Читать книгу Arabisk medicin - Philippe Provencal - Страница 12

Gondêshâpûr

Оглавление

Byen Gondêshâpûr, som ligger i det sydvestlige Iran, blev grundlagt i 260 af kong Shâpûr den første (241-272), som også gav byen dens navn. Da araberne erobrede byen i 638, fandtes der her et blomstrende samfund af nestorianske kristne. Disse blev anset for hæretikere af Byzans, og derfor havde de søgt til det sassanidiske Iran for at få religionsfrihed. Sammen med folk fra andre religioner dannede nogle af disse nestorianere en akademisk og intellektuel elite. Disse folk havde syrisk, det vil sige en sen udgave af aramæisk, som modersmål, men mange talte også græsk og sanskrit, Indiens gamle kultursprog. Gondêshâpûr havde virket som et sidste tilflugtssted for hellenistisk videnskab og filosofi, der havde mistet anerkendelse fra staten, efter at Romerriget officielt havde gjort kristendommen til statsreligion. I Gondêshâpûr blev undervisning i medicin sat i system, og der blev undervist i både teori og praksis. Man har længe ment, at den medicinske skole i Gondêshâpûr dannede forbillede for de senere muslimske sygehuse, men det er blevet tilbagevist af nyere forskning (Savage-Smith 1996 s. 934).

Denne hellenistiske kultur havde haft flere centre i Mellemøsten før de islamiske erobringer. Foruden de væsentligste, Alexandria i Egypten og Gondêshâpûr i Iran, var der Edessa i Syrien samt Antiochia og andre kristne nestorianske centre.

Arabisk medicin

Подняться наверх