Читать книгу PAedagogiske umuligheder - Группа авторов - Страница 17

Kirsten Hyldgaard: Lidenskabelig uvidenhed.

Subjektet som en fundamental umulighed i pædagogisk praksis

Psykoanalysens tese er, at subjektets lidelse ikke kan begrundes i uvidenhed, snarere i en viden, som subjektet ikke vil vide af. Artiklen undersøger spørgsmålet om, hvilket begreb om viden der er på spil, når der tales om ubevidst viden, og hvilket forhold dette har til videnskabelig viden. Det er almindeligt at operere med en antagelse om, at begæret efter viden er en antropologisk konstant, ja, noget medfødt, som først efterfølgende kan knægtes af forældre og pædagogers uforstand, sågar onde vilje. Denne ide om et medfødt vidensbegær kan Freud ikke bekræfte. Hos ham opstår begær efter viden, forskning og tænkning overhovedet kun nødtvungent. Tænkning afstedkommes af “Lebensnot”. Man tænker kun, hvis man er tvunget til det.

At psykoanalysen repræsenterer en ikke-videnskabelig form for tænkning kan endvidere bidrage til et forsvar mod scientismen i den pædagogiske forskning, til et forsvar for den pædagogiske filosofis eksistensberettigelse i forhold til pædagogiske videnskaber. Traditionelt begrænses dette forsvar mod en reduktion af pædagogisk tænkning til videnskaber til argumenter for, at enhver pædagogisk praksis implicit eller eksplicit er styret af værdier, der transcenderer den faktiske, konkrete formidling af viden og træning af færdigheder, og at etik derfor nødvendigvis må være en integreret del af pædagogisk tænkning. Her skal der imidlertid slås til lyd for, at forsvaret imod scientismen ikke udelukkende kan bestå i at reducere den pædagogiske filosofi til et spørgsmål om etik. Under inspiration fra den psykoanalytiske praksis og Lacans etiske imperativ: “Ikke at vige for sit begær er at gøre sin pligt”, skal en værdifri pædagogik forsvares; idealer og værdier er snarere en hindring for ikke bare analyse og tænkning af det pædagogiske, men også for egentlige pædagogiske effekter.

Sundhedspædagogikkens problem er dens fundamentale afmagt. Reaktionen fra den sundhedspædagogiske forskning vedbliver per automatik at være udtænkning af nye eller genbrug af velafprøvede former for generaliserede handlingsanvisninger. Videnskab kan ikke anerkende, at det ikke er objektiv viden, der mangler, at det overhovedet ikke er mangel på viden, der er problemet, men at problemet er den manglende anerkendelse af det singulære subjekts ubevidste viden.