Читать книгу Arabisk medicin - Philippe Provencal - Страница 8

Selv om islams selvforståelse og religiøse ideer ikke skal behandles detaljeret i denne bog, er det dog nødvendigt at komme ind på dette område, da det kan forklare de etiske og kulturelle krav, som den arabisk-islamiske medicin kom til at følge.

Profeten Muhammed tilhører religionsfænomenologisk samme gruppe som de bibelske profeter, og han opfattede selv sin mission som liggende i naturlig forlængelse af disse. Ifølge den islamiske forståelse er den islamiske åbenbaring afslutningen og fuldendelsen af den åbenbaring, som findes i de tidligere skriftreligioners hellige bøger. Den første profet var Adam, og siden sendte Gud en række profeter som budbringere og advarere til menneskeheden. Til disse regnes Bibelens profeter. Islam regner endda en del bibelske personer som profeter, som ikke betegnes som sådan i Den Hebraiske Bibel (Det gamle Testamente) for eksempel Abraham og kong David. Åbenbaringen fortsættes med Jesus og Det Nye Testamente og afsluttes med Muhammed og Koranen, som er den skriftlige nedfældelse af de åbenbaringer, som Profeten Muhammed modtog og reciterede mundtligt.

Det betyder, at den etik og moral, som kommer frem i Koranen, og som var den, som muslimerne, som de troende kalder sig, kom til at følge, er en blanding af gammel arabisk sædvane og jødisk-kristen moral. Den etiske og religiøse fordring er grundliggende den samme som i de bibelske religioner. Således står der i Koranen:

Fromhed består ikke i, at I vender Jeres ansigter mod øst eller vest (i bøn), men fromheden er (tilstanden hos) hvem, som tror på Gud og på den Yderste Dag, på englene, på den åbenbarede Skrift og på profeterne, som giver (af sit) gods, på trods af sin kærlighed til det, til de nære folk og til de forældreløse, til de fattige, til vandringsmændene, til de trængende og til slaverne, (hvem) som udfører bønnen og giver almisse. De som opfylder deres pagt, når de opretter en pagt, de som er udholdende i trængsel og modgang og i svære tider. Disse er de oprigtige, og disse er de, som følger Åbenbaringen (Koranen 2.177).

Det, at man skulle tage sig af de fattige, de syge og de forældreløse, kort sagt af de marginaliserede i samfundet, gennemsyrer hele den islamiske etik og skulle selvfølgelig få store konsekvenser for hele organiseringen af det medicinske system. Der er flere såkaldte “traditioner”, som beretter, at Profeten Muhammed opfordrede til, at man besøgte de syge, og sygebesøg betragtes derfor som en religiøs fordring. At der blev bygget sygehuse, og at behandlingen ofte var gratis eller næsten gratis for de fattige grupper, var ikke kun en konsekvens af det samfundsnyttige i sådanne tiltag, men først og fremmest en religiøs og etisk fordring, hvis opfyldelse ville give stor belønning hos Gud i efterlivet. Denne etiske fordring påhviler både samfundet og den enkelte. Det blev efterhånden almindeligt i de islamiske samfund, at folk testamenterede store summer eller fast ejendom til fromme stiftelser, som skulle drive samfundsnyttige foretagender, hvilket i al væsentlighed vil sige institutioner, som tog sig af syge eller som stod for videnskab og undervisning. At mange institutioner sagtens kunne tage sig af alle disse hverv, gjorde kun sagen bedre.

Et andet vigtigt aspekt ved islams selvforståelse er, at denne religion opfatter sig selv som en naturlig efterfølger af de bibelske religioner. Ifølge islam bragte alle profeter det samme budskab, som desværre blev forvrænget af menneskene, idet kun islam repræsenterer den historisk set endelige, men religiøst tidløse, helt oprettede og guddommeligt beskyttede åbenbaring. Deraf følger, at jødedom og kristendom samt andre monoteistiske religioner, som f.eks. Irans religion mazdeismen eller de gnostiske bevægelser, opfattes som en form for “proto-islam”. Disse religioner nyder de islamiske samfunds beskyttelse. Allerede i Koranen er der vers og passager, som stadfæster tolerancen mod andre religioner af monoteistisk observans. Her følger et par eksempler:

Ingen tvang i Religionen! Retledelsen har tydeliggjort sig fra vildfarelsen, så at hvo afsværger afguderiet¹ og tror på Gud, har grebet i det fasteste greb uden brud overhovedet, thi Gud er den Hørende og vidende (Koranen 2.256).

