Читать книгу Arabisk medicin - Philippe Provencal - Страница 10

Det er selvklart, at da de arabiske erobrere stiftede bekendtskab med kulturerne i de nyerobrede områder, blev de imponerede over det, de fandt. Selvfølgelig var de førislamiske arabere klar over, at der nord og øst for dem fandtes store og økonomisk langt mere velstillede riger end de samfund, de var vant til, og med langt mere indviklede samfundstyper. Dele af den arabiske befolkning var også i konstant handelssamkvem med naboområderne, og beduinstammerne i grænselandet til Mesopotamien og det syro-palæstinensiske område foretog også plyndringstogter mod landsbyer og folk tilhørende den fastboende befolkning, selv om ghassaniderne og lakhmiderne i tiden op mod islams fremkomst havde sat en forholdsvis effektiv stopper for den slags togter.

Som det tidligere er blevet nævnt, var der ikke nogen egentlig videnskabelig virksomhed i arabisk regi under de fire første kaliffer, dvs. tidsperioden fra 632-661, og under umayyadernes dynasti var den ret begrænset i forhold til, hvad der senere skulle følge, men det var dog i denne periode, at man fra arabisk hold begyndte med undersøgelser af det arabiske sprog, og at de første biografiske optegnelser fandt sted. Det var et noget kontroversielt spørgsmål i det tidlige islamiske samfund, om beretninger om Profetens afgørelser skulle nedfældes på skrift, idet det frygtedes, at disse beretninger skulle relativere Koranen. Dog blev der allerede i løbet af det første islamiske århundrede nedskrevet en række af disse beretninger. Da der allerede i år 656 (dvs. 24 år efter Profetens død) opstod politisk strid i Medinastaten som følge af mordet på den tredje kalif, Uthmân, betød dette, at det blev nødvendigt at understøtte politiske synspunkter ved at referere til Profeten. Da det samtidigt blev erkendt, at de folk, som havde kendt Profeten personligt, og derfor var de ledende autoriteter inden for kendskab til Profetens sunnah, dvs. hans ord og handlinger, efterhånden var begyndt at forsvinde enten ved naturlig afgang, eller fordi de blev dræbt i krigene, blev modstanden mod at nedfælde traditioner på skrift afløst af erkendelsen af nødvendigheden af at have et skriftligt materiale liggende. Det var dog kun meningen, den arabiske tradition tro, at disse skriftlige samlinger skulle støtte den mundtlige overlevering. De skulle ikke erstatte den (The Cambridge History of Arabic Literature, bind 1 s. 272 og Pedersen 1946 s. 14-15). Til at begynde med gjorde man intet andet end at nedskrive de mundtlige traditioner, som var i omløb, men snart gjorde behovet sig gældende for at have mere systematiske samlinger.

En anden virksomhed, som fra begyndelsen blev drevet betydeligt mere systematisk, var kodificeringen af det arabiske sprog. Den islamiske religions afhængighed af den koraniske tekst medførte, at det blev nødvendigt at have et nøje kendskab til både vokabular og grammatik. Desuden gjorde det arabiske imperium det nødvendigt for ikke-arabere at erhverve sig et godt og grundigt kendskab til erobrernes og den politisk dominerende religions sprog, hvad enten de konverterede til islam eller ej, især hvis disse mennesker af en anden baggrund end arabisk ønskede at forbedre deres muligheder for at få ledende stillinger i den nye stat, som var under opbygning. De første værker inden for arabisk grammatik blev skrevet allerede i anden halvdel af 600-tallet, men den mest betydningsfulde arabiske grammatik fra den klassiske tid blev skrevet af perseren Sîbawayh i 700-tallet (Hitti 1970 s. 242).

Når det gælder de videnskabelige aktiviteter, som ikke havde at gøre med arabisk sprog og historie, blev de under umayyadernes dynasti i begyndelsen ved med at foregå på de gamle kultursprog, hvilket her først og fremmest vil sige græsk og aramæisk i dens syriske udgave (jf. L. Costaz 1992 s. 234 § 916), og det var uddannede folk fra disse hellenistiske eller iranske befolkningsgrupper, som blev sat til at varetage undervisningsmæssige, medicinske, ingeniørmæssige eller andre opgaver, som det krævede en uddannelse at udføre. Selv om Iran var en anden stat end Byzans, med en egen kultur, var den hellenistiske indflydelse også stærk i Iran, specielt i byen Gondêshâpûr. Som et fysisk udtryk for disse forhold kan nævnes umayyadernes “sommerpalads” i ‘Anjar i det nuværende Libanon. Bygningernes arkitektur og byplanen for paladskomplekset er begge klart klassisk/byzantinske og ligner ikke senere islamisk arkitektur.⁴

Hvad angår lægevidenskaben under umayyaderne, så er vores kilder så få og ofte modsigende, at det er umuligt at sige noget konkret om den. Araberne opførte sig i en stor del af denne periode som en militær elite, der ikke blandede sig for meget med lokalbefolkningen. Man må regne med, at de sundhedsproblemer, som opstod blandt araberne f.eks. i de store beduinlejre, der fungerede som garnisonslejre, ofte blev behandlet efter ørkenarabernes sædvanlige behandlingsmetoder. Den bofaste, helleniserede befolkning kendte selvfølgelig den antikke medicinske tradition, og det var uundgåeligt, at araberne hurtigt stiftede bekendtskab med den klassiske medicin ved aktuelle sygdomstilfælde, men der blev ikke for alvor foretaget noget for at gøre denne medicins teoretiske grundlag tilgængelig for araberne på deres eget sprog i løbet af denne periode.