Читать книгу PAedagogiske umuligheder - Группа авторов - Страница 16

Kirsten Hyldgaard: I begyndelsen var den Anden. Eller subjektet, historien, Paulus og universalismen

Her er anledningen til artiklen den megen fokus på dannelsesbegrebet i den pædagogiske filosofi, at pædagogisk filosofi reduceres til dannelsestænkning. Hvordan vil den pædagogiske filosofi tage sig ud, hvis filosofien ikke længere har det ellers altdominerende dannelsesbegreb som orienteringspunkt? Hvordan vil tænkningen af det pædagogiske se ud, hvis man i stedet for et subjektbegreb, der ikke er til at skelne fra et begreb om selvet eller jeget, taler om subjektet som det ubevidstes subjekt? Dannelsestænkningen har sin forudsætning i et tysk-idealistisk og humanistisk subjektbegreb. Når det pædagogiske reduceres til et spørgsmål om dannelse, begrænses tænkningen til og af en humanistisk filosofisk horisont.

Psykoanalysens bidrag til teorier om det sociale består i bestræbelsen på at transcendere alle variationer over en dikotomi mellem subjektet og det sociale eller enhver ide om subjektet og det sociale som to forskellige slags ‘stof ’. Problemet for psykoanalysen består i at begrebsliggøre subjektet og det sociale på en måde, der overskrider en psykologisk, en sociologisk og en socialpsykologisk horisont, altså horisonter hvor man kan tænke subjektet og det sociale som to forskellige ontologier.

Artiklens fremstilling af Alain Badious fortolkning af Paulus og begrebet begivenhed skal tjene til at præsentere et antihumanistisk subjektbegreb. Herved kan det vises, at forandringer i det 20. århundredes tænkning af subjektbegrebet er snævert samhørige med forandringerne i tænkning af historiebegrebet. Dannelsesfilosofiens afsæt i et humanistisk og bevidsthedsfilosofisk subjektbegreb er væsenssamhørigt med den historiefilosofiske udviklingstanke, med ideen om et subjekt for historien, at der skulle være en teleologisk retning og mening med historien. Omvendt er kritikken af dette humanistiske subjekt samhørigt med en bestræbelse på at bryde udviklingstankens hegemoni i tænkningen af historien. Nietzsches genealogi, Foucaults idehistorie og Badious filosofi er de fremmeste repræsentanter for dette.

Badiou bestræber sig på at begrebsliggøre, i hvilken forstand man kan tale om noget radikalt Nyt ved sit begreb om begivenheden. Det Nye er noget, der ikke kan reduceres til at være et led i en kæde af historiske begivenheder. Hans læsning af apostlen Paulus skal anskueliggøre dette og, dermed samhørigt, hvori et ikke-humanistisk subjektbegreb består.