Visselig, de som tror [dvs. muslimerne], og de, som øver jødedom, og sabi’erne² og de kristne, de som tror på Gud og på den Yderste Dag, og som handler godt, deres løn er hos deres Herre. Hos dem vil der ej være frygt, og de vil ikke være bedrøvede! (Koranen 2.62, og verset gentages i sin næsten nøjagtige ordlyd i 5.69).

Følgen blev, at de religioner, som har en helligskrift, og som er monoteistiske, opnåede det islamiske samfunds beskyttelse, mod at deres medlemmer betalte en skat eller tribut. Omvendelser blev ikke krævet. Denne tolerance blev af allerstørste betydning for naturvidenskaberne og medicinen, da den afstedkom, at jøder, kristne og andre befolkningsgrupper, som beherskede den tids videnskaber, i modsætning til araberne, som var kommet ind fra ørkenen og havde sat sig som en militær elite, ikke alene fik frie hænder, men også det islamiske samfunds fulde moralske og i meget høj grad også materielle opbakning til at dyrke og formidle naturvidenskaberne. Det blev endda sagt i spøg i det 9. århundrede, at skulle man anses for at være en dygtig læge, så krævede det, at man havde et kristent navn og tilhørte den helleniserede aramæiske befolkning.

I det hele taget er den islamiske kultur en kultur, hvor det at søge viden er i højsædet. Allerede i Koranen står der:

Forkynd i din Herres navn som skabte skabte mennesket af en fasthæftning Forkynd, for din Herre er den nådigste, som lærte ved pennen lærte mennesket, hvad det ikke vidste!

Ifølge en vidt udbredt islamisk tradition skulle disse fire verslinjer fra Koranens 96. sura være det første, som Muhammed fik åbenbaret ved begyndelsen af sin profetgerning. De udsiger med fynd et tema, som det klassiske islam skulle komme til at lægge vægt på, nemlig lærdom. Det er glorværdigt i den klassiske islamiske kultur at skaffe sig indblik i det, man endnu ikke kender, i at forholde sig åben til verden. Desuden står der i Koranen: “Min Herre forøg min viden” (Koranen 20.114). Selv om det i denne passage egentlig drejer sig om religiøs viden og i særdeleshed om kendskab til den koraniske åbenbaring, så har den islamiske eksegese opfattet det som en klar angivelse af det fortjenstfulde i at søge viden. En meget berømt profettradition, det vil sige en beretning om, hvad Profeten har sagt, er endnu mere eksplicit: “Søg viden, om I end skal søge den i Kina”. Det at søge viden blev anerkendt som en gennemført positiv ting i den islamiske kultur. Selv om konservative og puritanske tendenser har ment, at ordet skulle begrænses til religiøs viden, og at den, som rejste i søgen efter viden, var en person, som rejste ud for at samle profettraditioner, så blev det at have viden og søge at forøge den opfattet som et yderst fortjenstfuldt og positivt forhold, og denne opfattelse gennemtrængte hele det islamiske samfund. Videnskabsmanden (på arabisk ‘âlim, flertal: ‘ulamâ, et participium som svarer fuldstændigt til det franske savant) er med andre ord en person, som ikke alene udfører en samfundsnyttig opgave, men hvis aktivitet er i fuld overensstemmelse med et religiøst krav stillet til menneskene. Endnu i vore dage står der i Mellemøsten stor respekt om folk, som uddanner sig og prøver at opnå resultater inden for videnskab og åndsliv. En respekt, som langtfra kun kommer af den sociale prestige og de økonomiske fordele, en sådan aktivitet kan resultere i, men simpelthen fordi den veluddannede har gjort noget fortjenstfuldt i sig selv.