Читать книгу Arabisk medicin - Philippe Provencal - Страница 4

Den arabiske kultur har sit udspring på Den Arabiske Halvø. Det vældige rektangulære stykke land, som fra det syro-mesopotamiske område strækker sig mod sydøst og begrænses af Den Persiske Golf mod øst, Det Indiske Ocean mod syd og af Det Røde Hav mod vest. Mod nord går Den Arabiske Halvø direkte over i Den Syriske Ørken og Syrien og Mesopotamien, det nuværende Irak. Eufrat går mod sydøst fra sit udspring i Lilleasien, det nuværende Tyrkiet, til Den Persiske Golf, og mod nordvest set fra det arabiske landområde afgrænses landene af Middelhavet og mod nord af Sortehavet. Det, at landområderne synes afgrænset i næsten alle retninger af vand, har måske givet Den Arabiske Halvø sit arabiske navn “Djazîrat al-’Arab”, hvilket betyder “Arabernes Ø”, selv om nogle af de afgrænsende have egentlig findes uden for det arabiske område. Den Arabiske Halvø er på 3,2 millioner km2. Det er med andre ord et vældigt landområde. Til sammenligning kan det anføres, at Grønland er på 2,2 millioner km2. Dets naturlige vegetation består for den største del af territoriets vedkommende af ørken eller busksteppe. Kun i det sydlige område grænsende mod Det Indiske Ocean sørger et monsunklima for en visse steder yppig vegetation. Det sydarabiske område regnes for en del af det afrikanske naturområde, men der findes mange endemiske arter, og faunaen og floraen bliver mere nordlig med tiltagende højde. Ellers findes der kun vegetationsrige steder i oaserne eller i de nordlige grænselande Mesopotamien og Syrien. Mod vest strækker en bjergkæde sig fra nord til syd langs med Rødehavet. Denne bjergkæde fortsætter langs Det Indiske Ocean ind i det nuværende Oman. Fra højlandet i vest går en slette langsomt ned mod øst for at ende i Den persiske Golf. De sydligere kyster langs golfen på den arabiske side er drejet mod nordøst mod Hormuzstrædet, således at den sydøstlige del af Den Arabiske Halvø strækker sig mod de iranske kyster.

Rent sprogligt er det her beskrevne område hjemsted for og domineret af de semitiske sprog. De semitiske sprog er en sprogstamme af nærtbeslægtede sprog. De mest kendte er arabisk, hebraisk og aramæisk. Disse tre er stadigvæk levende sprog, og arabisk er klassificeret som et verdenssprog i FN-regi. Etiopisk er uddødt i sin klassiske form, men lever videre i dattersprogene tigré, tigiña og amharisk. Sydarabisk lever videre i en afvigende udgave som talesprog på øen Socotra. Derimod er det gamle kultursprog akkadisk helt uddødt og ligeså ugaritisk, fønikisk og andre nordvestsemitiske sprog. Arabisk blev talt af befolkningen på Den Arabiske Halvø. Det vil sige, at det var ørkennomadernes sprog. At arabisk i vore dage er talesprog og officielt sprog i store dele af Mellemøsten og Nordafrika, skyldes udelukkende de arabiske erobringer i det 7.-8. århundrede. Oprindeligt blev sproget kun talt på Den Arabiske Halvø.

Mesopotamien har været hjemsted for nogle af de ældste højkulturer i verden. Det begyndte med sumererne, som oprettede de første bystater i Mellemøsten i det sydlige Mesopotamien fra ca. 3000 - 2350 f.v.t., efterfulgt af forskellige lokale riger, imperier og dynastier, men omkring 900 f.v.t begyndte det akkadisk talende folk assyrerne i det nordlige Mesopotamien en ekspansion under kong Adad-Nirari, som gjorde sit rige, det babylonske, til et imperium, som kulminerede under kong Assurbanipal 669-630 f.v.t. Dette imperium blev afløst af det nybabylonske rige omkring 605, men allerede ca. 550 til 522 blev hele Mellemøsten inklusive Egypten ved erobringer indlemmet i det persiske rige. Dette rige blev erobret af Alexander den Store fra 336 til 329, det år hvor Alexander døde.

Alexander den Stores erobringer repræsenterer en kulturhistorisk begivenhed af allerstørste betydning. De afstedkom en kulturblanding med græsk kulturel dominans, kaldet for hellenismen. Det medførte, at fra og med denne tid var Mellemøsten en del af den kulturkreds, som betegnes som den klassiske, selv om Mellemøsten selvsagt havde betydningsfulde egne forhold og kulturtræk. Fra og med hellenismen kom også store dele af den kulturudvikling, som europæerne meget gerne ser sig som arvtagere til, til at foregå i Mellemøsten og Nordafrika. Her behøver man blot at nævne den rolle, som biblioteket i Alexandria kom til at spille for den fortsatte kulturudvikling.

Efter Alexanders død blev riget delt mellem hans generaler. I Egypten herskede ptolemæernes dynasti og i Syrien, Mesopotamien og Persien seleukidernes. I 63 f.v.t. kom den vestlige del af Mellemøsten under romerne, medens Mesopotamien blev indlemmet i det partiske rige. Parterne var et persisk folk, og Mesopotamien forblev persisk under det sassanidiske dynasti helt frem til de arabiske erobringer. Den sassanidiske hovedstad var Ctesiphon (på arabisk al-Madâ’in), som lå i Mesopotamien.

Det arabiske område forblev dog indtil islams fremkomst en perifer del af det hellenistiske område. De riger, som fulgte efter Alexanders erobringer, havde ingen eller kun ringe politisk magt over de arabiske urbane centre. De havde derimod en stor kulturel indflydelse, og selv den førislamiske arabiske digtning synes at vise græsk indflydelse.