Читать книгу PAedagogiske umuligheder - Группа авторов - Страница 13

Shoshana Felman: Psykoanalyse og uddannelse: den endelige og den uendelige undervisning

Litteraten Shoshana Felmans artikel er et svar på og protest imod psykoanalysen forstået som antipædagogisk. Protesten er eksplicit i sit afsæt, og provokationen fra Millots arbejde er tydelig igennem hele artiklen.

For at kunne se psykoanalysens produktive karakter for pædagogikken, skal man, ifølge Felman, ikke fokusere på, hvad psykoanalysen udtrykkeligt har at skulle have sagt om pædagogik, hvilket indrømmes ikke at være meget. Man skal fokusere på den performative dimension ved den psykoanalytiske lære, ved Freud og Lacan som lærere og ikke mindst som lærende, det vil sige, hvordan de lærte og af hvad.

Man kan fortolke Felmans position på den måde, at den overfører den psykoanalytiske kliniks kopernikanske vending på pædagogiske forhold. Vendingen i psykoanalysens kliniske praksis er en omvending af vidensforholdet mellem patient og læge i den forstand, at kun hvis analytikeren formår at opgive den lægelige, autoriserede vidensposition, kan han eller hun fungere som analytiker. Denne afmagtsposition er forudsætningen for, at den viden, som analysanden ikke vil vide af at sidde inde med, den ubevidste viden, kan komme på tale, så det ikke længere ‘ikke må hedde sig’. Psykoanalysens grundlæggende tese er, at analysanden ikke lider på grund af mangel på viden, og helbredelsen findes ikke i den lægelige, terapeutiske viden. Analysanden lider på grund af en viden, som han ikke vil vide af. Kuren består i at blive bragt til at anerkende denne viden.

Hvad det pædagogiske forhold angår, er det originale ved Freud og Lacan ifølge Felman deres status som lærende, og hvad de tog ved lære af, nemlig drømme, litteratur og deres analysander. De tog altså ved lære af ikke-autoriserede vidensformer, hvilket i dag kunne gå under navnet det ikke-evidensbaserede. Der tages ved lære af den bogstavelige, “tekstlige”, “litterære” viden, at subjektet ikke vil vide af, at den sproglige artikulation vidner om, at subjektet ved mere, end det vil vide af. Den ubevidste viden, (den Andens viden, “det ubevidste er den Andens tale” ifølge Lacan) viser sig i form af en exces af mening i den bogstavelige, “tekstlige” manifestation. I modsætning til Millots tese om det antinomiske forhold mellem psykoanalyse og pædagogik, er det Felmans tese, at hvad pædagogen kan lære af psykoanalysen, netop er at lytte efter, hvor modstanden mod viden manifesterer sig i teksten og talen. Dette må implicere, at netop modstand mod viden, modstand mod at lære er pædagogikkens raison d’être. En diskussion af denne modstands karakter og muligheder udfoldes i min artikel “Pædagogisk pli” (kapitel 4).