Читать книгу PAedagogiske umuligheder - Группа авторов - Страница 8
VIDENSBEGÆRET ER DEN ANDENS BEGÆR
ОглавлениеEt grundbegreb i det følgende er begær, vidensbegær. Lacans variation over den klassisk filosofiske (hegelianske) tese om subjektet som værende bestemt ved den Andens begær tilføjer den afgørende forskel til traditionen, at subjektet ikke er bevidsthedens subjekt, men det ubevidstes subjekt. Subjektet er selve spørgsmålet om den Andens begær; der er ikke tale om noget subjekt, ‘før’ spørgsmålet om den Andens begær stilles, hvorfor der ikke findes noget ‘eget’ begær. Begæret er per definition socialt.
Når den Anden skrives med stort ‘A’ i det følgende, peges der på, at denne funktion ikke kun kan beskrives som den imaginære forestilling om og forhold til den konkrete anden, et jegs forhold til et du, et intersubjektivt forhold bestående af allerede givne subjekter, der dernæst træder i forhold til hinanden. Der er noget på spil, en gentagelse, et mønster i forhold til konkrete andre, en andethed der ikke kun kan forklares med jegets eller den konkrete andens beskaffenhed, kaldet subjektivitet, karakter eller personlighed. Dette ‘noget’ i forholdet til den konkrete anden betegnes med ‘den Anden’. Det imaginære forhold til den konkrete anden kan og skal analyseres og beskrives som værende underkastet og determineret af en formel, symbolsk orden, forholdet til den konkrete anden er altid allerede struktureret. Ofte bruges begrebet ‘den symbolske orden’ i stedet for ‘den Anden’, når fokus er direkte på spørgsmålet om den strukturelle determination af forestillinger, repræsentationer, billeder af objekter og andre i verden.
Med ‘struktureret’ menes altså også her, at der er gentagelse på spil i jegets forhold til konkrete andre. Begrebet subjekt – til forskel fra begrebet jeg – er denne gentagelse, en gentagelse der unddrager sig refleksionen og viljens magt. Analysen eller beskrivelsen af det duale forhold kræver således en tredje instans, ikke et tredje jeg, men netop en funktion, en formel instans for at beskrive gentagelsen.4
Begær er egentlig vidensbegær, et begær efter det – qua den Andens – der ikke kan vides om med sikkerhed. Begæret artikuleres som en mangel, det vil her sige som et spørgsmål, hvor svaret unddrager sig; begæret er, qua den Andens, navnet på det ukendte par excellence.
Begæret er fundamentalt fremmedgjort i kraft af at være et spørgsmål om, hvad den Anden begærer, hvad den Anden mangler, hvad der er den Andens objekt, og hvad subjektet er for den Anden. Lacan slår fast, at psykoanalysens objekt ikke er mennesket – psykoanalysen er ikke en humanvidenskab – men manglen, den Andens mangel, manglen på objektet såvel som objektet som mangel (med den tekniske notation “objekt a”).