemte krav fra konkrete andre, det være sig forældre, pædagoger eller lærere. Når der skabes identitet mellem den Andens begær og den Andens krav, viger man for begæret af den enkle grund, at spørgsmålet om den Andens begær, og hvad den Anden mangler, foregøgles at kunne tilfredsstilles og dermed ikke længere være uafgjort. Og denne uafgjorthed er selve forudsætningen for tænkning og ny viden.
“Ikke at vige for sit begær er at gøre sin pligt” lyder et etisk imperativ hos Lacan. Dette kan ikke oversættes til ‘at gøre, hvad man har lyst til, er at gøre sin pligt’. Snarere kan det oversættes til ‘ikke at vige for det ukendte i begæret er at gøre sin pligt.’ Når en lærer kan bære og befordre opløsningen af identiteten mellem krav og begær, kan han have en egentlig pædagogisk effekt, det vil sige befordre, at eleven eller den studerende ikke viger for sit vidensbegær. Denne problemstilling er udgangspunkt for – og uddybes – i kapitel 4: “Pædagogisk pli”.
Begrebet det ubevidste og dermed psykoanalysens bidrag til pædagogikken og uddannelsesvidenskaberne har karakter af en ‘klap hesten’ snarere end af positive bidrag. Og psykoanalysen er en fortsat insisteren på, at der er manifestationer, som videnskaben ikke kan begribe. Psykoanalysen er, når dens praksis tages alvorligt, en stadig erfaring af bemestringens umulighed, og dens mål er en anerkendelse af, at selverkendelse er umulig, at selverkendelse er et spejlkabinet af imaginære idealer. Selverkendelse er grundlæggende miskendelse. Også derfor er en psykoanalyse uendelig, har ingen ende; også derfor er den stødende for enhver utålmodig, kognitiv terapeutisk effektivitet. Det ubevidste handler om, at vi er os selv fjernest. Også eller måske især når vi underviser og opstiller alskens mål og bekender os til etiske retningslinjer, ligger miskendelsen lige for.