Читать книгу PAedagogiske umuligheder - Группа авторов - Страница 14

Renata Salecl: Respekt for den Anden. Uddannelsens diskurs

Begrebet diskurs har med afsæt i Foucault været ganske indflydelsesrigt i uddannelsesforskningen. Begrebet er ligeledes centralt for filosoffen Renata Salecl, men med afsæt hos Lacan. I sin artikel analyserer Salecl undervisningens diskurs med afsæt i Austins talehandlingsteori, Bourdieus svar på denne og J. Elsters tese om, at dannelse “grundlæggende er et biprodukt”, der ikke kan befordres af bevidst planlagte didaktiske mål. Med udgangspunkt i Lacans skelnen mellem mesterens og den universitære diskurs stiller Salecl det enkle spørgsmål, hvorfor lærere egentlig skal være høflige over for elever, og hvorfor direkte ordrer som “Klap så i, og det skal være nu!” egentlig er uacceptable talemåder i skoler og andre pædagogiske institutioner. Og hun svarer selv: Grundene er ikke ideelle, moralske hensyn til børnene – man kan sagtens, ja lettere, udvise dræbende subtil ondskabsfuldhed iklædt høflige gevandter – snarere er man høflig og udviser respekt over for den Anden. Det vil her sige, at lærerens tale er forpligtet til at referere uden for sig selv, lærerens tale autoriserer ikke sig selv, læreren har kun autoritet i kraft af, at hans praksis er sanktioneret af den anonyme Anden ved navn “den socialt anerkendte viden” og de socialt anerkendte pædagogiske praksisser: at lærere ikke må afstraffe børn fysisk, ikke må banke og true viden ind i hovederne på dem. Sadismen må finde andre veje, for eksempel i form af høfligt bidende sarkasme. At eleven skal tie stille og høre efter, kræver begrundelser – med hensynet til andre kammeraters ret til at komme til orde, at der skal undervises overhovedet, og hvad der skal undervises i, kort sagt socialt (det vil sige af den anonyme Anden) anerkendte mål.

I den pædagogiske teori har der altid været en balancegang mellem den dimension ved uddannelse, der vedrører indlæring af kundskaber, opøvelse af færdigheder og så den moralske dannelse. Salecl argumenterer for, at undervisning aldrig kan have den moralske dannelse som didaktisk mål, at den moralske dannelse snarere er et ikke-intenderet biprodukt ved indlæring af kundskaber, at man altså nok kan undervise i teorier om at blive demokratiske medborgere eller revolutionære subjekter for den sags skyld, men om eleven bliver et dannet menneske – demokratisk eller revolutionært – må besvares med det begreb om ideologi, der sætter sig igennem bag om ryggen på de erklærede didaktiske hensigter og ophøjede principper. Ingen er som bekendt blevet dydig af at lytte til forelæsninger i etik, og akademisk ekspertise inden for feltet modsvares så langtfra af princippernes aktualisering hos den enkelte professor i etik og dannelsesfilosofi.