Читать книгу Arabisk medicin - Philippe Provencal - Страница 13

Da abbasiderne erobrede magten i 750, markerede denne begivenhed en radikal ændring i den islamiske civilisations historie. Abbasiderne havde deres magtbase i Iran, og deres regering var i langt højere grad påvirket af iransk kultur og især kongeopfattelse og politisk opfattelse, end det havde været tilfældet under umayyaderne, som havde beholdt en del af de oprindelige arabiske kulturtræk. Blandt andet blev kaliffen hos umayyaderne i højere grad betragtet som en arabisk stammehøvding, og renlivet arabisk kultur fra Den Arabiske Halvø stod stærkt blandt de besættende arabere under umayyaderne, selv om dette træk svækkedes i den senere del af perioden. Abbasidekaliffen blev derimod i langt højere grad betragtet som en konge eller rettere en kejser i traditionel byzantinsk og især persisk forstand. En ny hovedstad, Bagdad, blev grundlagt ved Tigris’ bred i 762 for at flytte magtens centrum fra den tidligere hovedstad, Damaskus i Syrien, til Irak, som lå tættere på abbasidernes oprindelige magtbasis i Iran. Hoffet begyndte at blive langt mere prægtigt, og den persiske anerkendelse af videnskab og boglig viden blev udbredt. Det var således under abbasiderne, at den kraftige tilegnelse af den viden, som stammede fra de tidligere kulturer, blev påbegyndt og bragt til fuldbyrdelse.

Som tidligere nævnt forblev abbasidekalifatet kun helt og udelt i ca. et århundrede efter dets grundlæggelse. Historisk set var muslimerne kun forenede i et imperium under én islamisk leder under umayyadernes kalifat fra 661-750. Derefter begyndte rigets forskellige dele at gå fra hinanden, idet de de facto om ikke altid de juro blev politisk selvstændige. De enkelte provinsguvernører fik efterhånden en reel selvstændighed, hvilket bl.a. gav sig udtryk i, at de lod deres magt blive arvelig, så selv om de formelt set var guvernører indsat af kaliffen i Bagdad, så var de reelt fyrster i eget kongehus. Disse fyrster holdt hof, fungerede som mæcener for kunst og videnskab og førte krige. Dette skete naturligvis ikke på én gang, men allerede i 755 blev Spanien selvstændig med grundlæggelsen af det umayyadiske emirat i Cordoba, og i 868 blev Egypten politisk om ikke nominelt selvstændig under dets guvernør Ahmad ibn Tulûn. Imperiets opsplitning i selvstændige provinser medførte en mangfoldiggørelse af politiske og dermed også kulturelle centre. Disse mange kulturcentre, af hvilke de vigtigste var Cordoba i Spanien, Qayrawân i Nordafrika, Kairo i Egypten, Damaskus i Syrien og Bagdad i Irak samt forskellige byer i Iran, var en afgørende baggrund for den islamiske kulturs store bedrifter og landvindinger. Dette særdeles vigtige faktum overses ofte af moderne islamiske og/eller arabiske ideologer, som drømmer om imperiets storhed under kalifferne.

I overensstemmelse med den i kapitel 1 beskrevne islamiske opfattelse af videnstilegnelse som en klar positiv ting, som Gud opfordrer til, stod videnskaben i høj kurs, og det blev regnet for en fornem pryd for en fyrste, hvis han havde støttet videnskab og videnskabelige aktiviteter rundhåndet. Det gjaldt både kaliffen og de øvrige fyrster i det islamiske område. Dette er vigtigt historisk set, for det medførte, at videnskabelige aktiviteter i høj grad blev udført i statsligt regi. Det skete også ofte, at privatpersoner støttede videnskabelige aktiviteter rundhåndet. Videnskabsmænd blev almindeligvis budt velkommen i de forskellige fyrsters biblioteker, som kunne være særdeles velforsynede.

Der er en ting, som det er vigtigt at slå fast vedrørende abbasidekalifatets videnskultur, og det er, at denne kultur var tværkulturel og tværreligiøs. Som eksempel kan nævnes al-Qiftîs værk. Al-Qiftî boede i Aleppo i det nuværende Syrien og døde i 1248. Han skrev et værk med biografier af 415 videnskabsmænd. Heriblandt nævnes alene fra den islamiske periode 297 videnskabsmænd. Af disse stammer de 158 fra det tidlige abbasidekalifat, dvs. fra det niende og tiende århundrede, 113 af disse videnskabsmænd stammede fra Irak, og blandt disse var 37 kristne, 11 sabæere⁵ og otte jøder. Det vil sige at, af de 113 var de 56 eller lige knap halvdelen ikke-muslimer. At 71,5 % af de af al-Qiftî nævnte videnskabsmænd fra 800- og 900-tallet stammede fra Irak viser, hvor intellektuelt aktivt området omkring kaliffernes hof var (jf. Micheau 1996 s. 988). Med andre ord gjorde det koraniske påbud mod religionstvang og det muslimske samfunds særdeles vide tolerance over for andre religioner og kulturformer en særdeles givtig grobund for opvæksten af et samfund, hvis kulturelle grundlag i de fleste vigtige henseender udgjordes af en blandingskultur, og hvis resultater var uovertrufne. Området havde tidligere oplevet en lignende gensidig frugtbargørelse under hellenismen, og det var i høj grad dens arv, som blev ført videre.